I de gode (nå ja) gamle gymnasiedage havde jeg langt fedtet hår og gik aldrig til frisør.
For halvandet år siden klippede jeg mit hår kort; det medførte et besøg hos min frisør på Holme Ringvej hver 6. uge.
På det seneste er jeg begyndt at køre Willy Wonka-stilen og klarer mig nu med et semi annual haircut.
At besøge min frisør er lidt af et hazardspil. Enten kan jeg få den flinke midaldrende tante, der har dansk som modersmål, og gør som jeg beder hende om. Eller også kan jeg få Oksana, der kommer fra Ukraine.
De fleste frisører holder en afdæmpet konversation i gang med ligegyldigt smalltalk om uskyldige emner.
Oksana har gennem tiden:
- Kaldt mine bakkenbarter usmagelige, hvorefter hun mod min vilje barberede dem væk
- Ikke sagt et kvæk i fem minutter, hvorefter hun bebrejdede mig, at jeg ikke går til frisør ofte nok med mit tykke hår
- Kigget væk og talt med een af sine veninder, mens hun klippede mig (!). Veninden sad i øvrigt og røg.
- Skoset mig for ikke at deltage i en eller anden tilfældig demonstration mod nedskæringer i velfærdsstaten
No more Rudi Völler-manke
I dag har hun dog gjort et fint job, om end hun ikke kunne dy sig for at levere afskedsreplikken "vi ses om et halvt år".
Det er nok rigtigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar