The Roskilde Expierence '09 - at pakke

Sidste år skrev jeg dagbog på Roskilde. I kan lede i arkiverne, men det meste er noget lort, så lad være. I år skrev jeg ikke dagbog, men det holder mig ikke fra at skrive lidt spredt om forskellige aspekter af trippet:

At pakke til Roskilde.

Mennesker lærer af sine fejl, javel. Det har jeg da også gjort i forbindelse med Roskilde. Således lærte debutåret 2001 mig, at solcreme ikke kan være ligemeget samt at regnjakker ikke skal købes brugt af skumle fiskere i Esbjerg. Det forhindrer mig dog ikke i at begå fejl på fejl i forberedelserne.

Klassiske fejl i år:

For meget tøj
Pakker igen alt for meget tøj. Visse mennesker kør den trashede stil a'la 1994-grunge, men alle andre ved at Roskilde handler om at vise sig frem. Det var et hensyn, jeg nok tog liiiidt for alvorligt. Tre skjorter, en sweater, 5 t-shirts, 2 par bukser, 1 par shorts, 4 par underbukser, 5 par sokker, 1 bandana, 1 tørklæde og en masse andet lort var definitivt i overkanten. Trompetbukser er i øvrigt heller ikke egnet påklædning, da de fungerer som en slags støvopsamler.

Næste år - hold mængden af tøj nede og køb i stedet på festivalen. Og tænk på, at alskens fine klæder ikke kan vejer op for din manglende soignering. Vægten af oppakningen skal holdes nede for enhver pris!

Regntøj
Fortjener sin helt egen kategori. For selvom min regnjakke ikke var det, der væltede oppakningslæsset er det alligevel åndssvagt. Thi regntøj og gummistøvler på Roskilde er som at kravle ned i en kælder eller under et bord ved et atomangreb: Totally fucking useless. Man dør alligevel og pisser det for alvor ned på Roskilde er man fucked, hvor meget man end ligner et børnehavebarn på udflugt. For selv hvis du holder dig tør, kan du bande på at din spritstive teltkammerat ikke har gjort det samme ved sig og jeres fælles telt.

Næste år - glem alt om regntøj og sats på at dit jernhelbred vil bære dig igennem et par dage i en sump. Køb eventuelt noget Fernet på stedet, der kan bringe dit nervesystem ud af fatning. Som sidste udvej må du tage hjem og skrive de 1800 kr. skrives på tabskontoen.

Teltet
Hvorfor skal teltet altid købes i sidste øjeblik? Jysk har aldrig, hvad man har brug for, og pludselig står du med et 4-personers telt til 600, som du alligevel efterlader til sigøjnerne. Et stort telt medfører desuden uvægerligt, at du må dele med andre svedende individer, der ligger mellem dig og indgangen og besværliggør rejsen til og fra soveposen.

Næste år - undersøg i god tid markedet for tomands-telte og vær asocial. Den bedste løsning er selvfølgelig at nasse sig til et job der kan kombinere Roskilde med betalt hotelophold. Eller tag den fulde konsekvens af det truckervarme vejr og undlad at sove. Det MÅ kunne lade sig gøre!

Lejren
Can you have your cake and eat it too? Ja, tror jeg hvert år på. I år arbejde jeg søndag, kom mandag og regnede med at de andre havde skaffet en fed plads, eftersom de kom søndag. De gjorde hvad de kunne, men hegnet blev væltet allerede lørdag, og så var det ligesom det.

Næste år - Det er ikke rigtig gået op for mig, at de garvede Roskilde-folk ligger decideret slagplagn for lejrens placering. Næste år må vi komme tidligere. Simpelthen. Igen ville en hotelovernatningsmodel være at foretrække.

Ghettoblaster
Ja, det virker jo fantastisk. At sidde i sin kæmpelejr med en kold drink og høre sin yndlingsmusik. Hvad man ikke har regnet med er, at lejren er pisselille, dine norske naboer overdøver alt med deres kæmpeanlæg, og I gider ikke købe nye batterier. Dødvægt!

Næste år - Roskilde er en musik-festival. Vent til torsdag med at høre musik, christ...

Klassiske fejl der ikke blev begået i år:

Læsestof
Jeg lider tit under den vrangforestilling, at jeg får tid og lyst til at trække mig tilbage og læse på Roskilde. Bah! Det var kun på den ensomme hjemrejse, det blev nødvendigt, og da købte jeg formedelst 70kr et glimrende engelsk musikmagasin, Uncut.

Krævende frisure
Sidste år havde jeg kort hår, der krævede spejl, voks og meget tilsyn. I år: Krøller og bandana.

Næste gang skriver jeg lidt random om excesser og koncerter, arbejde, måske?

I'm a country boy

De (i hvert fald to og meget trofaste og ikke mindst herlige - hej, Ibber og Subjective!) folk, der følger mig på twitter vil vide, at jeg er lidt af en hillbilly.

Jeg kan bruge hele aftener på bare at skrive om, hvordan jeg sidder og hører Allman Brothers Band, .38 Special og ikke mindst Lynyrd Skynyrd. Jeg elsker NFL og Dallas Cowboys. Jeg elsker ishockey (der i Danmark og Sverige er bonderøvssport numero uno efter traktortræk) og Herning Blue Fox. Jeg prøver at gro en mullet...

...så måske er der noget om snakken? Lige nu sidder jeg og hører Rossington Collins Band (der blev bygget på resterne/de overlevende fra Lynyrd Skynyrd og lyder som en blanding af Skynyrd og Janis Joplin - tjek det ud!) - og drømmer mig væk til en trailerpark i Texas, hvor jeg sidder med min truckerkasket og drikker iskolde Bud Light.

Og så er det, grabbarna på øhm, herremagasinet Moore laver en liste med 20 tegn på, at man er ved at blive en bonderøv. I kan læse den selv, men jeg giver lige et par højdepunkter:

- Du kan holde dig beskæftiget med en fluesmækker i mere end en time
- Du kommer hjem fra lossepladsen med flere ting, end du smed derud
- Din bedstemor har ammunition på sin ønskeseddel til jul
- Du har øl med til en begravelse
- Din definition af fast food er at køre ind i en elg på E4-motorvejen
- Du måler din brandert efter, hvor fed og grim din scoring blev
- Du præsenterer din kone og din søster for en gæst, og der står kun en kvinde ved siden af dig

Halløjsa, jeg skal sgu' da nå at købe et telt til Roskilde, inden Jysk lukker! Laterz!

090297

Jeg husker den dag, Brian Connolly, forsanger i The Sweet, døde.

Jeg løb ud til min far i stalden (!) og overbragte ham de triste nyheder. Få måneder før havde jeg ud af egen lomme købt en Sweet-opsamling til min far i julegave (min mor hader Sweet og ville ikke betale).

Brian Connolly døde ensom af druk langt fra fordums storhed i 70'erne. I følge min far begyndte det at gå ned ad bakke for Sweet, da Connolly "blev knaldet af belgisk politi for at have sex med en mindreårig tøs efter en koncert". (Det var i øvrigt her mine drømme om et depraveret rockstjerneliv så småt begyndte at tage form!)

Der går i det hele taget mange suspekte historier om The Sweet både før, under og efter koncerterne, men jeg stopper her. De fortjener at blive husket for deres innovative glamrock og deres helt eventyrlige vokalharmonier.

Den dag, Brian Connoly, hyldede Bob Anders på Puls ham ved at spille Teenage Rampage. Jeg vil nu gøre det samme:

Anti-imperialistvand

Njah, så hellere Al Aqsa cola. Kan I huske Al Aqsa cola?

Jeg er et fredeligt menneske...

... og jeg har aldrig opfordret til væbnet modstand over for kongehuset.

Der findes mængder af ting, vi kan tage fat på i forhold til ligestilling: Ligeløn, kvoteordninger etc.
Arvefølgen til det gamle diktatur befinder sig meget langt nede på den liste...

"...ja, jag, jag hatar hela borligheten, ja jag, jag hatar hele kungahuset..."

My body is my canvas

Rød t-shirt, hvid hud.
En sand patriot!

Lite bildspel

Har lidt billeder liggene, så nu kommer de op.
Ganske ucensureret og med et par kommentarer.


"En mand og hans søgen efter et passende pose". Sådan kunne man godt karakterisere en del af de potrætbilleder, jeg har lagt op på bloggen. Narkomanbelysningen på mit badeværelse er efterhånden klassisk!



Mmmm! Normalt forstår jeg ikke folk, der pinedød skal bage chokoladekage og æde cookies. Kombinationen af mel, smør, æg og chokolade er mig en smule ulækker. Dette var dog en mindre åbenbaring: Den klassiske Singoalla fra Göteborgs (normalt med hindbær) - med lakrids! Har ikke turdet købe dem siden af frygt for at tage tre kilo ekstra på.


Min yndlings EU-valgplakat. Rina Ronja Kari. Det er jo hele tre fornavne på een gang! Zugabe!


Godt billede. Den halvt opknappede skjorte. De blonde lokker, der falder på den der helt perfekte nonchalante måde. Ak, kunne jeg dog bare altid se sådan her ud.


Hvad man i Sverige kalder et "vimmelbild". Fra en meget våd aften på Eskobar. Jeg gør et desperat forsøg på et klassisk 80's glam pose.


Min samlever, hehe. Westernguitar uden så mange dikkedarer, mange gode timer i dens selskab.

Ace of Base - The Carpenters kl. 3 om natten på et færgediskotek et sted i Kattegat

To søstre med rullekrave, deres talentfulde bror - og en solbrændt ex-nazist.
Jeg giver jer: Ace of Base

Jeg husker min gamle fritidsordning. Et alle for lille lokale med alt for mange puslespil og alt for mange slidte velourpuder, der stank af prut. Og en båndoptager, der trakterede tre bånd:
- Lambada soundtracket.
- Julerup Færgeby
- Ace of Base: Happy Nation

Det er muligvis en følgevirkning af den 90'er revival, der skyller ind over denne vor ironiske generation, men i dag kan jeg faktisk godt forstå, at Happy Nation blev det hurtigst sælgende debutalbum nogensinde. 26 millioner (alstå: seksogtyve mille!). The Sign og All that She Wants ville også strømme ud af højtalerne på alverdens diskoteker, hvis de kom ud i dag (hey, måske gør de det stadig, hvad ved jeg?).

Men der er også noget ved bandets image, der er herligt...bizart. Twisted. Fredrik och Filip har flere gange berørt fænomenet Ace of Base i deres bog 100 höjdare. Her følger deres sammenfatning af gruppen (frit oversat):

"Sangskriven er overvægtig, ser original ud, de to søstre oser af jomfruelig pinsekirke og det fjerde medlem trækkes med en blakket fortid i Sveriges nynazistiske bevægelser."

Wow. Den slags kan ikke udtænkes på kontoret i et skummelt multinationalt pladeselskab. Det må og skal opstå mere eller mindre tilfældigt på et mindre dansk pladeselskab (Mega Records). Og det må og skal blive en dundersucces.

Nu tænker I:
- Var de to søstre virkelig så uskyldige, som de kunne se ud til?
- Og hvad var det nu for noget med ham nazisten?

Hvad Jenny og Malin Berggren angår, er mit gæt lige så godt som jeres. Uffe Ekbergs fortid som en svensk pendant til Skrewdriver er heldigvis bevaret for eftertiden på det bootleg, der bærer den elegante titel Uffe Was A Nazi. Skal vi høre? Selvfølgelig skal vi det!

Bon Jovis kvindesyn

Bon Jovi må være indbegrebet af et tøset rockband. Kradser man lidt i den pæne facade, er det imidletid et anderledes hårdkogt image, der toner frem.

Jeg kunne pege på de (i ordets bogstaveligste forstand) slet skjulte hentydninger til kokainmisbrug i Tokyo Road fra 1985 ("sniffing whiskey, drinking coke").

I stedet beder jeg alle de af dagens feminister, der havde Always kørende på repeat hjemme på pigeværelserne, om at analysere følgende strofe fra Bon Jovis nostalgiske kammeratskabs-ode, Blood On Blood fra 1988:

"Danny knew this white trash girl
We each threw in a ten
She took us to this cheap motel
And turned us into men"

Et skræmmende indblik i Jon Bon Jovis moralske begrebsverden, ikke sandt?


Luck up your daughters...

Bloggen afslører

Helle Hellmann er Terminator!



Så må Henrik Palle være Sarah Connor...

En white trash begivenhed

...er når Kvickly sælger Haribo-slik til 3kr posen. Synd man ikke spiser slik.

Kent II

Jeg svæver cirka een gang om året i den vildfarelse, at jeg bør komme bedre i trit, med hvad der rører sig i musikbranchen...lige nu! Så tager jeg måske et Gaffa i TP. Bladrer anmeldelserne i gennem, kigger hånligt på de håbløst patosbefængte fotografier af Mikael Simpson, Trentemøller og Peter Sommer og skriger: "Nej, I får mig heller ikke denne gang!".

Der findes mennesker, der tænder på trafikuheld. Jeg tænder på dårlige anmeldelser, og her tænker jeg ikke på de motiverende, dårlige anmeldelser. Nej, kun den perfide, sønderknusende nedsabling af en påstået kunstner giver mig det kick, jeg attrår. I min jagt på knuste drømme sker det dog, at jeg falder over et interessant navn.

Således også for nogle uger siden. Jonathan Johansson. Svensk kvalitetspop med en narcissistisk æstetik. Som erklæret konsument af Orup og Anders Glenmark forvildede jeg mig ind på unge Johanssons myspaceside. En ny Orup? Læderjakken kunne måske endda friste mig til at nære et forfængeligt håb om en ny...Magnus Uggla? Anno 1977?


Fucking tease

Realiteterne rev mig dog ud af mine febervarme vildfarelser. Et minimalistisk discostøn i mol mødte mine øregange. Det lød...helt og aldeles...fuldstændigt... som.... Kent. KENT!

Årtusindskiftets svøbe inkarneret i en hulkindet emo-gosse - fy fan...

Tape deck

Det er lidt sjovt. Det er efterhånden syv år siden, jeg endegyldigt sendte min walkman på pension. Alligevel er min første tanke, når jeg ser, at spilletiden på en cd er under 45 minutter: "Fedt! Den passer lige til den ene side af et bånd."

90 minutters bånd, to sider a' 45 minutter. Det var i 10 år den alen, jeg målte verden efter.

The Devil Came From Kansas

Finte. Titlen hentyder til en heeelt anden sang med et heeelt andet band, navnlig Procol Harum. Sangen her er The Pinnacle med Kansas (fra Topeka, Kansas), og hvis ret skal være ret, så handler sangen vist snarere om en anden central, bibelsk figur.

"... and in one gleaming moment, I saw beyond the tomb"

Aj, aj, aj

Herregud! Var der nogen former for spiritus, jeg ikke hældte i mig i går? Oplysninger herom modtages med glæde.

Kombinationen af ikke at måtte drikke før efter koncerten samt "først på måneden - jeg er millionær"-syndromet gør morgendagen til et helvede. Var ved at dø omkring middag efter at have slæbt mig selv og mine bækkener med ned i Føtex. Prøvede at sove. Kunne ikke sove for hovedpinen. Åd piller. No dice. Så pludselig - schmakk! Faldt i søvn...

Vågnede kl. 16. Alles in Ordnung. Har min sjæl forladt kroppen? Ligger mit kødelige legeme stadig tilbage i sengen og lider? Lille jeg. Sidder her og skriver. Lægger planlægger. Woody Allen-film i aften? Annie Hall? Visst så!

Tror jeg køber et par bøger. Är väldigt sugen på nånting med Fredrik och Filip. Så lär det bli. Kannonerz!

... men en bette video, kan I da altid få!

Er vist inde i en nonrefleksiv periode. Herregud...

Sha-Boom er lidt som Europe på racermel. Altså: Endnu mere poppet og endnu mere puddel. Sangeren, Dag Finn (det er ham den charmerende blonde gut i midten), har efter en koncert i Motala Folkets Park været sammen med fire kvinder på een aften. Og det var ikke for at spille bridge, om jag säger så... Njut av!

Hviledag

På en sådan dag, hvor man ikke har noget fornuftigt at sige, bør man vel egentlig ikke blogge. Vel? Godt, det lader jeg så være med.

Twitter er som skabt til sådanne dage!

... så nu følger jeg Norge

I gamle dage havde jeg 3+, TV2sport, og hvad alle sofakanalerne ellers hedder. Jeg kunne således følge A-VM på nærmeste hold i de dage, jeg skulle skrive opgave. Nu må jeg nøjes med NRK1, der sender alle Norges kampe.

Heja Norge!

Noma er ingen andedam

Fik endelig set den meget omdiskuterede dokumentar om restaurant Noma. På NRK ganske vist, men alligevel... Chefkok, Rene Redzepi, er i pressen blevet fremstillet som sådan en køkkenets Napoleon, en oblæst, kolerisk nar.

Og ja, han råber og skriger af sine kokke. Men ingen, ingen, af kokkene mener han er uretfærdig. Han er bare besat af at blive den bedste. Han er en kunstner på sit felt, og de ser det alle som en ære at arbejde for ham.

Noma er p.t. een af verdens restauranter (to eller tre stjerne i Michelin-guiden eller sådan noget), men det er lidt modstræbende, at danskerne anerkender den succes. For på samme måde som flegmatiske Michael Laudrup er et nationalikon, så mener vi at ingen succes er værd at blive sur og uvenner over. Resultater skal opnåes gennem leg, spas og wienerbrød - og ellers kan det da også være ligemeget...

Rene Redzepi burde være det nye nationalikon - og for min skyld også ny landstræner i fodbold efter Morten Olsen.

En sang, der ALTID gør mig glad

...er "Det va ikke min skyld" med Ole "i dole" Evenrud. En banal melodi til en banal tekst om en uheldig fyr, der boller en pige tyk. Pop behøver ikke være sværere end som så!

Jeppe "Gleager" Kofod dikterer

Sammen med en række andre skikkelser inde for det brede spektrum af dansk politik, fortæller Jeppe Kofod (S) de politiske kommentatorer, hvor skabet skal stå. Fair nok. Jeg har stadig ikke helt forstået, hvordan det skulle gavne demokratiet, at aviserne i (endnu) højere grad trykte programerklæringer og holdninger direkte fra partierne til folket frem for at analysere politikken på et strategisk plan, men lad gå.

Jeppe Kofod siger således: "Dansk politik er i stigende grad reduceret til Paradise Hotel, hvor fremtræden og intriger fuldstændig overskygger substans".

Tja, jeg kan kun give ham ret. Substansen er væk, og Socialdemokraternes påskeseminar, der tidligere var et hæderkronet forum for nødvendige debatter om velfærdsstatens udfordringer i en globaliseret virkelighed, er nu reduceret til den rene abefest med ubeskyttet teensex som en uundgåelig konsekvens heraf. Ak, man længes tilbage til H.C. Hansen...

Schtek

Så. Nu skal dette ligeblege legeme have sol.


Ja, det er dig, jeg taler til!

The Dark Underbelly of Aarhus University Bars

Der er de store og klassiske barer: Psykologi, medicin, statskundskab, historie etc.

Og så er der de små. Jeg troede længe, at torsdagsbaren på Forhistorisk Arkæologi hørte til blandt de mindste, men det var før, jeg besøgte....

... undergrundsbaren på slavisk. Egentlig må de ikke have bar - men det har de alligevel! Lokalet er indrettet som et personalerum på en lagervirksomhed i provinsen - et bord med stole og et køleskab. Dog er der pluspoint for de russiske flag, landkort og idolplakaten af St. Bassilius. Og det faktum, at der er tale om en smuglerkro!


Tine og Trine hygger sig i de fine omgivelser

Keder man sig, kan en tur rundt på afdelingen anbefales. Hvad med en tur i:

Bizar start på dagen

Blev konfronteret med denne nyhed, da jeg åbnede min mailbox:



Fint nok, Lars - it's ok to want a piece. Jeg håber da bare ikke, at de 1.258 andre personer (!), Lars Løkke følger bliver overset, nu hvor han følger mig (banker hovedet i væggen til det bløder).

Jeg håber virkelig, at pågældende medlem af VU, der har added mig på Løkkes vegne, har tjent nok til den opsigtsvækkende Ralph Lauren piqué med det overdimensionerede logo han altid har ønsket sig...

Jeg burde skifte bed

Jeg arbejder (en gang i mellem) med at implimentere sociale medier i kulturinstitutioners eksterne kommunikation. Herunder blogs...

... og i den forbindelse vil jeg bare sige at Wordpress sparker 1000 gange mere røv end Blogger!

Hur cheesy kan det bli?

... og svaret är: Inte mera än så här!

Öppna din dööööör...

Derfor spiser jeg aldrig morgenmad

Shalom!



Dette var synet, der mødte mig, da jeg kom hjem fra arbejde. Jeg fik engang at vide, at jeg havde meget "gøj" i håret. Gøj er vistnok et sjællandsk* for noget klistret. Well, min müsli med mælk havde var i dagens løb tørret ind til en tør gang gøj, der kunne bruges som fugemasse i en snæver vending.

Müsli. At spise det føles som at tygge sig igennem en mindre foderstofcentral - at vaske det af en tallerken efter syv timers indtørring er umenneskeligt! Hele forløbet bekræftede dog blot en gammel antagelse: Morgenmad kan for mig ikke forenes med en mødetid. Det går bare ikke.

Lesson learned.

*Kjøwenhawnsk på jydsk

Norges Europe

Return er blevet kaldt Norges Europe.
Dette burde jo gøre dem højaktuelle for mig, men jeg ved ikke helt...

Hvad siger I?

Overspringshandlinger

En masse snak om overspringshandlinger hører man. Bah! Overspringshandlinger er lige den form for selvrefleksion, der bringer dig videre i livet. Det har det i hvert fald gjort for mig. Havde jeg ikke hængt ud på Stureplan.se, Pause.se og 1000apor hele sidste sommer var jeg aldrig nået frem til, at jeg i virkeligheden hellere ville være skribent end forsker.

Et liv uden overspringshandlinger er et liv efter en køreplan. Med andre ord velfærdsstatens drømmeliv.

Ohoj

Gay sailor outfit day.



Tisha: Mid Munk
Scarf: Divided
Håret: Niveacreme + vox

At rejse eller ikke rejse

Alle folk rejser.
Hele tiden.

Calle Schulman rejser til New York den ene weekend. Et par dage hjemme i Sverige og vips! Så tager han til Sydafrika i en lille uge. Lufthavne og animeret flyangst. Drinks og hoteller.

Mine venner rejser hver sommer. Par-rejser til Asien, interrail gennem Europa. Kulturturister.

Og lille jeg? Jeg er en smule delt. Penge er utvivlsomt en faktor. Jeg er arbejdssky men samtidg lidt af en gnier. Så at bide sammen og arbejde på lager i to måneder for at kunne skide tyndt i Nepal i tre uger tiltaler mig ikke...rigtigt.

Eventyr vil man have. Og det vil jeg jo også, herregud. Men mavefornemmelsen siger, at det bliver Roskilde og så eventuelt Sthlm et par dage. OK? Så vil jeg på Humlan!

Christoffer Remröd

Et sted på Stureplan sidder Christian Remröd nok og godter sig over mit lige dele gale og geniale forsøg på at kombinere fersken med brun og sandfarvet.



Jakke: H&M
Piqué: you guessed it, Lyle & Scott
Cardigan: TRS
Jeans: H&M

En salt smag af hjemme

Købte OLW-peanuts.
Herlige OLW!

Oj, vad jag saknar Svea!

Dagarna gick alltför fort

Det er altid med et stik af vemod, at jeg mødes med mine gamle efterskolekammerater. Selvom jeg i årene efter gjorde alt, hvad jeg kunne for ikke at svælge i fortiden, står det år stadig enormt stærkt.

Det sidste år i folkeskolen er et formativt år, og den fornemmelse forstærkedes givetvis af, at jeg var hjemmefra for første gang. Blandt andet. Jeg tror nu ikke kun, det er den slags objektive faktorer, der gør mit år på Vostrup så specielt. Jeg tror aldrig igen, jeg kommer til at opleve så mange vidunderlige og kreative mennesker samlet på et sted. Jeg vil ønske, jeg kunne gå tilbage til mit daværende jeg og skrige mig selv i øret: NYD HVERT ET ØJEBLIK!

Selvfølgelig kommer man videre, fremtiden er lys og så videre og så videre. Men det vemodige stik i hjertet må man ikke fornægte...

Dagen derpå dagens

Træerne springer ud, solen skinner og det kan kun betyde een ting: Tid at finde stekare-garderoben frem!



Piqué: Lyle & Scott
Chinos: H&M, bortglemte fra min fætters bryllup sidste sommer
Telefon: Motorola
I håret: Bryl- og Niveacreme. En fantastisk combo - mit hår føles som silke og skinner som nyslået guld!
Spejl: Beskidt

Chok!

Lone Dybkjær var faktisk lidt af en babe back in the day.

Det er vel bare at sige: Godt scoret, Poul!

Verden står lidt endnu

Jeg holder af at skylle min kaffe ned til et lille udpluk af de vigtigste nyheder. Jeg tager følgende med mig fra dagens selvbestaltede pressemøde:

- Texas vil være selvstændigt. Og Chuck Norris er med i kampen - so they can't loose!
- Henrik Qvortrups blog er god. Perfid og morsom, præcis som jeg havde håbet. Og jeg er stadig nødt til at slå hans efternavn op...
- Alex Schulman bliver mindre sjov, for hver dag der går. Tag Katrin tilbage - nu!!!
- Viktor Barth-Kron viser til gengæld fin form. One talented marfucker...
- Kan også godt lide Lars Løkke med frue. Men rent politisk er han desværre en dilletant.
- Hvorfor har Ole Birk Olesen ikke eget tv-show? Sammen med Michael Jeppesen, ja! For satan, hvilket show det ville blive...
- Twitter. Har added James van der Beek (Dawson, anyone?). Og for 117. gang konstateret, at Marcus Birro er en ussel, ussel medieluder!
- Gårsdagen nyhed: Mit 80'er Sverige crave er vendt stærkt tilbage! Har både en Noice og en Sha-Boom plade på bestilling.

Lit de parade

Er træt.
Hører Lit de parade.
Så smukt!

Jeg har købt min sidste musik-dvd

Blot en konstatering jeg gjorde for mig selv i et stille øjeblik i dag.

Hvad jeg dog ikke har købt af dokumentarer og koncerter, der een måske to gange har dundret ud af mine fjernsynshøjtaleres spinkle transistorer. Aldrig mere!

Findes det ej på youtube er det næppe værd at se. Simpelthen.

Jeg føler vrede

Du kommer hjem fra arbejde. Du er en smule udkørt, smider dig i sofaen, laver aftensmad. Vasker op...

Du betaler 30 kroner for at streame Herning - Hjemmetyske. Din bror kommer. I får et par pils. Herning kommer bagud 0-2 men kæmper sig tilbage til 2-2, og kampen går i overtid. Herning scorer, men målet bliver bortdømt. Hvorfor? Godt spørgsmål... Herning kører på, en tysker smider sin stav ned i Stefan Lassen. Udvisning? Nej da, fusionsklubben fra Slesvig får da selvfølgelig lov at skøjte ned og score. Det manglede da bare!

Sådan DIU! Asger Krogh, bosat i Sønderjylland, skal da selvfølgelig dømme en finale med sit lokale hold. Og nu hvor vi er i gang, skal vi så ikke bare skrotte hele regelbogen og dømme efter Rudolf Steiner regler? Hvad siger I? HVA?

The Lars Løkke Connection

Jeg er egentlig ligeglad med politikerfruer. De arbejder i børnehave, de har overskæg, de køber kjoler, de går til galla... ja, I fatter, hvor jeg vil hen. Ikke desto mindre lader det til, at Solrun Rasmussen er noget for sig selv. Rabiat færing. Spicy.

Jeg er normalt heller ingen sucker for love stories. Alligevel finder jeg det rørende, at Lars og Solrun hookede up til en fest på Øresundskollegiet (1), hvor de spillede luftguitar til Meat Loaf (2), fordi:

1. - Jeg boede de fire første år af mit liv på netop Øresundskollegiet. Det var fra midten til slutningen af 80'erne. Det er en pirrende tanke, at jeg har levet en del af mit liv så tæt på Lars Løkke og tilkomne.

2. - Et af mine første barndomsminder er, at jeg ligger på guldtæppet i mine forældres lejlighed og hører... Meat Loaf. Jeg spillede ikke luftguitar dog - I was born to be a drummer!

Voila! Som ved et trylleslag er jeg i en form for skæbnefællesskab med statsministerparret.



"Vidste du, at jeg har boet tæt på Etatsraaden himself, Christoffer Pedersen?"
"Sejt! Michael Ulveman har kaldt ham Aarhus' mest indflydelsesrige blogger"

Bag masken

"God" morgen...(?!!)



Ja, sådan ser jeres helt ud, børn! Uden sminke, glimmer og stads, helt... nøgen?

Snydt

Ville egentlig have givet jer et indlæg om den nye statsministerfrue og min opvækst. Ja, der er en syg connection. I stedet går jeg til køjs, hvis jeg da ikke nupper en white russian først. Bah!

PS: Mit tastatur er fucked

Tillykke. Du har fået et svensk tastatur med dansk funktion. Hvad betyder så det? Jo, det betyder at Ö = Æ og at Ä = Ø. Ja.

I tror mig ikke? Exhibit A:




Det her kommer med tiden til at pisse mig af. Noget så ind i helvede meget af...

Touch me, baby

Touchpad.
Jeg holder ej til det, ej i længden.
- Jeg ved ikke, hvornår jeg zoomer.
- Jeg ved ikke, hvornår jeg klikker på ting.
- Jeg får seneskedehindebetændelse af at scrolle.

NU GÅR JAG OCH KÖPER EN MUS, JÄVLAR!!!

Jeg tømmer min ta.. undskyld, mobil II

Pose: Carl M. Sundevall

Jeg tømmer min ta.. undskyld, mobil I

Asian Sensation (skrev jeg virkelig det?)

Jeg har ofte haft prætentioner, om at blogge om den mad jeg laver.
Jeg synes nemlig selv, jeg er ret fix til sådan noget - ikke noget med rugbrød og leverpostej her.

Der hviler dog en forbandelse over madindlæggene - de kommer aldrig ud. Det her spiste jeg for en uge siden godt og vel. Billigt og gött. Nudler med mineforårsruller, soya og chipotlechili. I Japan må man aldrig stille spisepindene lodret ned i risen (eller hvad fanden de æder) - det gør man kun for de døde. Ja, jeg læser Ud & Se...

Mine nye yndlingskomikere

Er Erick & Mackan:

Når du tror, din far er med i Creedence

Visse bands sætter altid gang i mindegeneratoren hos mig. Creedence (Clearwater Revival) er et af dem. Min bror og jeg elskede, når far satte pladen på og I put a spell on you, Suzie Q, Proud Mary osv. lød ud over stuegulvet. Jeg kiggede på coveret, og jeg troede (håbede) at bandmedlemmet med skæg på coveret var min far... Min far er ikke umusikalsk, selvom han ynder at sige det. Han kan uden problemer spille en lettere stivnakket blues på akustisk guitar. Men frem for alt har han en passion, en glæde, ved musik, som han har formået at give videre til sine børn.

Og han har sine bands. Status Quo, Stones, Creedence... no nonsense rock, som jeg i en periode selvfølgelig gjorde alt for et håne og distancere mig fra. Det gør alle børn i en periode, men desværre tror jeg mange bliver der. De beholder aversionerne livet ud. Gennem hele deres usle liv fyldt med Tom Waits, Morrissey, etc. lærer de aldrig at vende tilbage til den umiddelbare glæde ved rocken.

Eller alle og alle. Jeg ved i hvert fald, at jeg i en lang periode forbandt Creedence med noget meget lidt rocket. Fire småkedelige familiefædre fra Cali, der hyggede sig med at lege Missisippi rockers. At de rent faktisk var ligeså syrede og prægede af interne skænderier som alle andre gik først op for mig senere.

Men the Dude ved det.

Jeg ved det.

Creedence rocks! Også selvom din far ikke var trommeslager...

Har du hilst på din grønthandler i dag?

Musikernes kok, Chili John Rasmussen, er lidt af et forbillede for mig ud i det kulinariske. I sine tre glimrende kogebøger slynger han om sig med allehånde former for chili - jalapeño, habanero, klokkeformede, firkantede... og chipotle. Den har jeg bidt mærke i. Chipotle - røgede jalapeños med bismag af kaffe og chokolade - don't you just wanna love that?

Der måtte handling til. Jeg skrev til Big John, der var så venlig at give mig navnene på sine grossister. Tak for det... I virkeligheden var det et sensai-råd: Meningen var selvfølgelig, at jeg selv skulle gå på opdagelse i den århusianske fødevarebranches underbug. Prøvede den dansk ejede grønthandlerkæde i Viby Centret. No dice. I dag prøvede jeg den tyrkiske grønthandler på hjørnet af Grønnegade og Nørre Allé (hedder noget på tyrkisk). Bingo.


Den lilla raggaren

Hjem og prøve, fiskede en hel chipotle op af dåsen, der havde rejst den lange vej fra Mexico. Prøv at forestille jer en soltørret tomat, som i stedet for at være badet i dårlig solsikkeolie og vissen timian svømmer rundt i et bad af tyk og røget chilisovs. Smagen er guddommelig. Det brænder som ind i helvede, selvfølgelig. Jeg ved ikke om alle chilielskere er massochister, men smerten følger bare med, lissom.

Nu kravler jeg op på sæbekassen og giver en svada: Selvom etnisk og eksotisk mad i højere grad finder vej til supermarkedernes hylder er den stadig pakket ind i dansk middelmådighed. Dyre pakkeløsninger fra Santa Maria, der blot skal tilsættes kylling. Jeg gav 15kr (femten kroner!) for en mexikansk specialitet, der garanteret holder til mange dejlige retter (og lidt snackspiseri).

Så kjære læsere: Brug jeres lokale grønthandler! Udnyt for himlens skyld, at Danmark er blevet et multietnisk samfund. Det viser sig nemlig, at andre kulturer har en laaaangt mere sofistikeret kulinarisk tradition end blæver-Danmark.

Råt for usødet

Se, jeg har altid ment, at virkelighedens R Kelly er langt mere fucked up end Dave Chapelles parodi...

Räggars

Jag älsker raggare!

Stars 'n' Bars

Bare så I ved det:
Jeg elsker Lynyrd Skynyrd
Og cowboystøvler
Og slangeskind
Og Syden
Og sån't

Så dumt - så ægte

Gennem bilruderne så jeg smart ud.
På foto ligner jeg Tyrone Biggums...

Tidens fylde

Ak ja, de engang så populære Absolute Music plader står ej længere i høj kurs...

Twitterier

For et par dage siden belærte jeg min bror om Twitter:

"Jordens dummeste idé"

"Jeg fatter ingenting"

"Virkelig snotdumt"

Japp, nu er jeg selv på. Hvorfor? Lad mig starte med en lille anekdote. I går satte jeg mig til at skrive en længere smøre, en kronik om I vil, om tv-serien Klovn. For sådan er bloggen blevet. Min egen version af debatsiderne i Politikens 2. sektion. Jeg er møgringe til at tage et billede på gaden og skrive to linjer om min hverdag. Jeg vil for meget. Måske.

Her til morgen opfordrede Alex Schulman mig så til at prøve Twitter (ok, han skrev et blogindlæg, hvor han opfordrede mig til det). Og jeg må sige: det er lidt pirrende! Som et spil: Man må maksimalt skrive 150 anslag. Intet pres!

Først kom blogbølgen - nu kommer Twitterbølgen.

Så nu kan I følge med i, hvornår jeg skider til højre på bloggen...

Something about Suomi

Der er noget med mig og Finland - og finske bands i særdeleshed. Fire plader med posten i dag. To med Hanoi Rocks og to med Stratovarius - begge finske bands. Tolkki vs Hulkko, Kotipelto vs Fagerholm... vi får se.

Fremtiden

Jeg har ingen hemmeligheder over for mig selv. Jeg indrømmer således gerne, at jeg fra tid til anden drømmer om fremtiden. Når de sidste rester af den smertefuldt ærlige spejderdreng er opløst og en forløjet og fremmedgjort skal står tilbage. Da vil folk søge i denne blog. Snuse i mine spor og konstant stille sig spørgsmålet: Hvornår trådte han i karakter? Hvornår blev han for alvor kynisk? Hvornår lærte han spillets uskrevne regler?

Måske vil de kigge på billedet til venstre og sige "der".

Es gibt nur ein Uffe

Som en anden gøgeunge har Ulf Lundell sneget sig forest i køen af litterære projekter.
Sådan er det bare.
Es gibt nur ein Uffe.

Drum tech - moi?

Har lige udført et lidt usædvanligt job.
Een af mine venner spiller i et dødsmetalband. Godt så.

De skal indspille plade i weekenden, og til det formål skal trommerne jo lyde ze biznezz. Derfor spurgte de lille mig (der for tiden hører Sneakers, Moonjam og One Two - bestemt ikke dødsmetal), om jeg ville komme og stemme trommerne.

Selvfølgelig ville jeg det!

Jeg synes selv resultatet blev vældig godt. Det er dog fuldt muligt, at trommeslageren, resten af bandet og produceren, ikke mindst, har en heeeelt anden holdning. Det finder vi ud af.

Bandet hedder Pariah Syndicate, og I kan høre noget af deres tidligere produktion her.

Jeg bliver aldrig moden

Al den stund jeg synes det her er til at dø af grin over!

Klæd dig på

... som om du var med i Danseorkestret

Sneakers holder...faktisk

Inspireret af den tidligere omtalte DR2-dokumentar om dansk rock i 80'erne, har jeg fundet mine to Sneakers-plader frem. Det drejer sig om Sui Sui og Roulet, der begge er købt for 2 kr/stk et sted i Grindsted. Det er nok skudt over målet at tale om dem som et dansk Toto. Jeg synes heller ikke, de er bedre end deres efterfølgere i One Two.

Når det så er sagt, lyder det sgu rigtig godt. Det opfylder mine krav til god AOR, som i det store hele går ud på, at selv de dårlige numre skal være til at holde ud qua deres velspillethed. Sneakers spiller og synger (ja, Sanne) godt, og det hiver et par stik hjem. De blander lidt Starship med Santana, og det er jo så typisk rodet og dansk, at man bliver helt rørt (sic!).

Girl Power

Ny kaffekop. Fashion. Gah!

Mit politiske idol

Jeg interesserer mig en del for politik, men kan samtidig næppe karakteriseres som nogen glødende idealist. Jeg holder nok i virkeligheden mest med embedsværket, det gyldne kompromis, jeg tror på at fornuften sejrer til sidst.

Den politiker, der efter min mening har stået mest for dette, er den radikale veteran, Niels Helveg Petersen. Nu har jeg oprettet en hyldestgruppe til ham på Facebook, jeg håber det bliver en rød klud i ansigtet på de "vilde unge" radikale, der vil gøre partiet til SF II*.


Hyldet

*Jeg kan i den forbindelse som en kuriositet nævne, at jeg er facebook-venner med Sofie Carsten Nielsen (B). Hehe...

Morgonens partylåt

Hanoi Rocks Ice Cream Summer
- svedig titel, svedigt nummer

God morgen!

Licenspenge

Jeg har før brokket mig over licensen. I dag fik jeg dog lidt igen, da jeg så DR2's tema om dansk pop i 80'erne. Sneakers, Dodo and the Dodos, One-Two, Tøsedrengene, Moonjam og Rocazino - I kan forvente at komme i heavy rotation på mit hjemmealter!

Kaffe

Jeg skal snart have noget kaffe - ellers dør jeg.
Bare så I ved det...

Lørdagsglam

Er inde i en sleaze/glam periode for tiden. Brace yourselves...

Her får I Vain med Beat The Bullet:

Vinyl Cravings

Nu er de tider jo forbi, hvor jeg pertentligt skrev ned, hvilke plader jeg købte. Så I må nøjes med et billede af de 10 stk. vinyl, jeg købte på vej hjem. OK?

What I don't like about you

Jeg kan ikke lide mennesker, der:
- insisterer på at komikken toppede med The Marx Brothers
- sammenligner al musik med The Beatles
- omtaler Elvis som Kongen
- anvender Søs Egelind og Kirsten Lehfeldts Kongeriget som menneskelig referenceramme
- mener Johnny Cash rent lyrisk adskiller sig fra alt andet country
- påstår at amerikanske fodboldspillere qua deres beskyttelsesudstyr er bøsser (sic!) sammenlignet med rugbyspillere*
- tror at kvindehåndbold er en sport, man tager seriøst andre steder end i Danmark og Norge
- anvender verbert "synger" om Tom Waits
- bruger catch frases fra Casper og Mandrilaftalen som deres egne
- ser sig selv som anarkister på trods af, at de bor på Frederiksberg
- påstår de ved noget om whiskey
- ryger grønne Kings for at være sunde
- hedder Rasmus Nøhr og tror alle jyder er racister og går i forsamlingshus**

(and the list goes on...)

* Jeg vil i den forbindelse gøre opmærksom på en lille anekdote fra australske fodbold. I ved det, der af mange omtales som de hårde nitters sport. Hvert spil starter tilsyneladende med, at spillerne står i en klynge. Der var engang en spiller, der fik perforeret sin endetarm i en sådan klynge. Go figure...

** Vi har store familier, der bare ikke kan være på Bodega Vognstangen, ok? Og jeg vil skide på din døde far!

Dagens indkøb

Traskede op til supermarkedet.
Købte lidt ind.


Piller, vodka + efedrin = hyggelig aften foran fjernsynet

Tid at skifte farver?

Det var landskamp i går, Grækenland-Danmark.
Kunne ikke se den.
Til gengæld kunne jeg se Tyskland-Norge.

Norge har en spiller på holdet, der hedder Morten Gamst Pedersen.
Har Danmark en spiller på holdet ved navn Pedersen? Ikke een eneste!


Long lost cousin?

I gamle tider var man først og fremmest loyal over for sin slægt.
Det danske landshold er en synkende skude.
Norge derimod har lige genansat Drillo - det kan kun blive en succes.

Heja Norge!

Growing up in Denmark's Bible Belt

... you learn about a lot of "great" Christian bands

The Dream Weaver

"I've just closed my eyes again
Climbed aboard the dream weaver train
Driver take away my worries of today
And leave tomorrow behind

Ooooh, dream weaver
I believe you can get me through the night
Ooooh, dream weaver
I believe we can reach the morning light

Fly me high through the starry skies
Maybe to an astral plane
Cross the highways of fantasy
Help me to forget todays pain

Ooooh...

Though the dawn may be coming soon
There still may be some time
Fly me away to the bright side of the moon
And meet me on the other side

Ooooh..."

(Gary Wright, 1975)

Metal buff

Eller hvad? Det må være syningerne, for jeg er ligeså spinkel som Islands nationaløkonomi (kachingggg!)