Valg af slips

Jeg skal til bryllup på lørdag.

Jeg skal have slips på, så meget står klart. Man kan ligesom ikke have jakke, vest og skjorte med (sin morfars) manchetknapper på uden samtidigt at iføre sig slips.

Første hurdle var at lære at binde skidtet. Missionen fuldført (tak, Mads Christensen!).

Nu skal jeg vælge et slips til lejligheden...

Jeg holder en audition!

1. Deltager: Rød/blåt stripet slips venligst udlånt af min bror



- De to farver giver en bordeaux effekt, der står virkelig godt til sort! Slipset er ganske tykt med en del indlæg, så min Full Windsor knude kommer virkelig til sin ret! Dog er det ikke helt den stil, jeg ønsker at ramme med resten af mit outfit. Det kan ej ses på billedet, men jeg bærer mørkegrønne fløjlsbukser samt mine brune, håndsyede spanske Tony Mora støvler.

I øvrigt et fantastisk pose - jeg ser ud som om, jeg er på vej til arbejdet i Roskilde Bank, hvor jeg sikrer mig en favorabel aftrædelsesordning efter at have hardcore-spekuleret opsparernes penge væk!

2. Deltager: Brunt/økohvidt vaffelternet slips også udlånt af brormand



- Hvor svært kan det være at tage et billede, store idiot! Nå, men hvis slipset før havde meget indlæg, har dette slips det i ekstrem grad. Den brune nuance står fint til resten af sættet - men det er ligesom ikke 1800-tal nok! Sorry, brormand. Dine slips er no go!

3. Deltager: Petroliumsgrønt slips fra egen samling



- Det værste pose, men det bedste slips? Det er tyndt uden at være for tyndt. Knuden har en perfekt størrelse, og farven står fantastisk til mine støvler! Det er efter min mening et slips, der signalerer både fest og værdighed. Modsat bæreren. Jag tror, den heter duga!

4. Deltager: Sort slips købt i H&M



- Begravelsesslipset. Er glat som bare f***** og tyndere end Kate Moss i Auschwitz. Med andre ord fuldstændig uhåndterbart. Den slanke form bevirker dog, at mit outfit får præcis det vintage snit, jeg jagter. Men jeg er ikke med i en western, og jeg skal ikke til begravelse. Jeg skal faktisk til bryllup, og så duer det bare ikke at være man in black.

Og mht poset: Hvem prøver du at være? Patrick Bateman? Christ!

Næh, det grønne slips vinder. Andre spørgsmål trænger sig imidlertid på. Kan jeg fx holde til at have den øverste skjorteknap knappet i op imod 12 timer? Vil folk opdage, at min overfrakke er 1½ cm kortere end min jakke? Problems, problems...

Jeg viser min støtte

Det kan umuligt være sjovt at bo i Island i disse dage.

Det stoute folk, som vi ved hjælp af godt gammeldags bilhandler-diplomati fik med i skilsmissen fra Norge og udnyttede i mange år, indtil det som en fremmedgjort teenager brød personaleunionen i 1943, behøver vor støtte!

Mest af alt økonomisk støtte, men deri kan jeg ej være dem behjælpelig. Jeg er fattig som en kirkerotte. Dog findes der andre måder at vise sin sympati på.

Således bærer jeg i lynlåsen til mit trommestiksfutteral et lille forgyldt vedhæng forestillende vulkanøen i Atlanterhavet.


Forbrødring

Country & Western

Jeg voksede op med dyrskue og traktortræk. Det skammede jeg mig over dengang. Og bevares - det er heller ikke noget for mig nu om stunder. Men der er nu noget charmerende over det.

Jetset'et i storbyerne vender blikket mod clublivet i New York og London. På samme måde vender Skandinaviens bonderøve blikket mod Sydstaterne. Squaredans og cowboyhat er stort på landet!

Eddie Meduza (1948-2002) udlever i denne video bonderøvens ultimative machodrøm: At komme til byfest i sin traktor og score damer, selvom man lugter af komøg! Jeg elsker hans crew, der arm i arm og med vajende Stars and Bars synger med på omkvædet. Stort!

1 Bryan Adams: "Heaven"

Bryan Adams er for mange indbegrebet af dyrskue og landmænd fit for fight. Men hvis de tror, Summer of '69 handler om sommeren 1969, besidder de i virkeligheden kun abstraktionsevne nok til at læse et Anders And-blad. Og de snyder formentlig også sig selv for powerballaden par excellence - Heaven. Et udmærket vers efterfølges af et guddommeligt omkvæd. Mesterværk.

Kuriosa: Steve Smith fra Journey velsigner sangen med sine karakteristiske dunder-fills.

2 Chicago: "Hard To Say I'm Sorry/Get Away"

Se, dér kan man tale om ballademagere. Høhø. Chicago formåede i to årtier at være fast leverandør af kinddans-hits. I 70'erne med Colour My World fra Chicago II og i 80'erne med Hard To Say I'm Sorry fra Chicago 16, der her som på pladen afsluttes med Get Away.

Kuriosa: Da den oprindelige guitarist, Terry Kath, døde, gik man over til at angive pladens titel med arabiske tal frem for romerske ditto. Man skaffede sig tydeligvis også en fed mand i hawaiiskjorte og fuldskæg som erstatning for legenden Kath, hvis sidste ord angiveligt var: "Relax guys, it's not even loaded. Look!". Bang, splat.

3 Robin Beck: "First Time"

En sang til teenageværelset. Omkvædet er gotisk storladent, og Robin synger røven ud af bukserne! Højest placerede kvinde på listen. Uklart hvorfor.

Kuriosa: Cover og sleeve til debuten Trouble Or Nothin' er holdt i lækre pink nuancer.

4 Heart: "Alone"

Pompøs ballade fra øverste skuffe. Søstrene i Heart har selvsagt ikke haft noget som helst at gøre med tilblivelsen af denne sang. Som det sig bør. De har siden taget afstand fra deres midtfirserperiode, hvor staklerne lå nummer 1 på Billboard, og de var...tja, populære. Ann Wilson er voluminøs i korpus såvel som i stemmepragt.

Kuriosa: I 70'erne gik der et ondsindet rygte om, at søstrene Wilson var lesbiske.

5 Bon Jovi: "Always"

Hvis man satte musik til indholdet i et dameblad, ville det formentlig lyde som Bon Jovi. Det er selvsagt genialt. En udtalt tøseprofil har sikret bandet en uhyre trofast skare af pladekøbere. Det kunne selvfølgelig også skyldes sangenes sublime kvalitet. Eller hvad? Det var dog bedre før, og Always markerer således et vejskel i bandets karriere. Fortsæt på eget ansvar...

Kuriosa: Ja. Det er Felicity.

6 Def Leppard: "Love Bites"

Som min bror så rammende har sagt det: Def Leppard er et band, man gerne vil ignorere, men ikke kan komme uden om på grund af sangenes uomtvistelige kvalitet. Vise ord. Def Leppard formåede fra 80'ernes start til slutning at bevæge sig fra heavy rock til storsælgende radiopop. Det skal de selvsagt ikke høre et ondt ord for herfra. Min og Jeppes aversion mod Def Leppard bunder snarere i deres nedladende udtalelser om andre bands, der ikke var så heldige at beholde deres pladekontrakter efter grungens syndflod. Def Leppard fastholder stædigt sin berettigelse frem for eksempelvis Warrant, på trods af at de stort set heller ikke har solgt en plade siden 1992. Love Bites er dog en godt sammensat ballade, der på fremragende vis bygger op til et gysende crescendo i omkvædet. Ses her i en liveversion fra hjembyen Sheffield men forefindes ellers på mesterværket Hysteria.

Kuriosa: EMI havde i sin tid valget mellem at skrive kontrakt med Iron Maiden eller Def Leppard. Hvad har mon været den bedste forretning?

7 Europe: "Carrie"

Det har været een lang kærlighedsaffære mellem Europe og mig, siden jeg første gang fandt henholdsvis Wings Of Tomorrow og The Final Countdown på kassettebånd i heavy metal-afdelingen på Herning Centralbibliotek. Carrie er velsagtens puddelrock arketypen og som en konsekvens heraf, er Europe til stadighed formål for hensynsløs mobning i anmelderkredse. Men jeg håber og tror, at fremtidige generationer vil give Europe den oprejsning, de rettelig fortjener!

Kuriosa: Guitaristen John Norum spillede som 15-årig i et band ved navn WC. De blev tilbudt en pladekontrakt, hvis de skiftede navn. De nægtede.

8 Journey: "With Open Arms"

Journey nåede med Escape et kommercielt højdepunkt men bevægede sig samtidigt med stormskridt ud i glemslen. Albummets indiskutable radiopop-kvaliteter blev i for høj grad en rettesnor for bandets skæbnesvangre senere udgivelser- varmen fra storhedstiden sidst i 70'erne var for længst forsvundet. Nå, men denne sang står nu alligevel som en flot svanesang for bandet, som datidens anmeldere elskede at hade. Steve Perry er rockhistoriens bedste sanger. Hands down.

Kuriosa: Figurerer også på VH1's 50 most softsational rock songs.

9 Warrant: "I Saw Red"

Warrant hører til skaren af bands, der nåede at ride på de sidste skvulp af hairmetal-bølgen på overgangen mellem 80'erne og 90'erne. Mange vil derfor også gerne placere dem i kategorien af bands, der oversvømmede markedet med cheasy poesibogsrock og dermed førte til genrens undergang. Lidt trist, da Warrants to første albums, Dirty Rotten Filthy Stinking Rich og Cherry Pie hører til blandt den tids stærkeste udgivelser. Førstnævnte album indeholder to numre, Sometimes She Cries og Heaven, der såmænd ligeså godt kunne tage plads på denne liste. Valget faldt dog på I Saw Red. Fantastisk C-stykke!

Kuriosa: Gutterne i Warrant sprøjtede engang stærk sennep og i rektum på et sovende medlem af deres road crew. Modent.

10 Nazareth: "Love Hurts"

Powerballader er sædvanligvis et fænomen, der helt og holdent tilskrives 80'erne. Men sangen her, fra dengang min far drømte om at køre på knallert i læderjakke og ryge hvide Kings, går i min bog som en bona fide power ballad. Fantastisk vokal, fantastisk melodi og en tekst, der på det nærmeste er fyldt til bristepunktet med bitter erkendelse.

Kuriosa: Medvirker på soundtracket til spillefilmen om Polle fra Snave, Polle Fiction.

Top 10 powerballader på youtube

Hvad I, kjære læsere, i lang tid har kunnet nyde godt af på andre blogs, er nu også kommet hertil. Integrerede youtube-videoer. Hosianna!

Det er også en vej ud af min blogtørke. Hosianna in Excelcis!

I kan med andre ord forvente jer masser af indlæg i stil med "se den sindssyge hund, der skambider en hel børnehave på tur". Typ.

I dag er en nederlagets dag for det intellektuelle niveau på bloggen.

Som det første vil jeg præsentere jer for en top 10 over powerballader på youtube. Bid mærke i hvert enkelt ord i den sætning.

Altså:
- der findes flere gode powerballader end 10
- de findes ikke alle sammen på youtube

Jeg vil ikke begynde at stille en masse regler op, for hvad der kvalificerer som en powerballade. Det har andre gjort før mig, og deres konklusioner er dybt intetsigende. Denne liste er altså dybt subjektiv og usaglig. Jeg har ikke taget hensyn til hverken salgstal eller ligestilling.

Hvis jeg endelig skal begynde at remse kriterier op, så tror jeg, at melodi og patos vejer tungt i denne sammenhæng. En powerballade skal desuden helst foregå i et adstadigt tempo, og den må ikke have et alt for positivt budskab rent lyrisk.

Det var prologen - nu kommer videoerne.

NB! De viser sig, at grådige mulinationale pladselskaber har fjernet muligheden for at embedde størstedelen af videoerne på listen. Typisk!