Visse bands sætter altid gang i mindegeneratoren hos mig. Creedence (Clearwater Revival) er et af dem. Min bror og jeg elskede, når far satte pladen på og I put a spell on you, Suzie Q, Proud Mary osv. lød ud over stuegulvet. Jeg kiggede på coveret, og jeg troede (håbede) at bandmedlemmet med skæg på coveret var min far... Min far er ikke umusikalsk, selvom han ynder at sige det. Han kan uden problemer spille en lettere stivnakket blues på akustisk guitar. Men frem for alt har han en passion, en glæde, ved musik, som han har formået at give videre til sine børn.Og han har sine bands. Status Quo, Stones, Creedence... no nonsense rock, som jeg i en periode selvfølgelig gjorde alt for et håne og distancere mig fra. Det gør alle børn i en periode, men desværre tror jeg mange bliver der. De beholder aversionerne livet ud. Gennem hele deres usle liv fyldt med Tom Waits, Morrissey, etc. lærer de aldrig at vende tilbage til den umiddelbare glæde ved rocken.
Eller alle og alle. Jeg ved i hvert fald, at jeg i en lang periode forbandt Creedence med noget meget lidt rocket. Fire småkedelige familiefædre fra Cali, der hyggede sig med at lege Missisippi rockers. At de rent faktisk var ligeså syrede og prægede af interne skænderier som alle andre gik først op for mig senere.
Men the Dude ved det.
Jeg ved det.
Creedence rocks! Også selvom din far ikke var trommeslager...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar