Søndag, 6/6: En relativt overskyet morgen gør det muligt for beboerne i Roskildes varmeste telt (eller i det mindste for Martin Sejr) at sove marginalt længere end normalt.
Morgenen må være sval, men Sejr og jeg lider som følge af gårsdagens Cruzan-orgie.
Jeg tror såmænd ikke, vi har haft det bedre de andre morgener. Forskellen er blot, at vi da med det samme har påbegyndt opbygningen af dagens brandert. Men denne søndag morgen skal alle hjem og holder sig fremdeles fra the sauce.
Niels ”Niller” Glæsner spørger omkring kl. 10, om vi skal mødes; det tager mig tre timer at respondere, uagtet bevæge mig ned til udkanten af East.
På min via dolorosa derned begynder solen tilmed at skinne og vel fremme på Golgata, koger jeg indvortes.
Et veritabelt who’s who af Rosborg Amtsgymnasium årgang ’04 sidder i rundkreds på vejen.
Jeg trækker vejret dybt og hilser på Niller og Molle Ravn, der sporter et fuldskæg af gammeltestamentelige proportioner.
Niller er et interessant og formelig intellektuelt bekendtskab. Dertil er han udstyret med en god vilje. Han har vendt Runes semiracistiske omtale af canabis som værende ”den sorte mands gift” til selve essensen af den afroamerikanske befolknings åndelige regression fra Martin Luther King til Fitty Cent.
En sand visionær denne Niels Glæsner, der har tilbragt hen ved halvanden uge på Roskilde (!).
Niller - young black educated man
Molle og jeg taler først til hinandens respektive ego anno 2004 men indser snart, at vi har langt mere at sige til hinanden nu.
Den Morten, der blev student sammen med mig i 2004, var skoletræt og hell bent for et liv som skibums i Norge. Han gik i klasse med en desillusioneret, vrangvillig dødsmetalfan, der søgte med lys og lygte efter sin egen lysende sti i en æterisk afkrog af dødens hus.
Jeg er et anderledes perspektivrigt sted nu, og Morten er godt på vej til at blive lærer.
Jeg får indtaget et par øl, en god snus, og jeg vender tilbage til De Levendes Rige.
Det er nu tid til Slayer. Jeppe har medbragt tre lunkne dåseøl i en såkaldt ”sikker beholder”. De vil (iflg. Roskilde Festival) sige en afskåren halvandenlitersflaske med skarpe kanter. Jeg er ikke selv voldsmand, men jeg vil da tro, man kan gøre mere skade med den end med en halvliters vandflaske i blød plastic.
Vi kommer ind i den næst forreste bås midtfor. Perfekt. Man vil se og høre Slayer tæt på men vil samtidigt ikke risikere at få en 120 kilos svensker i nakken hvert andet sekund.
Selve koncerten forløber helt som forventet. Godt håndværk og et pænt udvalg af mine favoritter med Chemical Warfare som et lille højdepunkt.
Jeff Hanneman har en guitar med SS-runer og Totenköpfer i stedet for prikker. Tja. Tom Araya dedikerer Mandatory Suicide til kampen for frihed i Afghanistan. Dave Lombardos fills er mejslet i granit med en dødelig fart og præcision. Jeg husker pludselig, hvorfor han i lang tid var min favorit-trommeslager. Kerry King er et ikon, intet mindre!
Vi går nærmest direkte fra Slayer på Orange til Bob Hund på samme scene. Jeg havde forestillet mig et sandt exodus af svenske gæster med alenlange køer til følge. De lange køer findes - men til Jay Z. Jeppe og jeg har ingen problemer med at komme helt forrest til 90’ernes svenske band.
Sangmæssigt er højdepunkterne Allt på ett kort og Jag rear ut min själ, men den virkelige oplevelse er Tomas Öberg, der tager prisen for den mest destruktive optræden af en frontmand på Roskilde. Nogensinde. To havestole i hvid plast samt et mikrofonstativ må lade livet for herrn Öbergs hånd. Öberg, The Pied Piper, har publikum i sin hule hånd med en diabolsk mimik spædet op med Liebfraumilch. Ola Salos ældre bror, mellem diktator og Jesus.
Idet jeg forlader Bob Hund, brydes fortryllelsen, regnen falder og skal ej ophøre hermed. Det er tid at pakke.
Iført gummistøvler og regnjakke ser jeg Jay Z med Hekmat og Snævar. Jay Z’s sangrepertoire er en decideret karaokebar med andres hits tilsat ghetto og al den kredibilitet, der følger en mand, der har opnået og tjent alt og i tilgift deler sengelinned med Beyoncé.
Verdens største karaokebar
Resten af natten går med hjemrejse. Snævar glider i et liggeunderlag og slår min sidste rom og cola ud af hånden på mig. Det bliver enden på den brandert.
"Nu tager jeg din drink"
Ventetid. Tog til Roskilde station. Sover på perronen i tre timer.
DSB har i sin uudgrundelige visdom afsat 2 (2!) vogne til det første vogntog mod Jylland. Afgangen kl. 5:21 e rsåledes nur für Weiβe. Må vente en time. Får siddeplads. De sidste jokes fyres af.
I Aarhus genforenes Snævar med sin kæreste og deres datter – et smukt syn!
Det sidste stykke vej hjem. Man slutter aldrig med et brag. Omgangshastigheden bliver bare langsommere, indtil pulsen stopper, og alt er badet i lys.
Det var Snævar, der sagde det: At man allerede nu ved, at man vil tænke tilbage på Roskilde ’08 som magisk.
Magisk.
