Mellem indslagene debaterede Søren Pind og Sven Auken forskellige aspekter af amerikansk politik. Debatten foregik i en saglig tone og beskæftigede sig for en gangs skyld mest med netop politik og ikke saa meget med personer.
Troede jeg.
For undervejs i debatten begyndte de to debatører saa smaat at yppe kiv. Søren Pind, Gud bedre det, forivrede sig til at komme med en tilføjelse i Sven Aukens taletid, og saa skummede den gamle af raseri.
"Jeg afbrød ikke dig en eeeeneste gang", sagde han ud gennem tænderne.
Men det er ikke saa meget, det Auken siger. Det er maaden, han siger det paa: Hans nedladende tonefald, de haanligt himlende øjne...
Pludselig begyndte jeg at tro paa alle rygterne om, at Sven og søster Magrethe skulle have mobbet talere fra Dansk Folkeparti i Folketingssalen. Politik er følelser og må aldrig blive det rene kaffeslabberas. Men jeg holder personligt af at se politikere, der tør behandle hinanden med respekt. Som mennesker, de tilfældigvis er uenige med.
Ond?
Sven Auken har ingen respekt for sin modstander. Han vil tryne ham eller hende for enhver pris. Han er idealist, men maaske han skulle stoppe op og tænke:
Havde jeg opnaaet mere med en roligere facon?
Sven Auken mistede formandsposten i Socialdemokratiet. Han kunne ikke samarbejde med hverken de radikale eller fagbevægelsen. Han maatte overlade pladsen til en uerfaren kandidat. En Obama fra Esbjerg.
Han opnaaede ganske vist en del resultater som miljøminister, men skabte sig et utal af fjender i processen. Det er nemt at faa succes som minister, naar man har mandat til at tromle love igennem. Det er straks en anden snak at overbevise modparten om det gode i sin sag. Paa min barndomsegn stod der Svin Auken paa alle busskurene.
Sven Auken er en garvet og for saa vidt begavet politiker. Han gaar ikke ned i kadence, selvom han danser kræftens tunge danse macabre.
Een ting savner han dog:
Empati.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar