Genkendt til antropologfesten

Finder teksten til Himmelhunden i min højre bukselomme... så ved man, det har været en sjov aften!

Åh ja, var til antropologernes sommerfest i går. Det gik som det nu engang går. Antropologer er i reglen pæne og sofistikerede mennesker. Det smitter af på deres fester. Heineken og livemusik som i akkustisk guitar og sang, hvilket i sin tur indebærer et "kærkomment" genhør med Mr Jones (Counting Crows), What's up? (4 Non Blondes), Don't look back in anger (Oasis) etc.

Vi, bodega-arkæologerne i forsamlingen, besluttede os for i protest at fremføre Teddy Edelmands udødelige Himmelhunden. Vi kom så langt som til at printe tekst og akkorder ud efterfulgt af en inspireret gennemøvning i computerlokalet. Selve vores optræden blev aldrig til noget, da Martin Sejr nægtede at stille op til sidst. Undskyldningerne varierede mellem "for meget-" eller "for lidt beruset" til sceneskræk og beskyttelse af kunstnerisk integritet.

Vi besluttede os for at skabe underholdning på anden vis. Navnlig snaps. Først delte vi en kvart flaske lunken islandsk brænnevin af mærket Geyser. Derefter kom en kvindelig antropolog (findes der andre?) som en frelsende engel og bad om en gewesen. Til vor glædelige overraskelse rynkede hun ej på næsen men udbrød "jeg ELSKER snaps!". Vore hager unisont mod gulvet. "Jeg tror vi har en flaske et sted", siger hun, hvorefter hun iler mod barskabet og vender tilbage med en ISKOLD flaske snaps. Vi spørger om, hvad det koster. Det koster ingenting. Legio kolde snaps, antropologer... Life is good!

En bizar hændelse indtræffer senere på aftenen. Jeg bliver antastet af een i selskabet, der spørger mig, om jeg er fra Herning. Jeg slår kontra med at spørge, om hun er fra Herning by. Hun kommer fra en lille by uden for Herning, Vildbjerg. Ach so, jamen jo der har jeg boet!

Jeg kan ikke overhovedet huske hende, men pigebarnet har åbenbart genkendt mit ansigt og har hele aftenen spurgt sig selv "er han ikke fra?...". Jeg flyttede fra Vildbjerg i 1997, så Annette, som hun hedder, har altså koblet mindet om mit barneansigt sammen med mit nuværende face. Imponerende var ordet. "Jeg glemmer aldrig et ansigt", siger hun. Da jeg møder hende senere, har jeg glemt, hvem hun er. Man kan sige at "jeg glemmer ansigter".

Lite bakis i dag, men det er intet imod i går. Uden alkohol i blodet vågnede jeg i går morges med den værste hovedpine i mit liv. Ironisk at tømmermænd kan være en forbedring.