Twitterier

For et par dage siden belærte jeg min bror om Twitter:

"Jordens dummeste idé"

"Jeg fatter ingenting"

"Virkelig snotdumt"

Japp, nu er jeg selv på. Hvorfor? Lad mig starte med en lille anekdote. I går satte jeg mig til at skrive en længere smøre, en kronik om I vil, om tv-serien Klovn. For sådan er bloggen blevet. Min egen version af debatsiderne i Politikens 2. sektion. Jeg er møgringe til at tage et billede på gaden og skrive to linjer om min hverdag. Jeg vil for meget. Måske.

Her til morgen opfordrede Alex Schulman mig så til at prøve Twitter (ok, han skrev et blogindlæg, hvor han opfordrede mig til det). Og jeg må sige: det er lidt pirrende! Som et spil: Man må maksimalt skrive 150 anslag. Intet pres!

Først kom blogbølgen - nu kommer Twitterbølgen.

Så nu kan I følge med i, hvornår jeg skider til højre på bloggen...