Juletid er, om ikke andet, ensbetydende med een ting: Christmas Time - Don't Let The Bells End med The Darkness er fast bosiddende i min MP3-afspiller.
I den forbindelse tænker jeg altid lidt på The Darkness - bandet, der skulle være glam, puddel og heavyrockens redning og endte som...ja, hvad endte de egentlig som?
Justin Hawkins skred, angiveligt fordi han ikke kunne tåle mosten, og siden har man ikke hørt så meget fra T'Darkness.
Men for mig døde The Darkness allerede, da jeg så dem i Valbyhallen vinteren 2006. De begik nemlig dét, der allerede i fritidsklubben er den ultimative dødssynd: De startede forfra på et nummer! Ja, det gjorde de faktisk!!!
Fra det øjeblik viste jeg, at de aldrig ville blive til noget. Nogensinde.
Heldigvis var jeg tidligere på aftenen blevet blæst væk af et band, der var alt det, The Darkness prøvede at være: Rockede, bøssede, symfoniske og retroglam. Jeg taler naturligvis om The Ark med den uforlignelige Ola Salo i front.
De har forsødet min tilværelse lige siden den dag. The Darkness derimod hører jeg kun til jul...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar