Det er altid med et stik af vemod, at jeg mødes med mine gamle efterskolekammerater. Selvom jeg i årene efter gjorde alt, hvad jeg kunne for ikke at svælge i fortiden, står det år stadig enormt stærkt.
Det sidste år i folkeskolen er et formativt år, og den fornemmelse forstærkedes givetvis af, at jeg var hjemmefra for første gang. Blandt andet. Jeg tror nu ikke kun, det er den slags objektive faktorer, der gør mit år på Vostrup så specielt. Jeg tror aldrig igen, jeg kommer til at opleve så mange vidunderlige og kreative mennesker samlet på et sted. Jeg vil ønske, jeg kunne gå tilbage til mit daværende jeg og skrige mig selv i øret: NYD HVERT ET ØJEBLIK!
Selvfølgelig kommer man videre, fremtiden er lys og så videre og så videre. Men det vemodige stik i hjertet må man ikke fornægte...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar