Kent II

Jeg svæver cirka een gang om året i den vildfarelse, at jeg bør komme bedre i trit, med hvad der rører sig i musikbranchen...lige nu! Så tager jeg måske et Gaffa i TP. Bladrer anmeldelserne i gennem, kigger hånligt på de håbløst patosbefængte fotografier af Mikael Simpson, Trentemøller og Peter Sommer og skriger: "Nej, I får mig heller ikke denne gang!".

Der findes mennesker, der tænder på trafikuheld. Jeg tænder på dårlige anmeldelser, og her tænker jeg ikke på de motiverende, dårlige anmeldelser. Nej, kun den perfide, sønderknusende nedsabling af en påstået kunstner giver mig det kick, jeg attrår. I min jagt på knuste drømme sker det dog, at jeg falder over et interessant navn.

Således også for nogle uger siden. Jonathan Johansson. Svensk kvalitetspop med en narcissistisk æstetik. Som erklæret konsument af Orup og Anders Glenmark forvildede jeg mig ind på unge Johanssons myspaceside. En ny Orup? Læderjakken kunne måske endda friste mig til at nære et forfængeligt håb om en ny...Magnus Uggla? Anno 1977?


Fucking tease

Realiteterne rev mig dog ud af mine febervarme vildfarelser. Et minimalistisk discostøn i mol mødte mine øregange. Det lød...helt og aldeles...fuldstændigt... som.... Kent. KENT!

Årtusindskiftets svøbe inkarneret i en hulkindet emo-gosse - fy fan...