I store dele af mit sabbatår mellem gymnasiet og universitetet var jeg enten arbejdsløs eller arbejdede aften; jeg havde med andre ord god tid til at se røv-tv om formiddagen. Som oftest så jeg tysklands svar på MTV, Viva. På det tidspunkt herskede en ung, fremadstormende tysk rapper iført dødningemaske. Hans navn var Sido (Super-Intelligentes DrogenOpfer), og selvom jeg aldrig har hørt så meget andet hip hop end NWA og L:Ron:Harald, faldt jeg for Sidos sarkastiske tekster udført på krads gadeberliner-dialekt.
Nå, men nu har een af hans daværende protegéer, Bushido, set sig sur på den gamle mester Sido, der vist har solgt lidt ud med nogen r'n'b-tøzer og sådan.
Sido kan selvsagt ikke lade Bushido dø i synden - selv ikke i hip hop kredse er det god stil at omtale en anden rappers mødrende ophav som Junkie Mutter.
Jeg synes helt klart, Sido vinder denne holmgang. Lige fra introen hvor hans mor svarer på anklagerne til hans omtale af Bushidos ansigt: Dein Gesicht ist wie die Sonne - man kann nicht reinkucken - det kan godt være, Sido har solgt ud, men han er sgu stadig sjov!
Til gengæld fatter jeg ikke en kæft af, hvad Bushido prøver at sige (på trods af at det foregår i det halve tempo sammenlignet med Sido). Han fabler noget om ikke at ville spise æggekage med Sido mere (?!) og så i øvrigt om, hvor stor en stjerne han selv er. Jeg lader een af youtube-brugerne fælde den endelige dom over Bushido:
"bushido du spasti du bist so billig man mit deinem möchtegern diss"
Oversat: Bushido, din spastiker, du er for billig med dit vil-gerne-diss.
onsdag den 31. december 2008
tirsdag den 30. december 2008
En syg sjæl i et sygt legeme
Jeg ser mig selv i spejlet... Jeg ser horribel ud! Dag-gammelt voks og sved får håret til at stå ud til alle sider; jeg har flere dages skægstubbe.
Jeg ser ned ad mig selv: Røde pletter af tomatsovs på min trøje, gamle, hullede jeans, uldsokker på fødderne.
Jeg var ved at brække mig efter cykelturen hjem fra Føtex, min vejrtrækning er tung og raspende.
Jeg væmmes ved mig selv i dag.
Jeg ser ned ad mig selv: Røde pletter af tomatsovs på min trøje, gamle, hullede jeans, uldsokker på fødderne.
Jeg var ved at brække mig efter cykelturen hjem fra Føtex, min vejrtrækning er tung og raspende.
Jeg væmmes ved mig selv i dag.
mandag den 29. december 2008
I en blågrå kupé
Jeg sidder i toget på vej hjem. Har byttet min skrabekalender til et Se & Hør - jeg er helt perverst betaget af Johnny Hansen og hans afdøde kone. Jeg læser også om Claus Elming, der åbenbart har modtaget en slags pris for druk. Den slags overgår aldrig mig...
Reader's digest
I stedet drikker jeg Ramlösa fra dåse. Over for mig sidder en blond kvinde. Næsen er spids, ansigtet er som en fugls. Hun drikker den ene dåseøl efter den anden, til bordet foran os udgør et grønt hav af aluminium. Hun går uden BH.
Jeg ser hende stavre ned ad banegården i sylespidse hæle. Selv går jeg hjem. Knapper skjorten op. Opstød af sulemad og kulsyre. Purrer mig i håret og trækker vejret dybt. Jeg ved, jeg ikke kan holde dem hen længere.
Mine læsere, disse tusinde små hundeøjne, der tigger mig om en lunsj krads hverdagspoesi.
Jeg sukker og skriver disse linjer.
Udkørt blogstjerne
Reader's digest
I stedet drikker jeg Ramlösa fra dåse. Over for mig sidder en blond kvinde. Næsen er spids, ansigtet er som en fugls. Hun drikker den ene dåseøl efter den anden, til bordet foran os udgør et grønt hav af aluminium. Hun går uden BH.
Jeg ser hende stavre ned ad banegården i sylespidse hæle. Selv går jeg hjem. Knapper skjorten op. Opstød af sulemad og kulsyre. Purrer mig i håret og trækker vejret dybt. Jeg ved, jeg ikke kan holde dem hen længere.
Mine læsere, disse tusinde små hundeøjne, der tigger mig om en lunsj krads hverdagspoesi.
Jeg sukker og skriver disse linjer.
Udkørt blogstjerne
lørdag den 20. december 2008
Journey of the Sorcerer
(Kan du ikke lide klichéer, så spring følgende over)Jeg er ingen troldmand, men jeg føler konstant, jeg er på rejse. Ikke så meget i rum som i alle mulige andre sammenhænge. Det sidste år har jeg rejst af stenede og ujævne veje. Jeg har aldrig helt vist, hvad der kom på den anden side af bakken - men nu ved jeg, at det er sådan jeg vil rejse!
Konformitetens asfalterede veje må være behagelige at køre ad, men de kan føre dig lige lukt ind i kølerhjelmen på fortvivlelsens lastbiler. Der vil jeg ikke ende! Jeg vil skrive, læse, snuble, elske, græde, glædes i håbet om, at det fører mig tættere på min rejses mål. Men det er jo selvmodsigelsen - at rejsen måske er selve målet?
Måske behøver jeg ikke et mål men nye og bedre kort, så jeg kan blive ved med at udvikles?
fredag den 19. december 2008
Når ordstrømmen tørrer ud
Kreativitet af ofte en mangelvare i bloggosfæren. Alle store bloggere har mindst en gang om måneden idétørke, hvilket tvinger dem til at gribe til minimum een af følgende nødløsninger:
Gul alarm: Blog dine favoritklip fra youtube og skriv ligegyldige kommentar a'la "gør mig i godt humør" eller "fed version af et fedt nummer". Den bruger jeg ofte, har I nok bemærket...
Rød alarm: Lad læserne stille spørgsmål. Dette greb kræver en trofast læserskare af betragtelig størrelse - det hjælper også på det, hvis du er så kendt, at der florerer et par saftige rygter om dig på nettet. Man kunne kalde det her for Alex Schulman-grebet, idet den gode Alex laver spørgerunde cirka een gang i måneden.
Karmosinrød alarm: Stil læserne spørgsmål. Den ukendte og ældste Schulman-bror, Niklas, bloggede i cirka tre uger for 1000apor. I den periode nåede han både at lave mindst een almindelig spørgerunde samt at introducere dette helt fantastisk desperate greb - spørgsmål til læserne. Unødvendigt kan man synes, eftersom den gennemsnitlige blogkommentator nærmest udelukkende bruger kommentarfeltet til at lede trafik hen til sin egen blog.
Gul alarm: Blog dine favoritklip fra youtube og skriv ligegyldige kommentar a'la "gør mig i godt humør" eller "fed version af et fedt nummer". Den bruger jeg ofte, har I nok bemærket...
Rød alarm: Lad læserne stille spørgsmål. Dette greb kræver en trofast læserskare af betragtelig størrelse - det hjælper også på det, hvis du er så kendt, at der florerer et par saftige rygter om dig på nettet. Man kunne kalde det her for Alex Schulman-grebet, idet den gode Alex laver spørgerunde cirka een gang i måneden.
Karmosinrød alarm: Stil læserne spørgsmål. Den ukendte og ældste Schulman-bror, Niklas, bloggede i cirka tre uger for 1000apor. I den periode nåede han både at lave mindst een almindelig spørgerunde samt at introducere dette helt fantastisk desperate greb - spørgsmål til læserne. Unødvendigt kan man synes, eftersom den gennemsnitlige blogkommentator nærmest udelukkende bruger kommentarfeltet til at lede trafik hen til sin egen blog.
Nyt citat
Jeg synes, det er på tide med et nyt citat til bloggens hoved. Det forekommer mig en smule pretto at smykke bloggen med et Kierkegaard-citat, når jeg ikke engang har læst Kierkegaard.
Nogen forslag? Skal det være et citat om mig? Skal jeg overhovedet have et citat? Hjælp!
Nogen forslag? Skal det være et citat om mig? Skal jeg overhovedet have et citat? Hjælp!
torsdag den 18. december 2008
Talk about the fashion
Tror jeg har fundet mit new years outfit:
Syret perspektiv - og pink. Gah!
Nå, nu må jeg smutte. Skal til julefrokost, hvor jeg drikker mig i hegnet og skaffer mig en faderskabssag på halsen.
Tjulahej!
Syret perspektiv - og pink. Gah!
Nå, nu må jeg smutte. Skal til julefrokost, hvor jeg drikker mig i hegnet og skaffer mig en faderskabssag på halsen.
Tjulahej!
onsdag den 17. december 2008
Förlåt
Jeg var så ond før mod jer, mine kjæreste læsere (og i de fleste tilfælde også venner og bekendte).
Det må I undskylde!
For at gøre skaden god igen får I en lille perle - en fantastisk sang i en fantastisk version:
Det må I undskylde!
For at gøre skaden god igen får I en lille perle - en fantastisk sang i en fantastisk version:
Quit pro quo
Nu slynger jeg lige noget ud ikke....
Denne blog har været en smule inaktiv på det seneste. Det vil jeg, som tidliger nævnt, ikke undskylde for af principielle årsager.
Skulle der imidlertid alligevel findes læsere derude, der savner mine små perfiditeter, SÅ BEGYND DA FOR HELVEDE AT SKRIVE NOGEN KOMMENTARER I BLOGGEN!
Antallet af kommentarer kan indtil videre opgøres til... een. EEN! I en hård hård cyberverden behøver man cyberlove. Selvom jeg sætter pris på ros til bloggen i den virkelige verden, så kan det aldrig erstatte den overfladiske kjærlighed fra anonyme læsere.
Gah! Comment cravings! Vill ha! Mest!
Denne blog har været en smule inaktiv på det seneste. Det vil jeg, som tidliger nævnt, ikke undskylde for af principielle årsager.
Skulle der imidlertid alligevel findes læsere derude, der savner mine små perfiditeter, SÅ BEGYND DA FOR HELVEDE AT SKRIVE NOGEN KOMMENTARER I BLOGGEN!
Antallet af kommentarer kan indtil videre opgøres til... een. EEN! I en hård hård cyberverden behøver man cyberlove. Selvom jeg sætter pris på ros til bloggen i den virkelige verden, så kan det aldrig erstatte den overfladiske kjærlighed fra anonyme læsere.
Gah! Comment cravings! Vill ha! Mest!
lørdag den 29. november 2008
torsdag den 27. november 2008
Flyversjus
I dag har jeg lovet min ven Casper at drikke flyversjusser med ham. Og jeg ved ikke helt...
Kan man drikke en drink, der består af citronvand og snaps, uden at være skolelærer i en dansk familiefilm fra 60'erne?
Jeg plejer at have visse krav til mit snapseindtag:
- Den skal komme i små glas
- Den skal komme fra en vis by ved Limfjorden*
- Den skal være iskold, tykflydende som heksens bryg
Jøderne er Guds udvalgte folk. Det er deres åg. Danskernes åg er en nationaldrik, der er det rene gift for kroppen.
*Drik aldrig Svendborg-snaps - den smager af tequila! Det skyldes nok, at den fremstilles af abemennesker...
Kan man drikke en drink, der består af citronvand og snaps, uden at være skolelærer i en dansk familiefilm fra 60'erne?
Jeg plejer at have visse krav til mit snapseindtag:
- Den skal komme i små glas
- Den skal komme fra en vis by ved Limfjorden*
- Den skal være iskold, tykflydende som heksens bryg
Jøderne er Guds udvalgte folk. Det er deres åg. Danskernes åg er en nationaldrik, der er det rene gift for kroppen.
*Drik aldrig Svendborg-snaps - den smager af tequila! Det skyldes nok, at den fremstilles af abemennesker...
tirsdag den 25. november 2008
Bandet der aldrig blev
Juletid er, om ikke andet, ensbetydende med een ting: Christmas Time - Don't Let The Bells End med The Darkness er fast bosiddende i min MP3-afspiller.
I den forbindelse tænker jeg altid lidt på The Darkness - bandet, der skulle være glam, puddel og heavyrockens redning og endte som...ja, hvad endte de egentlig som?
Justin Hawkins skred, angiveligt fordi han ikke kunne tåle mosten, og siden har man ikke hørt så meget fra T'Darkness.
Men for mig døde The Darkness allerede, da jeg så dem i Valbyhallen vinteren 2006. De begik nemlig dét, der allerede i fritidsklubben er den ultimative dødssynd: De startede forfra på et nummer! Ja, det gjorde de faktisk!!!
Fra det øjeblik viste jeg, at de aldrig ville blive til noget. Nogensinde.
Heldigvis var jeg tidligere på aftenen blevet blæst væk af et band, der var alt det, The Darkness prøvede at være: Rockede, bøssede, symfoniske og retroglam. Jeg taler naturligvis om The Ark med den uforlignelige Ola Salo i front.
De har forsødet min tilværelse lige siden den dag. The Darkness derimod hører jeg kun til jul...
I den forbindelse tænker jeg altid lidt på The Darkness - bandet, der skulle være glam, puddel og heavyrockens redning og endte som...ja, hvad endte de egentlig som?
Justin Hawkins skred, angiveligt fordi han ikke kunne tåle mosten, og siden har man ikke hørt så meget fra T'Darkness.
Men for mig døde The Darkness allerede, da jeg så dem i Valbyhallen vinteren 2006. De begik nemlig dét, der allerede i fritidsklubben er den ultimative dødssynd: De startede forfra på et nummer! Ja, det gjorde de faktisk!!!
Fra det øjeblik viste jeg, at de aldrig ville blive til noget. Nogensinde.
Heldigvis var jeg tidligere på aftenen blevet blæst væk af et band, der var alt det, The Darkness prøvede at være: Rockede, bøssede, symfoniske og retroglam. Jeg taler naturligvis om The Ark med den uforlignelige Ola Salo i front.
De har forsødet min tilværelse lige siden den dag. The Darkness derimod hører jeg kun til jul...
mandag den 24. november 2008
søndag den 23. november 2008
Roll-on
FYI: Jeg er den eneste idiot i verden, der bliver allergisk over for en hudvenlig roll-on fra Nivea.
Seriøst, mine armhuler bare klør og klør.
Fiasko var ordet.
lørdag den 22. november 2008
Lennon, McCartney & Atatürk
Politikens kultursektion bringer i dag to artikler. Den ene angående en ny kontroversiel film om Tyrkiets landsfader, Kemal Atatürk. Han bliver i filmen fremstillet som lidt af en fordrukken, storrygende horebuk, og den slags går ikke upåagtet hen i Tyrkiet, hvor Atatürk bliver dyrket som en guddom. Filmens skaber siger, at han ønsker at pille Atatürk ned fra den ufejlbarlighedens piedestal, der ikke inspirerer til andet end beundring for beundringens skyld.
Omtrent samme skæbne er på mange måde overgået The Beatles og deres selvbetitlede hvide album, der i disse dage fylder 40 (sic!). Erik Jensen proklamerer i sin fødselsdagstale, at han gerne vil dekonstruere Beatles-myten og i stedet fokusere på sangene. Dermed mislykkes han med sit projekt, idet sangene på The White Album i sagens natur også indgår i myten. Hvorfor tør han ikke sige, at sangmaterialet på denne stærkt underproducerede B-side samling er genstand for en forjættelse, der i sig selv ville kunne påklæde historiens samlede skare af kejsere? Jensen bærer blot ved til dette mytiske bål, der fritager generationer og atter generationer for kritisk stillingtagen til rytmisk musik over en bred kam: Thi, det bliver jo ej bedre end The Beatles! Åh, ak og ve...
I øvrigt kan jeg konstatere, at Axl Rose langt om længe er kravlet op fra sin selvskabte musikalske incestkælder og har udgive sit første soloalbum, Chinese Democracy. Jeg har ganske vist ikke hørt noget fra det - endnu, men jeg hørte da et af numrene tilbage i 2001...
Forskellen på dengang og nu er, at Guns 'n' Roses som fænomen har mistet størstedelen af sin tiltrækningskraft. Yngre generationer med hang til dekadent puddelrock har for længst kastet sin kærlighed på genrens foregangsmænd, Mötley Crüe. Med The Dirt erobrede de tronen tilbage, men deres nyvundne succes kan ikke blot tilskrives publikums hang til snask på skrift. The Crüe har lært nok af KISS til at vide, at man skal give rockpublikummet, hvad de vil have - NU!!!
De tager på turne, indspiller albums og giver sig selv på godt og ondt. Axl Rose leger Garbo og vender tilbage med den slatne ballon fra den oppustede og skampulede rockkliché, han aldrig formåede at opfylde.
Omtrent samme skæbne er på mange måde overgået The Beatles og deres selvbetitlede hvide album, der i disse dage fylder 40 (sic!). Erik Jensen proklamerer i sin fødselsdagstale, at han gerne vil dekonstruere Beatles-myten og i stedet fokusere på sangene. Dermed mislykkes han med sit projekt, idet sangene på The White Album i sagens natur også indgår i myten. Hvorfor tør han ikke sige, at sangmaterialet på denne stærkt underproducerede B-side samling er genstand for en forjættelse, der i sig selv ville kunne påklæde historiens samlede skare af kejsere? Jensen bærer blot ved til dette mytiske bål, der fritager generationer og atter generationer for kritisk stillingtagen til rytmisk musik over en bred kam: Thi, det bliver jo ej bedre end The Beatles! Åh, ak og ve...
I øvrigt kan jeg konstatere, at Axl Rose langt om længe er kravlet op fra sin selvskabte musikalske incestkælder og har udgive sit første soloalbum, Chinese Democracy. Jeg har ganske vist ikke hørt noget fra det - endnu, men jeg hørte da et af numrene tilbage i 2001...
Forskellen på dengang og nu er, at Guns 'n' Roses som fænomen har mistet størstedelen af sin tiltrækningskraft. Yngre generationer med hang til dekadent puddelrock har for længst kastet sin kærlighed på genrens foregangsmænd, Mötley Crüe. Med The Dirt erobrede de tronen tilbage, men deres nyvundne succes kan ikke blot tilskrives publikums hang til snask på skrift. The Crüe har lært nok af KISS til at vide, at man skal give rockpublikummet, hvad de vil have - NU!!!
De tager på turne, indspiller albums og giver sig selv på godt og ondt. Axl Rose leger Garbo og vender tilbage med den slatne ballon fra den oppustede og skampulede rockkliché, han aldrig formåede at opfylde.
Fra mit feed: Mitt liv som Hugo + Klara
Jeg snyder lidt. Ingen af disse blogs findes i mit feed, da pause.se lider af en form for bug, der kun gør det muligt at tilføje samtlige sitets blogs i ens feed. Sjusk!
Mitt liv som Hugo - en lektion i modern manlighet
Hugo Rehnberg er blog-generationens mentor i Sverige.
Han er chef for Lejon Media og har i sin egenskab heraf oplært unge vilde som Kristoffer Ahlström og Viktor Barth-Kron. Det mærkes, at han egentlig er lidt for gammel til det her. Han opdaterer (alt for) sjældent og befinder sig nok egentlig bedst med at skrive regulære artikler i et trykt magasin.
Når han skriver, er det dog som oftest lysende. Han lider ikke af det sædvanlige storhedsvanvid men fejrer i stedet antiheltens triumfer. Han er lun, skarp og en smule livstræt. Han har set alt, prøvet det meste og væmmes inderst inde ved gang på gang at skulle gentage den cyklus.
Han har dog et problem. Han behøver en klovn at spejle sig i. En mere kæk (og yngre) modspiller, i hvis lys Hugo fremstår endnu mere livsklog. I gamle dage var Thomas Eriksson (tidl. på Moore) denne klovn.
Klara - det gör bara ont i början
Nu om stunder er det Klara Svensson, nyindsat webredaktør på Pause.
Klara slog sit navn fast som brødrene Schulmans luder/madonna på 1000 apor. Klara er ligeså cafe-deskriptiv som alle andre kvindelige svenske bloggere, samtidig med at hun lettere vulgært spiller an på sin seksualitet (hence: undertitlen på hendes nuværende blog).
Klara vækker et par gange om ugen den sovende bjørn, Hugo Rehnberg, med sine drillerier og derfor og kun derfor læser jeg hendes blog. Hun er det binære komponent til den store mester.
Inden jeg kommer til at virke alt for hård mod gulliga Klara, vil jeg da lige understrege, at hun nu som før er klasser bedre end hendes blege arvtager på 1000 apor, den evige efterskoleelev Amanda Colldén.
Mitt liv som Hugo - en lektion i modern manlighet
Hugo Rehnberg er blog-generationens mentor i Sverige.
Han er chef for Lejon Media og har i sin egenskab heraf oplært unge vilde som Kristoffer Ahlström og Viktor Barth-Kron. Det mærkes, at han egentlig er lidt for gammel til det her. Han opdaterer (alt for) sjældent og befinder sig nok egentlig bedst med at skrive regulære artikler i et trykt magasin.
Når han skriver, er det dog som oftest lysende. Han lider ikke af det sædvanlige storhedsvanvid men fejrer i stedet antiheltens triumfer. Han er lun, skarp og en smule livstræt. Han har set alt, prøvet det meste og væmmes inderst inde ved gang på gang at skulle gentage den cyklus.
Han har dog et problem. Han behøver en klovn at spejle sig i. En mere kæk (og yngre) modspiller, i hvis lys Hugo fremstår endnu mere livsklog. I gamle dage var Thomas Eriksson (tidl. på Moore) denne klovn.
Klara - det gör bara ont i början
Nu om stunder er det Klara Svensson, nyindsat webredaktør på Pause.
Klara slog sit navn fast som brødrene Schulmans luder/madonna på 1000 apor. Klara er ligeså cafe-deskriptiv som alle andre kvindelige svenske bloggere, samtidig med at hun lettere vulgært spiller an på sin seksualitet (hence: undertitlen på hendes nuværende blog).
Klara vækker et par gange om ugen den sovende bjørn, Hugo Rehnberg, med sine drillerier og derfor og kun derfor læser jeg hendes blog. Hun er det binære komponent til den store mester.
Inden jeg kommer til at virke alt for hård mod gulliga Klara, vil jeg da lige understrege, at hun nu som før er klasser bedre end hendes blege arvtager på 1000 apor, den evige efterskoleelev Amanda Colldén.
Jeg, et overklassebarn
Lørdag morgen kl.7:00
Står op
Skriver
I bad
Barberer mig
Kigger ind i klædeskabet
Ønsker mig en skødefrakke
Her findes bare
Strik i brune nuancer
Laver kaffe, morgenmad
Læser avis
Hører Mozart
Jeg, et overklassebarn
Står op
Skriver
I bad
Barberer mig
Kigger ind i klædeskabet
Ønsker mig en skødefrakke
Her findes bare
Strik i brune nuancer
Laver kaffe, morgenmad
Læser avis
Hører Mozart
Jeg, et overklassebarn
fredag den 21. november 2008
Dagen blev til nat
Solen var et hån
Shamanens søvn
Vågnede brat
Fader bragte øl
Sødt at søbe
Tungt at drømme
Silde opstanden
Fandtes kun mørke
Hagl og kulde
Shamanens søvn
Vågnede brat
Fader bragte øl
Sødt at søbe
Tungt at drømme
Silde opstanden
Fandtes kun mørke
Hagl og kulde
torsdag den 20. november 2008
Fra mit feed - Stureplans vackraste
Har hjemme på 1000 apor. Forfatteren er den mystiske Koko Kintyre, et alias der dækker over... Ja, hvem egentlig? Der er i tidens løb blevet gættet på flere navne: Kristoffer Ahlström, Roland-Philippe Kretzschmar, Niklas Rahm eller måske mest oplagt: een af brødrene Schulman.
Førhen gjorde bloggen sig mest i stærkt kyniske og kradse kommentarer til de vederstyggelige vimmelbilder fra credd.se og finest.se. Kort og koncist. Ondt.
Men efter pausen i sommers er den ellers så leveringsdygtige blog blevet... moralsk? Det siger jeg i mangel på en bedre beskrivelse, for jeg tror egentlig bare, Koko Kintyre er gået fra at være arrogant elitær til at være belærende elitær.
Bevares, der er stadig guldkorn såsom facts om Peder Fogstrand-kampagnen, der har gjort Greven kult igen. Men når Koko Kintyre for 117. gang anbefaler et eller andet dårligt garageband eller en film, alle har set, står jeg kraftpetervælteme af!
Mest komisk var det, da han tipsede om Pusher-triologien. For at sætte ekstra trumf på fortalte han med beundring i stemmen om Kussekurt (I ved, ham fra Pusher 2 og 3, der lyder som Bamse og smadrer sin lejlighed med vilje). Fint nok, hvis det ikke var for, at Kintyre omtalte ham som Kuse-kurt (!). Kuuuuuuse-kurt, hahahaha.
Hvad fanden hjælper det at have e-mail adressen mittlivsomoverbegavad@gmail.com, når man ikke engang kan stave til kusse? Jeg ville give hvad som helst, for at se Kintyre gå ind på Asian Nam-nam House og bede om et skrald kuse. Kuuuuuse! Giv mig kuuuuuuse nu!!! Idiot.
Stureplans vackraste.
Førhen gjorde bloggen sig mest i stærkt kyniske og kradse kommentarer til de vederstyggelige vimmelbilder fra credd.se og finest.se. Kort og koncist. Ondt.
Men efter pausen i sommers er den ellers så leveringsdygtige blog blevet... moralsk? Det siger jeg i mangel på en bedre beskrivelse, for jeg tror egentlig bare, Koko Kintyre er gået fra at være arrogant elitær til at være belærende elitær.
Bevares, der er stadig guldkorn såsom facts om Peder Fogstrand-kampagnen, der har gjort Greven kult igen. Men når Koko Kintyre for 117. gang anbefaler et eller andet dårligt garageband eller en film, alle har set, står jeg kraftpetervælteme af!
Mest komisk var det, da han tipsede om Pusher-triologien. For at sætte ekstra trumf på fortalte han med beundring i stemmen om Kussekurt (I ved, ham fra Pusher 2 og 3, der lyder som Bamse og smadrer sin lejlighed med vilje). Fint nok, hvis det ikke var for, at Kintyre omtalte ham som Kuse-kurt (!). Kuuuuuuse-kurt, hahahaha.
Hvad fanden hjælper det at have e-mail adressen mittlivsomoverbegavad@gmail.com, når man ikke engang kan stave til kusse? Jeg ville give hvad som helst, for at se Kintyre gå ind på Asian Nam-nam House og bede om et skrald kuse. Kuuuuuse! Giv mig kuuuuuuse nu!!! Idiot.
Stureplans vackraste.
Dryp fra mit liv
Jeg har tænkt en del.
På noget interessant at skrive om. Jeg er noget til den konklusion, at jeg endnu ikke er i stand til at udlevere mig selv på min blog.
Det må komme drypvis. Et indlæg her og der. Jeg vil ikke blive deskriptiv. Ikke igen. Hvad rager det jer, at jeg i går købte minimælk og Niveacreme i Føtex? Nej vel? Jeg vil være sjov. Jeg vil være et lille lyspunkt i jeres hverdag, 30 sekunders smil på læben. Jeg vil give jer den fornemmelse, jeg får, når jeg besøger mine favoritblogs.
Og det er dér, jeg agter at starte. Med et koncept tyvstjålet fra andre bloggere vil jeg dele mine favoritter i bloggossfæren. De er alle på svensk. Don't ask me why. De kan det pis. Fortæl mig gerne om danskere, der kan. Jeg har ikke fundet dem endnu! I går prøvede jeg at tilføje Lars Bukdahls blog på Weekendavisen. Big deal. En linjes teaser og så kunne jeg ellers klikke mig ind på Weekendavisens hjemmeside. Hvad skal jeg med det i mit feed? Hva'?
Calle Schulman siger, man ikke skal undskylde blogpauser. Enig. Jeg ville jo aldrig gøre andet. Måske skulle jeg bare undskylde, når jeg endelig skriver indlæg?
Undskyld så!
På noget interessant at skrive om. Jeg er noget til den konklusion, at jeg endnu ikke er i stand til at udlevere mig selv på min blog.
Det må komme drypvis. Et indlæg her og der. Jeg vil ikke blive deskriptiv. Ikke igen. Hvad rager det jer, at jeg i går købte minimælk og Niveacreme i Føtex? Nej vel? Jeg vil være sjov. Jeg vil være et lille lyspunkt i jeres hverdag, 30 sekunders smil på læben. Jeg vil give jer den fornemmelse, jeg får, når jeg besøger mine favoritblogs.
Og det er dér, jeg agter at starte. Med et koncept tyvstjålet fra andre bloggere vil jeg dele mine favoritter i bloggossfæren. De er alle på svensk. Don't ask me why. De kan det pis. Fortæl mig gerne om danskere, der kan. Jeg har ikke fundet dem endnu! I går prøvede jeg at tilføje Lars Bukdahls blog på Weekendavisen. Big deal. En linjes teaser og så kunne jeg ellers klikke mig ind på Weekendavisens hjemmeside. Hvad skal jeg med det i mit feed? Hva'?
Calle Schulman siger, man ikke skal undskylde blogpauser. Enig. Jeg ville jo aldrig gøre andet. Måske skulle jeg bare undskylde, når jeg endelig skriver indlæg?
Undskyld så!
onsdag den 5. november 2008
Er Sven Auken en mobbertype?
Jeg fulgte med (saa længe jeg nu orkede) i det amerikanske valg på DR2.
Mellem indslagene debaterede Søren Pind og Sven Auken forskellige aspekter af amerikansk politik. Debatten foregik i en saglig tone og beskæftigede sig for en gangs skyld mest med netop politik og ikke saa meget med personer.
Troede jeg.
For undervejs i debatten begyndte de to debatører saa smaat at yppe kiv. Søren Pind, Gud bedre det, forivrede sig til at komme med en tilføjelse i Sven Aukens taletid, og saa skummede den gamle af raseri.
"Jeg afbrød ikke dig en eeeeneste gang", sagde han ud gennem tænderne.
Men det er ikke saa meget, det Auken siger. Det er maaden, han siger det paa: Hans nedladende tonefald, de haanligt himlende øjne...
Pludselig begyndte jeg at tro paa alle rygterne om, at Sven og søster Magrethe skulle have mobbet talere fra Dansk Folkeparti i Folketingssalen. Politik er følelser og må aldrig blive det rene kaffeslabberas. Men jeg holder personligt af at se politikere, der tør behandle hinanden med respekt. Som mennesker, de tilfældigvis er uenige med.
Ond?
Sven Auken har ingen respekt for sin modstander. Han vil tryne ham eller hende for enhver pris. Han er idealist, men maaske han skulle stoppe op og tænke:
Havde jeg opnaaet mere med en roligere facon?
Sven Auken mistede formandsposten i Socialdemokratiet. Han kunne ikke samarbejde med hverken de radikale eller fagbevægelsen. Han maatte overlade pladsen til en uerfaren kandidat. En Obama fra Esbjerg.
Han opnaaede ganske vist en del resultater som miljøminister, men skabte sig et utal af fjender i processen. Det er nemt at faa succes som minister, naar man har mandat til at tromle love igennem. Det er straks en anden snak at overbevise modparten om det gode i sin sag. Paa min barndomsegn stod der Svin Auken paa alle busskurene.
Sven Auken er en garvet og for saa vidt begavet politiker. Han gaar ikke ned i kadence, selvom han danser kræftens tunge danse macabre.
Een ting savner han dog:
Empati.
Mellem indslagene debaterede Søren Pind og Sven Auken forskellige aspekter af amerikansk politik. Debatten foregik i en saglig tone og beskæftigede sig for en gangs skyld mest med netop politik og ikke saa meget med personer.
Troede jeg.
For undervejs i debatten begyndte de to debatører saa smaat at yppe kiv. Søren Pind, Gud bedre det, forivrede sig til at komme med en tilføjelse i Sven Aukens taletid, og saa skummede den gamle af raseri.
"Jeg afbrød ikke dig en eeeeneste gang", sagde han ud gennem tænderne.
Men det er ikke saa meget, det Auken siger. Det er maaden, han siger det paa: Hans nedladende tonefald, de haanligt himlende øjne...
Pludselig begyndte jeg at tro paa alle rygterne om, at Sven og søster Magrethe skulle have mobbet talere fra Dansk Folkeparti i Folketingssalen. Politik er følelser og må aldrig blive det rene kaffeslabberas. Men jeg holder personligt af at se politikere, der tør behandle hinanden med respekt. Som mennesker, de tilfældigvis er uenige med.
Ond?
Sven Auken har ingen respekt for sin modstander. Han vil tryne ham eller hende for enhver pris. Han er idealist, men maaske han skulle stoppe op og tænke:
Havde jeg opnaaet mere med en roligere facon?
Sven Auken mistede formandsposten i Socialdemokratiet. Han kunne ikke samarbejde med hverken de radikale eller fagbevægelsen. Han maatte overlade pladsen til en uerfaren kandidat. En Obama fra Esbjerg.
Han opnaaede ganske vist en del resultater som miljøminister, men skabte sig et utal af fjender i processen. Det er nemt at faa succes som minister, naar man har mandat til at tromle love igennem. Det er straks en anden snak at overbevise modparten om det gode i sin sag. Paa min barndomsegn stod der Svin Auken paa alle busskurene.
Sven Auken er en garvet og for saa vidt begavet politiker. Han gaar ikke ned i kadence, selvom han danser kræftens tunge danse macabre.
Een ting savner han dog:
Empati.
tirsdag den 4. november 2008
Chicago
Jeg tænker tit paa USA.
Det billede jeg har af USA.
Det billede mine landsmænd har.
Det billede mine slægtninge og venner i USA har.
Er billedet det samme?
Obama lader til at vinde.
Han er en dygtig retoriker.
Han har svar på rede haand.
Han bor i Chicago.
Bandet Chicago lavede i sin tid en sang, Dialogue.
Terry Kath er den politisk bevidste.
Peter Cetera er den politisk ubevidste.
Guitar møder blæsere.
Teater møder musik.
Se videoen, hør sangen, læs teksten.
Part I.
Det billede jeg har af USA.
Det billede mine landsmænd har.
Det billede mine slægtninge og venner i USA har.
Er billedet det samme?
Obama lader til at vinde.
Han er en dygtig retoriker.
Han har svar på rede haand.
Han bor i Chicago.
Bandet Chicago lavede i sin tid en sang, Dialogue.
Terry Kath er den politisk bevidste.
Peter Cetera er den politisk ubevidste.
Guitar møder blæsere.
Teater møder musik.
Se videoen, hør sangen, læs teksten.
Part I.
Terry
Are you optimistic
'bout the way things are going?
Peter
No, I never ever think of it at all
Terry
Don't you ever worry
When you see what's going down?
Peter
No, I try to mind my business,
that is, no business at all
Terry
When it's time to function
as a feeling human being, will your
Bachelor of Arts help you get by?
Peter
I hope to study further,
a few more years or so. I also hope
to keep a steady high
Terry
Will you try to change
things, use the power that you have,
the power of a million new ideas?
Peter
What is this power you
speak of and this need for things to
change? I always thought
that everything was fine
Terry
Don't you feel repression just
closing in around?
Peter
No, the campus here is very, very free
Terry
Does it make you angry
the way war is dragging on?
Peter
Well, I hope the President
knows what he's into, I don't know
Terry
Don't you ever see the starvation
in the city where you live, all the
needless hunger all the
needless pain?
Peter
I haven't been there lately,
the country is so fine, but my
neighbors don't seem hungry 'cause
they haven't got the time
Terry
Thank you for the talk,
you know you really eased my mind
I was troubled by the shapes
of things to come.
Peter
Well, if you had my
outlook your feelings would be
numb, you'd always think
that everything was fine
Group
We can make it happen
We can change the world now
We can save the children
We can make it better
We can make it happen
We can save the children
We can make it happen
tirsdag den 28. oktober 2008
Valg af slips
Jeg skal til bryllup på lørdag.
Jeg skal have slips på, så meget står klart. Man kan ligesom ikke have jakke, vest og skjorte med (sin morfars) manchetknapper på uden samtidigt at iføre sig slips.
Første hurdle var at lære at binde skidtet. Missionen fuldført (tak, Mads Christensen!).
Nu skal jeg vælge et slips til lejligheden...
Jeg holder en audition!
1. Deltager: Rød/blåt stripet slips venligst udlånt af min bror
- De to farver giver en bordeaux effekt, der står virkelig godt til sort! Slipset er ganske tykt med en del indlæg, så min Full Windsor knude kommer virkelig til sin ret! Dog er det ikke helt den stil, jeg ønsker at ramme med resten af mit outfit. Det kan ej ses på billedet, men jeg bærer mørkegrønne fløjlsbukser samt mine brune, håndsyede spanske Tony Mora støvler.
I øvrigt et fantastisk pose - jeg ser ud som om, jeg er på vej til arbejdet i Roskilde Bank, hvor jeg sikrer mig en favorabel aftrædelsesordning efter at have hardcore-spekuleret opsparernes penge væk!
2. Deltager: Brunt/økohvidt vaffelternet slips også udlånt af brormand
- Hvor svært kan det være at tage et billede, store idiot! Nå, men hvis slipset før havde meget indlæg, har dette slips det i ekstrem grad. Den brune nuance står fint til resten af sættet - men det er ligesom ikke 1800-tal nok! Sorry, brormand. Dine slips er no go!
3. Deltager: Petroliumsgrønt slips fra egen samling
- Det værste pose, men det bedste slips? Det er tyndt uden at være for tyndt. Knuden har en perfekt størrelse, og farven står fantastisk til mine støvler! Det er efter min mening et slips, der signalerer både fest og værdighed. Modsat bæreren. Jag tror, den heter duga!
4. Deltager: Sort slips købt i H&M
- Begravelsesslipset. Er glat som bare f***** og tyndere end Kate Moss i Auschwitz. Med andre ord fuldstændig uhåndterbart. Den slanke form bevirker dog, at mit outfit får præcis det vintage snit, jeg jagter. Men jeg er ikke med i en western, og jeg skal ikke til begravelse. Jeg skal faktisk til bryllup, og så duer det bare ikke at være man in black.
Og mht poset: Hvem prøver du at være? Patrick Bateman? Christ!
Næh, det grønne slips vinder. Andre spørgsmål trænger sig imidlertid på. Kan jeg fx holde til at have den øverste skjorteknap knappet i op imod 12 timer? Vil folk opdage, at min overfrakke er 1½ cm kortere end min jakke? Problems, problems...
Jeg skal have slips på, så meget står klart. Man kan ligesom ikke have jakke, vest og skjorte med (sin morfars) manchetknapper på uden samtidigt at iføre sig slips.
Første hurdle var at lære at binde skidtet. Missionen fuldført (tak, Mads Christensen!).
Nu skal jeg vælge et slips til lejligheden...
Jeg holder en audition!
1. Deltager: Rød/blåt stripet slips venligst udlånt af min bror
- De to farver giver en bordeaux effekt, der står virkelig godt til sort! Slipset er ganske tykt med en del indlæg, så min Full Windsor knude kommer virkelig til sin ret! Dog er det ikke helt den stil, jeg ønsker at ramme med resten af mit outfit. Det kan ej ses på billedet, men jeg bærer mørkegrønne fløjlsbukser samt mine brune, håndsyede spanske Tony Mora støvler.
I øvrigt et fantastisk pose - jeg ser ud som om, jeg er på vej til arbejdet i Roskilde Bank, hvor jeg sikrer mig en favorabel aftrædelsesordning efter at have hardcore-spekuleret opsparernes penge væk!
2. Deltager: Brunt/økohvidt vaffelternet slips også udlånt af brormand
- Hvor svært kan det være at tage et billede, store idiot! Nå, men hvis slipset før havde meget indlæg, har dette slips det i ekstrem grad. Den brune nuance står fint til resten af sættet - men det er ligesom ikke 1800-tal nok! Sorry, brormand. Dine slips er no go!
3. Deltager: Petroliumsgrønt slips fra egen samling
- Det værste pose, men det bedste slips? Det er tyndt uden at være for tyndt. Knuden har en perfekt størrelse, og farven står fantastisk til mine støvler! Det er efter min mening et slips, der signalerer både fest og værdighed. Modsat bæreren. Jag tror, den heter duga!
4. Deltager: Sort slips købt i H&M
- Begravelsesslipset. Er glat som bare f***** og tyndere end Kate Moss i Auschwitz. Med andre ord fuldstændig uhåndterbart. Den slanke form bevirker dog, at mit outfit får præcis det vintage snit, jeg jagter. Men jeg er ikke med i en western, og jeg skal ikke til begravelse. Jeg skal faktisk til bryllup, og så duer det bare ikke at være man in black.
Og mht poset: Hvem prøver du at være? Patrick Bateman? Christ!
Næh, det grønne slips vinder. Andre spørgsmål trænger sig imidlertid på. Kan jeg fx holde til at have den øverste skjorteknap knappet i op imod 12 timer? Vil folk opdage, at min overfrakke er 1½ cm kortere end min jakke? Problems, problems...
mandag den 13. oktober 2008
Jeg viser min støtte
Det kan umuligt være sjovt at bo i Island i disse dage.
Det stoute folk, som vi ved hjælp af godt gammeldags bilhandler-diplomati fik med i skilsmissen fra Norge og udnyttede i mange år, indtil det som en fremmedgjort teenager brød personaleunionen i 1943, behøver vor støtte!
Mest af alt økonomisk støtte, men deri kan jeg ej være dem behjælpelig. Jeg er fattig som en kirkerotte. Dog findes der andre måder at vise sin sympati på.
Således bærer jeg i lynlåsen til mit trommestiksfutteral et lille forgyldt vedhæng forestillende vulkanøen i Atlanterhavet.
Forbrødring
Det stoute folk, som vi ved hjælp af godt gammeldags bilhandler-diplomati fik med i skilsmissen fra Norge og udnyttede i mange år, indtil det som en fremmedgjort teenager brød personaleunionen i 1943, behøver vor støtte!
Mest af alt økonomisk støtte, men deri kan jeg ej være dem behjælpelig. Jeg er fattig som en kirkerotte. Dog findes der andre måder at vise sin sympati på.
Således bærer jeg i lynlåsen til mit trommestiksfutteral et lille forgyldt vedhæng forestillende vulkanøen i Atlanterhavet.
Forbrødring
Country & Western
Jeg voksede op med dyrskue og traktortræk. Det skammede jeg mig over dengang. Og bevares - det er heller ikke noget for mig nu om stunder. Men der er nu noget charmerende over det.
Jetset'et i storbyerne vender blikket mod clublivet i New York og London. På samme måde vender Skandinaviens bonderøve blikket mod Sydstaterne. Squaredans og cowboyhat er stort på landet!
Eddie Meduza (1948-2002) udlever i denne video bonderøvens ultimative machodrøm: At komme til byfest i sin traktor og score damer, selvom man lugter af komøg! Jeg elsker hans crew, der arm i arm og med vajende Stars and Bars synger med på omkvædet. Stort!
søndag den 5. oktober 2008
1 Bryan Adams: "Heaven"
Bryan Adams er for mange indbegrebet af dyrskue og landmænd fit for fight. Men hvis de tror, Summer of '69 handler om sommeren 1969, besidder de i virkeligheden kun abstraktionsevne nok til at læse et Anders And-blad. Og de snyder formentlig også sig selv for powerballaden par excellence - Heaven. Et udmærket vers efterfølges af et guddommeligt omkvæd. Mesterværk.
Kuriosa: Steve Smith fra Journey velsigner sangen med sine karakteristiske dunder-fills.
2 Chicago: "Hard To Say I'm Sorry/Get Away"
Se, dér kan man tale om ballademagere. Høhø. Chicago formåede i to årtier at være fast leverandør af kinddans-hits. I 70'erne med Colour My World fra Chicago II og i 80'erne med Hard To Say I'm Sorry fra Chicago 16, der her som på pladen afsluttes med Get Away.
Kuriosa: Da den oprindelige guitarist, Terry Kath, døde, gik man over til at angive pladens titel med arabiske tal frem for romerske ditto. Man skaffede sig tydeligvis også en fed mand i hawaiiskjorte og fuldskæg som erstatning for legenden Kath, hvis sidste ord angiveligt var: "Relax guys, it's not even loaded. Look!". Bang, splat.
3 Robin Beck: "First Time"
En sang til teenageværelset. Omkvædet er gotisk storladent, og Robin synger røven ud af bukserne! Højest placerede kvinde på listen. Uklart hvorfor.
Kuriosa: Cover og sleeve til debuten Trouble Or Nothin' er holdt i lækre pink nuancer.
4 Heart: "Alone"
Pompøs ballade fra øverste skuffe. Søstrene i Heart har selvsagt ikke haft noget som helst at gøre med tilblivelsen af denne sang. Som det sig bør. De har siden taget afstand fra deres midtfirserperiode, hvor staklerne lå nummer 1 på Billboard, og de var...tja, populære. Ann Wilson er voluminøs i korpus såvel som i stemmepragt.
Kuriosa: I 70'erne gik der et ondsindet rygte om, at søstrene Wilson var lesbiske.
5 Bon Jovi: "Always"
Hvis man satte musik til indholdet i et dameblad, ville det formentlig lyde som Bon Jovi. Det er selvsagt genialt. En udtalt tøseprofil har sikret bandet en uhyre trofast skare af pladekøbere. Det kunne selvfølgelig også skyldes sangenes sublime kvalitet. Eller hvad? Det var dog bedre før, og Always markerer således et vejskel i bandets karriere. Fortsæt på eget ansvar...
Kuriosa: Ja. Det er Felicity.
lørdag den 4. oktober 2008
6 Def Leppard: "Love Bites"
Som min bror så rammende har sagt det: Def Leppard er et band, man gerne vil ignorere, men ikke kan komme uden om på grund af sangenes uomtvistelige kvalitet. Vise ord. Def Leppard formåede fra 80'ernes start til slutning at bevæge sig fra heavy rock til storsælgende radiopop. Det skal de selvsagt ikke høre et ondt ord for herfra. Min og Jeppes aversion mod Def Leppard bunder snarere i deres nedladende udtalelser om andre bands, der ikke var så heldige at beholde deres pladekontrakter efter grungens syndflod. Def Leppard fastholder stædigt sin berettigelse frem for eksempelvis Warrant, på trods af at de stort set heller ikke har solgt en plade siden 1992. Love Bites er dog en godt sammensat ballade, der på fremragende vis bygger op til et gysende crescendo i omkvædet. Ses her i en liveversion fra hjembyen Sheffield men forefindes ellers på mesterværket Hysteria.
Kuriosa: EMI havde i sin tid valget mellem at skrive kontrakt med Iron Maiden eller Def Leppard. Hvad har mon været den bedste forretning?
7 Europe: "Carrie"
Det har været een lang kærlighedsaffære mellem Europe og mig, siden jeg første gang fandt henholdsvis Wings Of Tomorrow og The Final Countdown på kassettebånd i heavy metal-afdelingen på Herning Centralbibliotek. Carrie er velsagtens puddelrock arketypen og som en konsekvens heraf, er Europe til stadighed formål for hensynsløs mobning i anmelderkredse. Men jeg håber og tror, at fremtidige generationer vil give Europe den oprejsning, de rettelig fortjener!
Kuriosa: Guitaristen John Norum spillede som 15-årig i et band ved navn WC. De blev tilbudt en pladekontrakt, hvis de skiftede navn. De nægtede.
8 Journey: "With Open Arms"
Journey nåede med Escape et kommercielt højdepunkt men bevægede sig samtidigt med stormskridt ud i glemslen. Albummets indiskutable radiopop-kvaliteter blev i for høj grad en rettesnor for bandets skæbnesvangre senere udgivelser- varmen fra storhedstiden sidst i 70'erne var for længst forsvundet. Nå, men denne sang står nu alligevel som en flot svanesang for bandet, som datidens anmeldere elskede at hade. Steve Perry er rockhistoriens bedste sanger. Hands down.
Kuriosa: Figurerer også på VH1's 50 most softsational rock songs.
9 Warrant: "I Saw Red"
Warrant hører til skaren af bands, der nåede at ride på de sidste skvulp af hairmetal-bølgen på overgangen mellem 80'erne og 90'erne. Mange vil derfor også gerne placere dem i kategorien af bands, der oversvømmede markedet med cheasy poesibogsrock og dermed førte til genrens undergang. Lidt trist, da Warrants to første albums, Dirty Rotten Filthy Stinking Rich og Cherry Pie hører til blandt den tids stærkeste udgivelser. Førstnævnte album indeholder to numre, Sometimes She Cries og Heaven, der såmænd ligeså godt kunne tage plads på denne liste. Valget faldt dog på I Saw Red. Fantastisk C-stykke!
Kuriosa: Gutterne i Warrant sprøjtede engang stærk sennep og i rektum på et sovende medlem af deres road crew. Modent.
10 Nazareth: "Love Hurts"
Powerballader er sædvanligvis et fænomen, der helt og holdent tilskrives 80'erne. Men sangen her, fra dengang min far drømte om at køre på knallert i læderjakke og ryge hvide Kings, går i min bog som en bona fide power ballad. Fantastisk vokal, fantastisk melodi og en tekst, der på det nærmeste er fyldt til bristepunktet med bitter erkendelse.
Kuriosa: Medvirker på soundtracket til spillefilmen om Polle fra Snave, Polle Fiction.
Top 10 powerballader på youtube
Hvad I, kjære læsere, i lang tid har kunnet nyde godt af på andre blogs, er nu også kommet hertil. Integrerede youtube-videoer. Hosianna!
Det er også en vej ud af min blogtørke. Hosianna in Excelcis!
I kan med andre ord forvente jer masser af indlæg i stil med "se den sindssyge hund, der skambider en hel børnehave på tur". Typ.
I dag er en nederlagets dag for det intellektuelle niveau på bloggen.
Som det første vil jeg præsentere jer for en top 10 over powerballader på youtube. Bid mærke i hvert enkelt ord i den sætning.
Altså:
- der findes flere gode powerballader end 10
- de findes ikke alle sammen på youtube
Jeg vil ikke begynde at stille en masse regler op, for hvad der kvalificerer som en powerballade. Det har andre gjort før mig, og deres konklusioner er dybt intetsigende. Denne liste er altså dybt subjektiv og usaglig. Jeg har ikke taget hensyn til hverken salgstal eller ligestilling.
Hvis jeg endelig skal begynde at remse kriterier op, så tror jeg, at melodi og patos vejer tungt i denne sammenhæng. En powerballade skal desuden helst foregå i et adstadigt tempo, og den må ikke have et alt for positivt budskab rent lyrisk.
Det var prologen - nu kommer videoerne.
NB! De viser sig, at grådige mulinationale pladselskaber har fjernet muligheden for at embedde størstedelen af videoerne på listen. Typisk!
Det er også en vej ud af min blogtørke. Hosianna in Excelcis!
I kan med andre ord forvente jer masser af indlæg i stil med "se den sindssyge hund, der skambider en hel børnehave på tur". Typ.
I dag er en nederlagets dag for det intellektuelle niveau på bloggen.
Som det første vil jeg præsentere jer for en top 10 over powerballader på youtube. Bid mærke i hvert enkelt ord i den sætning.
Altså:
- der findes flere gode powerballader end 10
- de findes ikke alle sammen på youtube
Jeg vil ikke begynde at stille en masse regler op, for hvad der kvalificerer som en powerballade. Det har andre gjort før mig, og deres konklusioner er dybt intetsigende. Denne liste er altså dybt subjektiv og usaglig. Jeg har ikke taget hensyn til hverken salgstal eller ligestilling.
Hvis jeg endelig skal begynde at remse kriterier op, så tror jeg, at melodi og patos vejer tungt i denne sammenhæng. En powerballade skal desuden helst foregå i et adstadigt tempo, og den må ikke have et alt for positivt budskab rent lyrisk.
Det var prologen - nu kommer videoerne.
NB! De viser sig, at grådige mulinationale pladselskaber har fjernet muligheden for at embedde størstedelen af videoerne på listen. Typisk!
tirsdag den 23. september 2008
Jeg er komplet uduelig
Jeg har haft den længste og mest alkoholfrie forlængede weekend i mands minde. Og hvad har jeg gjort?
Har jeg indledt arbejdet med mine essays?
Har jeg læst de artikler jeg skulle?
Har jeg gjort rent?
Næh. Jeg har såmænd sovet længe, læst aviser og kriminalromaner og spenderet timer på at surfe meningsløst rundt.
Hvorfor udviser aldrig andet en arrogance over for mine livsmuligheder og ambitioner?
Og jeg med mine fornægtelser funderet i plat utilitarisme; det er ingen undskylding, at du skal have det godt!
Eller er det? Se, nu begynder jeg igen
Har jeg indledt arbejdet med mine essays?
Har jeg læst de artikler jeg skulle?
Har jeg gjort rent?
Næh. Jeg har såmænd sovet længe, læst aviser og kriminalromaner og spenderet timer på at surfe meningsløst rundt.
Hvorfor udviser aldrig andet en arrogance over for mine livsmuligheder og ambitioner?
Og jeg med mine fornægtelser funderet i plat utilitarisme; det er ingen undskylding, at du skal have det godt!
Eller er det? Se, nu begynder jeg igen
mandag den 22. september 2008
Fri os fra de krøllede hjerner
Jeg bliver lige sur, hver gang jeg ser Ricco Wichmann, Thomas Hartmann og Anders Lund Madsen omtalt som krøllede hjerner.
Det er formålsløst at kortlægge, hvorfor så mange af mine landsmænd lade sig nøje med alle disse andenrangskomikere i en globaliseret virkelighed, hvor alverdens humorfabrikation blot er et klik borte. Det forbliver en gåde.
Derimod er udtrykket krøllet hjerne mig forkasteligt på en række punkter. For det første strider det imod al logik. Anders Lund Madsens hjerne er hverken mere eller mindre krøllet end alle andre menneskers hovedfyld. Hvis den var, ville Lund Madsen fordrive tiden med at skubbe tusindfryd op af jorden. En fristende tanke i øvrigt.
Udtrykket dækker desuden over de pågældendes skribenters manglende kreativitet og lave forventninger til humor. "Nøøøj, hvordan fandt han på det skøre ord, for hvad en tandbørste siger, når den falder ned i toilettet". Sic!
Men mest af alt vidner brugen af udtrykket om en manglende forståelse af komikerfaget. Som om en komiker blot sætter sig ved tastaturet og intuitivt lader fingrene nedfælde den krøllede hjernebarks impulser. DE SIDDER I TIMEVIS OG OVERVEJER, HVAD MAREN I KÆRET OG HENRIK PALLE MON VIL FINDE MORSOMT I DERES NÆSTE OPKOG AF SIDSTE SHOW!
Bevares, jeg kan da godt blive imponeret af en sketch eller en god kronik. Men min anden tanke er altid: det kunne jeg godt selv have fundet på!. Dette kan vidne om en trang til at afmytologisere denne verdens fænomener. Eller et stort ego. Døm selv.
Det er formålsløst at kortlægge, hvorfor så mange af mine landsmænd lade sig nøje med alle disse andenrangskomikere i en globaliseret virkelighed, hvor alverdens humorfabrikation blot er et klik borte. Det forbliver en gåde.
Derimod er udtrykket krøllet hjerne mig forkasteligt på en række punkter. For det første strider det imod al logik. Anders Lund Madsens hjerne er hverken mere eller mindre krøllet end alle andre menneskers hovedfyld. Hvis den var, ville Lund Madsen fordrive tiden med at skubbe tusindfryd op af jorden. En fristende tanke i øvrigt.
Udtrykket dækker desuden over de pågældendes skribenters manglende kreativitet og lave forventninger til humor. "Nøøøj, hvordan fandt han på det skøre ord, for hvad en tandbørste siger, når den falder ned i toilettet". Sic!
Men mest af alt vidner brugen af udtrykket om en manglende forståelse af komikerfaget. Som om en komiker blot sætter sig ved tastaturet og intuitivt lader fingrene nedfælde den krøllede hjernebarks impulser. DE SIDDER I TIMEVIS OG OVERVEJER, HVAD MAREN I KÆRET OG HENRIK PALLE MON VIL FINDE MORSOMT I DERES NÆSTE OPKOG AF SIDSTE SHOW!
Bevares, jeg kan da godt blive imponeret af en sketch eller en god kronik. Men min anden tanke er altid: det kunne jeg godt selv have fundet på!. Dette kan vidne om en trang til at afmytologisere denne verdens fænomener. Eller et stort ego. Døm selv.
søndag den 14. september 2008
Famous last words
Samtale mellem een nordmand (Are) og nærværende forfatter (jeg):
Jeg: "Der er en snaps tilovers. Vil du have den?"
Are: "Ah... Altså, nu er du jo ganske ung. Jeg er 25 år og er blevet forsigtig."
Jeg: "Jaså. Jeg er 23 år, og jeg bliver ALDRIG forsigtig!"
Herefter drikker Are den sidste snaps uden at kny.
NB! Ares infantile norske tunge er oversat til vort kjære nordgermanske mål.
Nydes iskold
Jeg: "Der er en snaps tilovers. Vil du have den?"
Are: "Ah... Altså, nu er du jo ganske ung. Jeg er 25 år og er blevet forsigtig."
Jeg: "Jaså. Jeg er 23 år, og jeg bliver ALDRIG forsigtig!"
Herefter drikker Are den sidste snaps uden at kny.
NB! Ares infantile norske tunge er oversat til vort kjære nordgermanske mål.
Nydes iskold
mandag den 8. september 2008
Kan I se problemet?
Det er noget galt med mig.
Gennem hele min pubertet havde jeg stort set aldrig bumser. Måske en enkelt en gang om måneden, men jeg var aldrig belastet af noget Katrine Fruelund-krater. Nu kommer straffen.
Bumseunge
Dette er bare begyndelsen. Om en uge har jeg bumser i hele fjæset. Om to uger kommer turen til min brystkasse. Om tre uger ryggen. Herefter går min stemme i overgang. Man kan ikke snyde livet. Det ved jeg nu.
Apparently I am regressing back into puberty. Hang on, this could be interesting.
Gennem hele min pubertet havde jeg stort set aldrig bumser. Måske en enkelt en gang om måneden, men jeg var aldrig belastet af noget Katrine Fruelund-krater. Nu kommer straffen.
Bumseunge
Dette er bare begyndelsen. Om en uge har jeg bumser i hele fjæset. Om to uger kommer turen til min brystkasse. Om tre uger ryggen. Herefter går min stemme i overgang. Man kan ikke snyde livet. Det ved jeg nu.
Apparently I am regressing back into puberty. Hang on, this could be interesting.
lørdag den 6. september 2008
Kulturstøtte 2009
Jeg holder mig normalt væk fra det stykke flokkultur, der er DR's sendeflade fredag aften. Således er Krøniken, Forbrydelsen, X-factor passeret under min radar. Jeg vil gerne tilføje Talent 2008 i den sammenhæng, og det kommer jeg nok også til. Ikke desto mindre tog jeg i går mig selv i at se et afsnit, og jeg konkluderede: konceptet er brugbart!
Dog ville jeg som producent foretage et par drastiske ændringer:
- Dommerpanelet er lige nu sammensat efter princippet "een ond, een knap så ond og een god dommer". Det er latterligt, eftersom seerne alligevel kun værdsætter den onde dommers mening. Jeg vil have tre (3!) onde dommere i mit panel.
- Peter Aalbæk Jensen kan fortsætte i sin egenskab af kulturens slagterhund. Folkelig nok til at nedsable prætentiøst snobberi men samtidig tilstrækkelig elitær til at kunne hæve sig over bonderøvsmentaliteten. Kan dog erstattes af Knud Romer.
"Aalen"
- Med jokeren på plads er det nu tid til at præsentere panelets to kamphaner. Repræsenterende det borgerlige Danmarks intellektuelle segment, vælges Ole Birk Olesen, 180 grader. Olesen er udpræget konfrontationssøgende og blottet for medmenneskelighed.
- Dermed er han den perfekte målskive for karaktermordets ukronede konge, Carsten Jensen. Jensen er på een gang dissident og højt agtet (og højt betalt) skribent. Han er indbegrebet af dansk venstreorienteret intelligentsia.
Olesen vs. Jensen
- Og de vil ikke anmelde hr. og fru Leverpostejs sønner og døtre som i Talent 2oo8. Næh, de vil såmænd fælde dom over landets samlede kunstnerstand, der een for een vil defilere over de skrå brædder.
- Den kvikke læser har nok bemærket, at panelets sammensætning til forveksling kunne minde om et afsnit af Smagsdommerne på DR 2. Det vil jeg gerne tilbagevise. Smagsdommerne er i sin essens en fejring af kulturen, en udstilling af den enkelte skatteborgers magtesløshed over for den verserende kulturstøtteordning. I mit program vil deltagerne kæmpe for støtten! Fortsat støtte vil være betinget af avangement til næste runde. Se, dét er direkte demokrati!
- Og programmets navn vil være Kulturstøtte 2009.
DR, TV2, TV3 m.fl. kan kontakte mig på etatsraad@hotmail.com
Dog ville jeg som producent foretage et par drastiske ændringer:
- Dommerpanelet er lige nu sammensat efter princippet "een ond, een knap så ond og een god dommer". Det er latterligt, eftersom seerne alligevel kun værdsætter den onde dommers mening. Jeg vil have tre (3!) onde dommere i mit panel.
- Peter Aalbæk Jensen kan fortsætte i sin egenskab af kulturens slagterhund. Folkelig nok til at nedsable prætentiøst snobberi men samtidig tilstrækkelig elitær til at kunne hæve sig over bonderøvsmentaliteten. Kan dog erstattes af Knud Romer.
"Aalen"
- Med jokeren på plads er det nu tid til at præsentere panelets to kamphaner. Repræsenterende det borgerlige Danmarks intellektuelle segment, vælges Ole Birk Olesen, 180 grader. Olesen er udpræget konfrontationssøgende og blottet for medmenneskelighed.
- Dermed er han den perfekte målskive for karaktermordets ukronede konge, Carsten Jensen. Jensen er på een gang dissident og højt agtet (og højt betalt) skribent. Han er indbegrebet af dansk venstreorienteret intelligentsia.
Olesen vs. Jensen
- Og de vil ikke anmelde hr. og fru Leverpostejs sønner og døtre som i Talent 2oo8. Næh, de vil såmænd fælde dom over landets samlede kunstnerstand, der een for een vil defilere over de skrå brædder.
- Den kvikke læser har nok bemærket, at panelets sammensætning til forveksling kunne minde om et afsnit af Smagsdommerne på DR 2. Det vil jeg gerne tilbagevise. Smagsdommerne er i sin essens en fejring af kulturen, en udstilling af den enkelte skatteborgers magtesløshed over for den verserende kulturstøtteordning. I mit program vil deltagerne kæmpe for støtten! Fortsat støtte vil være betinget af avangement til næste runde. Se, dét er direkte demokrati!
- Og programmets navn vil være Kulturstøtte 2009.
DR, TV2, TV3 m.fl. kan kontakte mig på etatsraad@hotmail.com
fredag den 5. september 2008
Nu bliver det fest i stedet
Nu havde jeg lige indstillet mig på en skinddød weekend. I ved, en weekend af den gode slags hvor en tur til købmanden (læs: valgfri fødevarekæde) er det pivotale element.
Så bliver man inviteret til fest lørdag, og pludselig er weekenden fyldt ud med alkohol og de obligatoriske tømmermænd. Fra den ene yderlighed til den anden.
I aften vil jeg dog køre i tomgang. Øl, frysepizza og The Commitments eventuelt efterfulgt af et par afsnit Men Behaving Badly.
De siger, det vil regne i aften; jeg håber det inderligt! Johnny Madsen synger Vest for vest på min pladespiller.
I Aarhus leger man kulturmetropol, uagtet at Festugen blot er en forvokset byfest af samme model, som man finder overalt i landet på denne tid.
Da længes jeg mod Vestjylland.
Vestjylland, hvor det altid regner;
Vestjylland, der på forunderlig vis fortsat er fanget i en slags tidslomme.
Må det aldrig tage slut - vest for vest og øst for paradis...
Hjemstavn
Så bliver man inviteret til fest lørdag, og pludselig er weekenden fyldt ud med alkohol og de obligatoriske tømmermænd. Fra den ene yderlighed til den anden.
I aften vil jeg dog køre i tomgang. Øl, frysepizza og The Commitments eventuelt efterfulgt af et par afsnit Men Behaving Badly.
De siger, det vil regne i aften; jeg håber det inderligt! Johnny Madsen synger Vest for vest på min pladespiller.
I Aarhus leger man kulturmetropol, uagtet at Festugen blot er en forvokset byfest af samme model, som man finder overalt i landet på denne tid.
Da længes jeg mod Vestjylland.
Vestjylland, hvor det altid regner;
Vestjylland, der på forunderlig vis fortsat er fanget i en slags tidslomme.
Må det aldrig tage slut - vest for vest og øst for paradis...
Hjemstavn
onsdag den 3. september 2008
Jeg ville gerne date Carly Simon
Carly Simon
Jeg ved ikke om det ville være en fordel eller en ulempe at være hulsvoger med Mick Jagger... men det er sådan set underordnet! Jeg vil gerne understrege, at denne tilståelse intet har at gøre med en pludselig opstået MILF-obsession. Jeg vil bare udtrykke min fascination af de kvindelige musikere, der tør være vrede, stærke og kreative men også usikre og sårbare.
Alanis Morissette, Lisa Ekdahl, Elisabeth, Pat Benatar, Madonna, Pink... listen kan gøres lang!
Jeg er bange for at udtale mig om kvinders emancipation og ligestilling. Det er ikke fordi jeg lider under et madonna/luder-kompleks, at jeg ønsker mig kvindelige kunstnere, der har mere at sige en Britney, Fergie og alle de andre oversexualiserede ikoner.
Men de savner den inderlighed, der gør det muligt for mig at føle deres kunst. Sådan som Carly gør det.
I have a crush on Carly Simon. To me she personifies all the strong and independent female artists who appeal to my feelings.
tirsdag den 2. september 2008
Mit ironiske forhold til fodbold
Indtil VM 1994 brød jeg mig ikke om fodbold.
Jeg blev gang på gang oprørt og i virkeligheden også skræmt over den entusiasme, visse familiemedlemmer udviste over for denne tarvelige græsplæneforteelse.
Med tiden indså jeg dog, at interesse for fodbold er en vigtig social kode, ikke blot i min familie, men også i andre sociale sammenhænge. Det er på mange måder et felt, hvor der kan opnåes en stor mængde social kapital for nu at parafrasere Bordieu.
Jeg har ikke noget favorithold per se. Bort set fra i ishockey hvor jeg vil holde med Herning til den dag jeg dør.
Min bestående interesse for fodbold baserer sig på et ironisk og allegorisk forhold til sporten og dens aktører. Klubbernes økonomi, køb og salg af spillere, rivaliteter, had og diskurser udgør et mikrokosmos, der for så vidt afspejler de fleste aspekter i det virkelige liv. Hvad det så end er.
Derudover giver fodbolden mig en række aparte associationer. Brøndby IF har eksempelvis en direktør ved navn Hermann Haraldsson, en islænding med overbid og talefejl. Den kjøbenhavnerromantiske sportspresse har døbt ham Herminator inspireret af skiløberen Hermann Maiers kælenavn. Jeg kommer dog altid til at tænke på arketypenørden, Sherman, fra American Pie-filmene, der ynder at omtale sig selv som Sherminator.
Det danske landshold er i en sørgelig forfatning, men det lille land sætter sin lid til, at angrebstalentet Niklas Bendtner fra Arsenal vil tage nationen på sine skuldre. Bendtner er angiveligt en temmelig ubehagelig person - ligesom robotten fra Futurama, der hedder... Bender.
Bend(tn)er
Jeg blev gang på gang oprørt og i virkeligheden også skræmt over den entusiasme, visse familiemedlemmer udviste over for denne tarvelige græsplæneforteelse.
Med tiden indså jeg dog, at interesse for fodbold er en vigtig social kode, ikke blot i min familie, men også i andre sociale sammenhænge. Det er på mange måder et felt, hvor der kan opnåes en stor mængde social kapital for nu at parafrasere Bordieu.
Jeg har ikke noget favorithold per se. Bort set fra i ishockey hvor jeg vil holde med Herning til den dag jeg dør.
Min bestående interesse for fodbold baserer sig på et ironisk og allegorisk forhold til sporten og dens aktører. Klubbernes økonomi, køb og salg af spillere, rivaliteter, had og diskurser udgør et mikrokosmos, der for så vidt afspejler de fleste aspekter i det virkelige liv. Hvad det så end er.
Derudover giver fodbolden mig en række aparte associationer. Brøndby IF har eksempelvis en direktør ved navn Hermann Haraldsson, en islænding med overbid og talefejl. Den kjøbenhavnerromantiske sportspresse har døbt ham Herminator inspireret af skiløberen Hermann Maiers kælenavn. Jeg kommer dog altid til at tænke på arketypenørden, Sherman, fra American Pie-filmene, der ynder at omtale sig selv som Sherminator.
(S)Hermann(ator)
Det danske landshold er i en sørgelig forfatning, men det lille land sætter sin lid til, at angrebstalentet Niklas Bendtner fra Arsenal vil tage nationen på sine skuldre. Bendtner er angiveligt en temmelig ubehagelig person - ligesom robotten fra Futurama, der hedder... Bender.
Bend(tn)er
mandag den 1. september 2008
Jeg vil have en stol
En stol der kan omfavne mig.
En stol, jeg kan læse Politiken i.
En stol der er blød. I en hård verden.
En stol, jeg kan læse Politiken i.
En stol der er blød. I en hård verden.
fredag den 29. august 2008
Gymnasiefest
Den hippeste klike fra Rosborgs class of 2004 fejrer sig selv i denne weekend med dåseøl, pomp og pragt, som det sig hører og bør.
Jeg har længe haft seriøse forbehold over for at deltage i dette arrangement. Jeg nærede intet ønske om at agere statist, når X-klassen skruer ekstra op for nostalgien - de ses jo ellers kun een gang hver anden måned.
Min typiske festoplevelse anno 2004
Ønsker jeg at bevise noget ved at deltage? Over for dem? Mig selv?
At jeg ved min herre og skaber er milevidt, fra den jeg var i gymnasiet.
At man intet vinder ved at rejse tilbage i tiden.
Everything looks worse in black and white.
Eller har jeg blot et hul i min kalender?
This weekend I'm going to a high school reunion party. At first I planned not to go since my high school days kinda sorta sucked. But then I thought: what the hell; it might be interesting. In some weird twisted way...
Jeg har længe haft seriøse forbehold over for at deltage i dette arrangement. Jeg nærede intet ønske om at agere statist, når X-klassen skruer ekstra op for nostalgien - de ses jo ellers kun een gang hver anden måned.
Min typiske festoplevelse anno 2004
Ønsker jeg at bevise noget ved at deltage? Over for dem? Mig selv?
At jeg ved min herre og skaber er milevidt, fra den jeg var i gymnasiet.
At man intet vinder ved at rejse tilbage i tiden.
Everything looks worse in black and white.
Eller har jeg blot et hul i min kalender?
This weekend I'm going to a high school reunion party. At first I planned not to go since my high school days kinda sorta sucked. But then I thought: what the hell; it might be interesting. In some weird twisted way...
torsdag den 28. august 2008
Kommentér nu!
En opfordring til nærværende blogs læserskare:
Jeg har ikke et imponerende antal faste læsere, men de jeg har, vil jeg gerne kende bedre.
Derfor...
Skriv kommentarer i kommentarfeltet, stil spørgsmål, svin mig til!
I tror vel ikke, jeg havde startet denne blog, hvis ikke jeg havde et sygt behov for at udlevere mig selv?
When you visit this blog do not hesitate to write commentaries, questions, whatever. I'll even translate some of the entries if you ask me to!
Jeg har ikke et imponerende antal faste læsere, men de jeg har, vil jeg gerne kende bedre.
Derfor...
Skriv kommentarer i kommentarfeltet, stil spørgsmål, svin mig til!
I tror vel ikke, jeg havde startet denne blog, hvis ikke jeg havde et sygt behov for at udlevere mig selv?
When you visit this blog do not hesitate to write commentaries, questions, whatever. I'll even translate some of the entries if you ask me to!
mandag den 25. august 2008
Du ved, din frisør er fra Ukraine når...
Mit behov for at besøge en frisør har været stærkt varierende gennem årene.
I de gode (nå ja) gamle gymnasiedage havde jeg langt fedtet hår og gik aldrig til frisør.
For halvandet år siden klippede jeg mit hår kort; det medførte et besøg hos min frisør på Holme Ringvej hver 6. uge.
På det seneste er jeg begyndt at køre Willy Wonka-stilen og klarer mig nu med et semi annual haircut.
At besøge min frisør er lidt af et hazardspil. Enten kan jeg få den flinke midaldrende tante, der har dansk som modersmål, og gør som jeg beder hende om. Eller også kan jeg få Oksana, der kommer fra Ukraine.
De fleste frisører holder en afdæmpet konversation i gang med ligegyldigt smalltalk om uskyldige emner.
Oksana har gennem tiden:
- Kaldt mine bakkenbarter usmagelige, hvorefter hun mod min vilje barberede dem væk
- Ikke sagt et kvæk i fem minutter, hvorefter hun bebrejdede mig, at jeg ikke går til frisør ofte nok med mit tykke hår
- Kigget væk og talt med een af sine veninder, mens hun klippede mig (!). Veninden sad i øvrigt og røg.
- Skoset mig for ikke at deltage i en eller anden tilfældig demonstration mod nedskæringer i velfærdsstaten
No more Rudi Völler-manke
I dag har hun dog gjort et fint job, om end hun ikke kunne dy sig for at levere afskedsreplikken "vi ses om et halvt år".
Det er nok rigtigt.
I de gode (nå ja) gamle gymnasiedage havde jeg langt fedtet hår og gik aldrig til frisør.
For halvandet år siden klippede jeg mit hår kort; det medførte et besøg hos min frisør på Holme Ringvej hver 6. uge.
På det seneste er jeg begyndt at køre Willy Wonka-stilen og klarer mig nu med et semi annual haircut.
At besøge min frisør er lidt af et hazardspil. Enten kan jeg få den flinke midaldrende tante, der har dansk som modersmål, og gør som jeg beder hende om. Eller også kan jeg få Oksana, der kommer fra Ukraine.
De fleste frisører holder en afdæmpet konversation i gang med ligegyldigt smalltalk om uskyldige emner.
Oksana har gennem tiden:
- Kaldt mine bakkenbarter usmagelige, hvorefter hun mod min vilje barberede dem væk
- Ikke sagt et kvæk i fem minutter, hvorefter hun bebrejdede mig, at jeg ikke går til frisør ofte nok med mit tykke hår
- Kigget væk og talt med een af sine veninder, mens hun klippede mig (!). Veninden sad i øvrigt og røg.
- Skoset mig for ikke at deltage i en eller anden tilfældig demonstration mod nedskæringer i velfærdsstaten
No more Rudi Völler-manke
I dag har hun dog gjort et fint job, om end hun ikke kunne dy sig for at levere afskedsreplikken "vi ses om et halvt år".
Det er nok rigtigt.
søndag den 24. august 2008
Føljeton: "Dage i Roskilde", afsnit 7
Søndag, 6/6: 
Niller - young black educated man
Verdens største karaokebar
"Nu tager jeg din drink"
Ventetid. Tog til Roskilde station. Sover på perronen i tre timer.
DSB har i sin uudgrundelige visdom afsat 2 (2!) vogne til det første vogntog mod Jylland. Afgangen kl. 5:21 e rsåledes nur für Weiβe. Må vente en time. Får siddeplads. De sidste jokes fyres af.
Det sidste stykke vej hjem. Man slutter aldrig med et brag. Omgangshastigheden bliver bare langsommere, indtil pulsen stopper, og alt er badet i lys.
Det var Snævar, der sagde det: At man allerede nu ved, at man vil tænke tilbage på Roskilde ’08 som magisk.
Magisk.
lørdag den 23. august 2008
Føljeton: "Dage i Roskilde", afsnit 6
Lørdag, 5/6: 
"Jeg kender ikke min besøgstid"
K.K. Downing og Ian Hill ser ud som på valium.
Lasse - et fast håndtryk
Jeg ville egentlig se Alphabeat, men prioriterer selskab højere. Tager derfor til Chemical Brothers med Snævar og Martin Sejr. Det står hurtigt klart for mig, at DET er den electronica-oplevelse, jeg har søgt efter. Sound and vision.
Snævar Njáll Albertsson - wahnsinnig!
fredag den 22. august 2008
Føljeton: "Dage i Roskilde", afsnit 5
Fredag, 4/7:Ovenpå gårsdagens bovlamme indsats, er der selvsagt lagt i ovnen til frenetisk druk og skærmydsler.
Musikprogrammet rummer for min del ej heller de store grunde til at prioritere festivalpladsen over spritflasken. For alle andre i lejren er fredag imidlertid D-dag. Jeg må med andre ord søge et kompromis.
Det vil dog være synd at sige, vi går på kompromis med spritkonsumptionen først på dagen. Martin Sejr skylder mig noget cash, og det står hurtigt klart at en vis del heraf bør omsættes til spirituosa.
Vi gør det til en fest og inviterer en samling uligevægtige typer fra Aarhus. Rommen er lys og smager af vodka. Fernet Branca’en, jeg har slæbt med fra 8260, kommer også i brug. Stemningen bliver hurtigt ond.
Snævar, Hekmat og jeg stikker ned for at se noget fee døø. A Job For A Cowboy – i det mindste har de et sjovt navn – især hvis de tilføjede hand et strategisk sted. Kvaliteten kan, med tanke på hvad der ellers hjemsøger genren, nemt godkendes. Lydniveauet er forbavsende højt, langt højere end til Hellacopters, hvor ørepropperne blev i lommen.
Vi skrider halvvejs. På vej ud møder jeg Martin Risvig, den gamle kommunist.
Vel hjemme er alting som forventet eskaleret. Da marodørerne endelig forlader lejren, stjæler de Fernet’en. Det er selvfølgelig rart at slippe for den samme enerverende elektro-amiga sang, MEN EJENDOMSRETTEN ER UKRÆNKELIG!
Herefter går det stærkt. Martin Sejr, vor helt, sætter efter tyveknægtene og ikke bare vinder han de dyrebare dråber tilbage – han også rapser fjolsets ur! Alt er fryd og gammen, men vi ved, at hævnen er nært forestående. Kasper, Jesper og Jonathan kommer styrtende, og Martin ”Dick Turpin” Sejr må søge skjul i Hekmats og Snævars telt.
Martin Sejr - en helt (Arkivfoto)
En battle of wits udspiller sig herefter. Bevæbnet med en sæk Felix köttbullar forlanger Bilbo, at vi udleverer Sejr, men vi helmer ikke! Tyvene forsvinder for en stund men vender tilbage, og med deres farsvåben i hånd skruer de bissen på. De ringer til Martin Sejr, der hurtig som lynet når at sætte sin telefon på lydløs. Fjenden er væk, og Martin Sejr titter frem.
Fjenden kommer en sidste gang (uden köttbullar) og vil forhandle. Han får sit ur, men vil også lægge sin klamme hånd på den sorte tjæreagtige flaske ondskab, vi elsker at nyde. Jeg indvilliger i at sælge de sørgelige rester. For en 50’er. I bedste Pusher-stil, drikker vi dog nogle slurke, så bytteforholdet er passende.
Så. Nu er der for en 50'er!
Hele dagen kan imidlertid ikke gå med at lege røvere og soldater. Vi må smule øl i skrævet og rom i buksebenet på vej ind til Band Of Horses (Horsens).
Hellraisers: Martin Sejr, jeg, Snævar og Hekmat
Kan ikke påstå jeg er synderligt imponeret, men en sød svensker med næsering vifter med sit program for mig. Jeg når dog ikke at følge op på sagen, eftersom de andre går væk, og jeg følger med. Bliver siden fuld og væk fra dem og køber en buritto til 65 spir.
Lugnt, jävligt lugnt. Går helt ned i kadance. Køber en kop kaffe og læser Ib Michael. Det kan ikke gå. Men ingen svarer på mine beskeder. Ensom. Genvinder fatningen, hælder et par lunkne Tuborg i et fadølsglas og tager ned på pladsen.
Vil egentlig se Robyn, men møder i stedet Steina fra min brors højskole. Vælger at være en gentleman og følges med hende til Grinderman.
Grinderman er noget gedigent lort. Holder niveau til Gul Scene kl. 16 men ikke til Orange fredag kl. 22:30. Tager på druk med brorsan i stedet. Denne gang går det bedre med at holde højskole-kliken ud.
Forlader selskabet kl. 2:45 for at føre mit house-eksperiment (The Count and Sinden) ud i livet.
Det bliver en katastrofe af olympiske dimensioner. Flere fyre end tøser, og jeg orker ikke engang at blive til hittet. Som prikken over i’et falder jeg, så lang som jeg er, på vej ud. Fiasko. Og fire timers nattesøvn.
Jeg er Job.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)