søndag den 20. juli 2008

Hochzeit

Jeg var til bryllup i går - i den grad.

Min kjære fætter, Thue (billedet), fik sin Anne Marie i Skt. Lukas Kirke i Aarhus. Min moster (Thues mor) stod for vielsen. Sådan er vi bare i min familie.

Et bryllup kan være mange ting.

Mine forældre holdt deres bryllup i min mormors kælder i Ølgod, og jeg kan ikke forestille mig, at der som sådan var noget ved traktementet, der adskilte bryllupet markant fra en almindelig familiefest.

Helt i mine forældres ånd.

Bryllupet i går, tror jeg også, var i Thues (og Anne Maries) ånd. Detailler. Alle traditionerne man hører om (med undtagelse af riskastning):

Bryllupskage, treretters menu (+ natmad) på Restaurant Thorsmølle, "kys under bordet når gæsterne tramper", toastmaster, klipning af strømper og slips, strømpebånd...

En endeløs række af velmenende talere. Jeg tror der var ungefähr 20 bidrag af forskellig art, hvilket utvivlsomt bidrog til, at middagen blev ganske udstrakt.

Selv underholdt lille jeg, bror Jeppe og min onkel Nis Pedersen med Sam & Daves "You Don't Know What You Mean To Me". Nis er proff sanger og væltede fremdeles hytten. Jeppe og jeg forsøgte bare at hænge på toget.

Fri bar har ofte katastrofale konsekvenser for alkoholindtaget, men jeg synes, jeg tog det forholdsvis piano. Mine mindste søskende var jo til stedet for God's sake! Og min mor ej at forglemme. Dog røg der en smule inden for vesten, det vil jeg ikke benægte.

Jeg har det ikke godt i dag, men jeg tror mest, det skyldes søvn (eller mangel på samme). I dag vil jeg lave ingenting, indtil jeg bliver sulten og varmer min til lejligheden indkøbte frysepizza. Forhåbentlig bliver det omkring kl. 17:30, når De sorte wolver åbner sæsonen mod AaB.

Næste gang jeg skal til bryllup, vil jeg gerne prøve noget andet. For eksempel et Moon-bunkebryllup eller et af de der tyrkiske brylluper, hvor man hænger penge på brudeparret.

Det skulle smaka det.

Ingen kommentarer: