(Kan du ikke lide klichéer, så spring følgende over)Jeg er ingen troldmand, men jeg føler konstant, jeg er på rejse. Ikke så meget i rum som i alle mulige andre sammenhænge. Det sidste år har jeg rejst af stenede og ujævne veje. Jeg har aldrig helt vist, hvad der kom på den anden side af bakken - men nu ved jeg, at det er sådan jeg vil rejse!
Konformitetens asfalterede veje må være behagelige at køre ad, men de kan føre dig lige lukt ind i kølerhjelmen på fortvivlelsens lastbiler. Der vil jeg ikke ende! Jeg vil skrive, læse, snuble, elske, græde, glædes i håbet om, at det fører mig tættere på min rejses mål. Men det er jo selvmodsigelsen - at rejsen måske er selve målet?
Måske behøver jeg ikke et mål men nye og bedre kort, så jeg kan blive ved med at udvikles?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar