Mine nye yndlingskomikere

Er Erick & Mackan:

Når du tror, din far er med i Creedence

Visse bands sætter altid gang i mindegeneratoren hos mig. Creedence (Clearwater Revival) er et af dem. Min bror og jeg elskede, når far satte pladen på og I put a spell on you, Suzie Q, Proud Mary osv. lød ud over stuegulvet. Jeg kiggede på coveret, og jeg troede (håbede) at bandmedlemmet med skæg på coveret var min far... Min far er ikke umusikalsk, selvom han ynder at sige det. Han kan uden problemer spille en lettere stivnakket blues på akustisk guitar. Men frem for alt har han en passion, en glæde, ved musik, som han har formået at give videre til sine børn.

Og han har sine bands. Status Quo, Stones, Creedence... no nonsense rock, som jeg i en periode selvfølgelig gjorde alt for et håne og distancere mig fra. Det gør alle børn i en periode, men desværre tror jeg mange bliver der. De beholder aversionerne livet ud. Gennem hele deres usle liv fyldt med Tom Waits, Morrissey, etc. lærer de aldrig at vende tilbage til den umiddelbare glæde ved rocken.

Eller alle og alle. Jeg ved i hvert fald, at jeg i en lang periode forbandt Creedence med noget meget lidt rocket. Fire småkedelige familiefædre fra Cali, der hyggede sig med at lege Missisippi rockers. At de rent faktisk var ligeså syrede og prægede af interne skænderier som alle andre gik først op for mig senere.

Men the Dude ved det.

Jeg ved det.

Creedence rocks! Også selvom din far ikke var trommeslager...

Har du hilst på din grønthandler i dag?

Musikernes kok, Chili John Rasmussen, er lidt af et forbillede for mig ud i det kulinariske. I sine tre glimrende kogebøger slynger han om sig med allehånde former for chili - jalapeño, habanero, klokkeformede, firkantede... og chipotle. Den har jeg bidt mærke i. Chipotle - røgede jalapeños med bismag af kaffe og chokolade - don't you just wanna love that?

Der måtte handling til. Jeg skrev til Big John, der var så venlig at give mig navnene på sine grossister. Tak for det... I virkeligheden var det et sensai-råd: Meningen var selvfølgelig, at jeg selv skulle gå på opdagelse i den århusianske fødevarebranches underbug. Prøvede den dansk ejede grønthandlerkæde i Viby Centret. No dice. I dag prøvede jeg den tyrkiske grønthandler på hjørnet af Grønnegade og Nørre Allé (hedder noget på tyrkisk). Bingo.


Den lilla raggaren

Hjem og prøve, fiskede en hel chipotle op af dåsen, der havde rejst den lange vej fra Mexico. Prøv at forestille jer en soltørret tomat, som i stedet for at være badet i dårlig solsikkeolie og vissen timian svømmer rundt i et bad af tyk og røget chilisovs. Smagen er guddommelig. Det brænder som ind i helvede, selvfølgelig. Jeg ved ikke om alle chilielskere er massochister, men smerten følger bare med, lissom.

Nu kravler jeg op på sæbekassen og giver en svada: Selvom etnisk og eksotisk mad i højere grad finder vej til supermarkedernes hylder er den stadig pakket ind i dansk middelmådighed. Dyre pakkeløsninger fra Santa Maria, der blot skal tilsættes kylling. Jeg gav 15kr (femten kroner!) for en mexikansk specialitet, der garanteret holder til mange dejlige retter (og lidt snackspiseri).

Så kjære læsere: Brug jeres lokale grønthandler! Udnyt for himlens skyld, at Danmark er blevet et multietnisk samfund. Det viser sig nemlig, at andre kulturer har en laaaangt mere sofistikeret kulinarisk tradition end blæver-Danmark.

Råt for usødet

Se, jeg har altid ment, at virkelighedens R Kelly er langt mere fucked up end Dave Chapelles parodi...

Räggars

Jag älsker raggare!

Stars 'n' Bars

Bare så I ved det:
Jeg elsker Lynyrd Skynyrd
Og cowboystøvler
Og slangeskind
Og Syden
Og sån't

Så dumt - så ægte

Gennem bilruderne så jeg smart ud.
På foto ligner jeg Tyrone Biggums...

Tidens fylde

Ak ja, de engang så populære Absolute Music plader står ej længere i høj kurs...

Twitterier

For et par dage siden belærte jeg min bror om Twitter:

"Jordens dummeste idé"

"Jeg fatter ingenting"

"Virkelig snotdumt"

Japp, nu er jeg selv på. Hvorfor? Lad mig starte med en lille anekdote. I går satte jeg mig til at skrive en længere smøre, en kronik om I vil, om tv-serien Klovn. For sådan er bloggen blevet. Min egen version af debatsiderne i Politikens 2. sektion. Jeg er møgringe til at tage et billede på gaden og skrive to linjer om min hverdag. Jeg vil for meget. Måske.

Her til morgen opfordrede Alex Schulman mig så til at prøve Twitter (ok, han skrev et blogindlæg, hvor han opfordrede mig til det). Og jeg må sige: det er lidt pirrende! Som et spil: Man må maksimalt skrive 150 anslag. Intet pres!

Først kom blogbølgen - nu kommer Twitterbølgen.

Så nu kan I følge med i, hvornår jeg skider til højre på bloggen...

Something about Suomi

Der er noget med mig og Finland - og finske bands i særdeleshed. Fire plader med posten i dag. To med Hanoi Rocks og to med Stratovarius - begge finske bands. Tolkki vs Hulkko, Kotipelto vs Fagerholm... vi får se.

Fremtiden

Jeg har ingen hemmeligheder over for mig selv. Jeg indrømmer således gerne, at jeg fra tid til anden drømmer om fremtiden. Når de sidste rester af den smertefuldt ærlige spejderdreng er opløst og en forløjet og fremmedgjort skal står tilbage. Da vil folk søge i denne blog. Snuse i mine spor og konstant stille sig spørgsmålet: Hvornår trådte han i karakter? Hvornår blev han for alvor kynisk? Hvornår lærte han spillets uskrevne regler?

Måske vil de kigge på billedet til venstre og sige "der".

Es gibt nur ein Uffe

Som en anden gøgeunge har Ulf Lundell sneget sig forest i køen af litterære projekter.
Sådan er det bare.
Es gibt nur ein Uffe.