Lennon, McCartney & Atatürk

Politikens kultursektion bringer i dag to artikler. Den ene angående en ny kontroversiel film om Tyrkiets landsfader, Kemal Atatürk. Han bliver i filmen fremstillet som lidt af en fordrukken, storrygende horebuk, og den slags går ikke upåagtet hen i Tyrkiet, hvor Atatürk bliver dyrket som en guddom. Filmens skaber siger, at han ønsker at pille Atatürk ned fra den ufejlbarlighedens piedestal, der ikke inspirerer til andet end beundring for beundringens skyld.

Omtrent samme skæbne er på mange måde overgået The Beatles og deres selvbetitlede hvide album, der i disse dage fylder 40 (sic!). Erik Jensen proklamerer i sin fødselsdagstale, at han gerne vil dekonstruere Beatles-myten og i stedet fokusere på sangene. Dermed mislykkes han med sit projekt, idet sangene på The White Album i sagens natur også indgår i myten. Hvorfor tør han ikke sige, at sangmaterialet på denne stærkt underproducerede B-side samling er genstand for en forjættelse, der i sig selv ville kunne påklæde historiens samlede skare af kejsere? Jensen bærer blot ved til dette mytiske bål, der fritager generationer og atter generationer for kritisk stillingtagen til rytmisk musik over en bred kam: Thi, det bliver jo ej bedre end The Beatles! Åh, ak og ve...

I øvrigt kan jeg konstatere, at Axl Rose langt om længe er kravlet op fra sin selvskabte musikalske incestkælder og har udgive sit første soloalbum, Chinese Democracy. Jeg har ganske vist ikke hørt noget fra det - endnu, men jeg hørte da et af numrene tilbage i 2001...

Forskellen på dengang og nu er, at Guns 'n' Roses som fænomen har mistet størstedelen af sin tiltrækningskraft. Yngre generationer med hang til dekadent puddelrock har for længst kastet sin kærlighed på genrens foregangsmænd, Mötley Crüe. Med The Dirt erobrede de tronen tilbage, men deres nyvundne succes kan ikke blot tilskrives publikums hang til snask på skrift. The Crüe har lært nok af KISS til at vide, at man skal give rockpublikummet, hvad de vil have - NU!!!

De tager på turne, indspiller albums og giver sig selv på godt og ondt. Axl Rose leger Garbo og vender tilbage med den slatne ballon fra den oppustede og skampulede rockkliché, han aldrig formåede at opfylde.