At gøre som sine idoler

Det hele virkede så lovende.

Oven på Roskilde og bryllup skulle jeg passe mine forældres hus (og min fars Toyota ej at forglemme!) i et par uger.

To uger i en villa i skoven med to katte som eneste selskab.

Jeg forestillede mig, at det ville blive, som når Ulf Lundells altar ego, Jack, i generationsromanen af samme navn søger i eksil i en villa i Norrköping, lever af en fantastisk levergryde i fire dage og skriver et abnormt antal kapitler til sin roman.

På samme måde ville jeg hellige de to uger i skoven mellem Vejle og Billund til et par af mine skriveprojekter herunder redigeringen af min Roskilde-dagbog. Derudover ville jeg løbe hver dag, læse og spille trommer i et asketisk paranirvana.

Jeg kom i går.

Købte ind, lavede mad og gik i seng. Stort set.

I dag har jeg spist rester fra i går. Læst avisen (Politiken, om ni undrar) Spillet playstation. Hængt ud på 1000 apor. Spillet playstation. Løbet en (kort) tur i sygeligt kuperet skovterræn. Trods moralsk opbakning fra Scooter (!) i mine ører var det ved at tage livet af mig. Det summede i mit face, og det flimrede for mine øjne. Ak!

Snakkede med brorsan. Han kommer i morgen, og så må jeg jo nok udsætte mine eremitplaner i et par dage. Heldigvis. Den endegyldige fiasko må vente en stund.

Jeg har dog lykkedes med at researche lidt til min (sic!) roman.

Har lånt to biografer:
- Een om Christian Braad Thomsen
- Een om Ole Grünbaum

På forhånd havde jeg egentlig mest respekt for Braad Thomsen. Det har jeg for så vidt stadig, men hans udpræget psykoanalytisk (og meget freudianske) navlepillende stil er såre dræbende. Men man må lade ham, at han allerede i teenageårene opnåede en hel del; såsom at blive musikanmelder for Aarhus Stifttidende samt at knytte venskaber med K.E. Løgstrup og Thorkild Bjørnvig.

Så er der straks mere schwung over Grünbaums bog om sig selv i 60'erne. Han opnåede i øvrigt også en del i sine sene teenageår. Ud over deltagelse i diverse happenings og studentergrupperinger havde han længerevarende forhold til først en 37-årig kvinde og derefter en 17-årig tøs.

Borderline. Men det udtryk brugte man næppe i de kredse. Dengang.

I morgen prøver jeg at løbe en tur igen, og med Guds hjælp minder jeg lidt mere om Ulf Lundell om en uge. Selvom han næppe løb ture i Norrköping.