Føljeton: "Dage i Roskilde", afsnit 6

Lørdag, 5/6:

Stik mod al fornuft og søvnunderskud er morgenen helt fantastisk! Får kaffe fra en kaffeko og holder siden hof med rom og cola trakteret med Wasa Sport fra pakken. Underholder med rockanekdoter og får mig en god Dylan-snak med Line. Alt i alt en hyggelig morgen om end stegende hed.

Tager ned til broen for at besøge Julie. Hun bor sammen med resten af inventaret på Eskobar, hvoraf Firser er den eneste, jeg kender. Letargien er påtagelig i varmen.

Tager siden tilbage til lejren for at drikke og spille kort, indtil jeg skal mødes med Jeppe til Judas Priest.

På vejen falder jeg i snak med en finne ved navn Jouni fra Espoo. Jeg har den holdning, at finner altid er god underholdning, så vi får os et par øl og snakker på engelsk med tyk finsk accent.

Vel fremme ved Orange Scene indtager vi en plads i den forreste bås. Herfra kan vi se nogle af vore barndoms forbilleder levere præcis den pinlige indsats, man på forhånd havde frygtet og vel et eller andet sted også havde forventet.

Jeg vil ikke påstå, at man kan tale om egentlige højdepunkter. Halford er pinlig og bruger akkurat de samme stage raps som på Priest Live i Dallas, TX 1986.

"Jeg kender ikke min besøgstid"

K.K. Downing og Ian Hill ser ud som på valium.

Glen Tipton og Scott Travis er sig selv for better or worse. Jeg har faktisk ikke lyst til at skrive mere om denne modbydelige koncert.

Således skuffede går vi (efter en guddommelig Iskender Kebab på Det tyrkiske tehus) på druk i min lejr. Jeppe når væk i tide, men jeg drikker mig så fuld, at jeg går glip af Neil Young. En fejl, men når ølhunden glammer…

En koncert bliver det dog til; en god een af slagsen tilmed. Men først må jeg gå så grueligt meget igennem.

Ekstremt berusede begiver vi os ned på pladsen. Ser et band (Liars), der er så ringe, at jeg overvejer at finde cyanid-kapslen i min lomme frem. Lægger mig i stedet på græsset og får mig en styrkende powernap på små 10 minutter. Lasse hiver mig op, og jeg forstrækker en muskel.

Lasse - et fast håndtryk

Jeg ville egentlig se Alphabeat, men prioriterer selskab højere. Tager derfor til Chemical Brothers med Snævar og Martin Sejr. Det står hurtigt klart for mig, at DET er den electronica-oplevelse, jeg har søgt efter. Sound and vision.


Snævar Njáll Albertsson - wahnsinnig!

Går derefter voldkold. Mistænker at jeg har semiforstuvet mit venstre håndled i forbindelse med den famøse Count and Sinden incident.