Fredag, 4/7:Ovenpå gårsdagens bovlamme indsats, er der selvsagt lagt i ovnen til frenetisk druk og skærmydsler.
Musikprogrammet rummer for min del ej heller de store grunde til at prioritere festivalpladsen over spritflasken. For alle andre i lejren er fredag imidlertid D-dag. Jeg må med andre ord søge et kompromis.
Det vil dog være synd at sige, vi går på kompromis med spritkonsumptionen først på dagen. Martin Sejr skylder mig noget cash, og det står hurtigt klart at en vis del heraf bør omsættes til spirituosa.
Vi gør det til en fest og inviterer en samling uligevægtige typer fra Aarhus. Rommen er lys og smager af vodka. Fernet Branca’en, jeg har slæbt med fra 8260, kommer også i brug. Stemningen bliver hurtigt ond.
Snævar, Hekmat og jeg stikker ned for at se noget fee døø. A Job For A Cowboy – i det mindste har de et sjovt navn – især hvis de tilføjede hand et strategisk sted. Kvaliteten kan, med tanke på hvad der ellers hjemsøger genren, nemt godkendes. Lydniveauet er forbavsende højt, langt højere end til Hellacopters, hvor ørepropperne blev i lommen.
Vi skrider halvvejs. På vej ud møder jeg Martin Risvig, den gamle kommunist.
Vel hjemme er alting som forventet eskaleret. Da marodørerne endelig forlader lejren, stjæler de Fernet’en. Det er selvfølgelig rart at slippe for den samme enerverende elektro-amiga sang, MEN EJENDOMSRETTEN ER UKRÆNKELIG!
Herefter går det stærkt. Martin Sejr, vor helt, sætter efter tyveknægtene og ikke bare vinder han de dyrebare dråber tilbage – han også rapser fjolsets ur! Alt er fryd og gammen, men vi ved, at hævnen er nært forestående. Kasper, Jesper og Jonathan kommer styrtende, og Martin ”Dick Turpin” Sejr må søge skjul i Hekmats og Snævars telt.
Martin Sejr - en helt (Arkivfoto)
En battle of wits udspiller sig herefter. Bevæbnet med en sæk Felix köttbullar forlanger Bilbo, at vi udleverer Sejr, men vi helmer ikke! Tyvene forsvinder for en stund men vender tilbage, og med deres farsvåben i hånd skruer de bissen på. De ringer til Martin Sejr, der hurtig som lynet når at sætte sin telefon på lydløs. Fjenden er væk, og Martin Sejr titter frem.
Fjenden kommer en sidste gang (uden köttbullar) og vil forhandle. Han får sit ur, men vil også lægge sin klamme hånd på den sorte tjæreagtige flaske ondskab, vi elsker at nyde. Jeg indvilliger i at sælge de sørgelige rester. For en 50’er. I bedste Pusher-stil, drikker vi dog nogle slurke, så bytteforholdet er passende.
Så. Nu er der for en 50'er!
Hele dagen kan imidlertid ikke gå med at lege røvere og soldater. Vi må smule øl i skrævet og rom i buksebenet på vej ind til Band Of Horses (Horsens).
Hellraisers: Martin Sejr, jeg, Snævar og Hekmat
Kan ikke påstå jeg er synderligt imponeret, men en sød svensker med næsering vifter med sit program for mig. Jeg når dog ikke at følge op på sagen, eftersom de andre går væk, og jeg følger med. Bliver siden fuld og væk fra dem og køber en buritto til 65 spir.
Lugnt, jävligt lugnt. Går helt ned i kadance. Køber en kop kaffe og læser Ib Michael. Det kan ikke gå. Men ingen svarer på mine beskeder. Ensom. Genvinder fatningen, hælder et par lunkne Tuborg i et fadølsglas og tager ned på pladsen.
Vil egentlig se Robyn, men møder i stedet Steina fra min brors højskole. Vælger at være en gentleman og følges med hende til Grinderman.
Grinderman er noget gedigent lort. Holder niveau til Gul Scene kl. 16 men ikke til Orange fredag kl. 22:30. Tager på druk med brorsan i stedet. Denne gang går det bedre med at holde højskole-kliken ud.
Forlader selskabet kl. 2:45 for at føre mit house-eksperiment (The Count and Sinden) ud i livet.
Det bliver en katastrofe af olympiske dimensioner. Flere fyre end tøser, og jeg orker ikke engang at blive til hittet. Som prikken over i’et falder jeg, så lang som jeg er, på vej ud. Fiasko. Og fire timers nattesøvn.
Jeg er Job.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar