Bjarne Riis

Denne blog skal ikke blive en sportsblog. Men i dagens anledning vil jeg alligevel skrive et par linjer om manden, myten, legenden Bjarne Riis.

Jeg har en mappe, hvori jeg har gemt forskellige udklip, breve etc., jeg har samlet gennem årene. Særligt dengang hvor jeg neurotisk søgte at forevige mit liv ved hjælp af materielle genstande.

I mappen kan man finde et eksemplar af Herning Folkeblad fra en julidag i 1996. Avisen er ekstraordinært trykt på gult papir, idet byens stolte søn, Bjarne Riis, har brudt Miguel Indurains hegemoni og vundet den samlede sejr i en cykelkonkurrence etableret af en fransk avis.

Jeg mener nu som dengang, at cykelsport er temmelig uinteressant på samme måde som Formel 1 er det. Tænk at gøre en sport af en transportform.

Men Bjarne Riis var fascinerende. Han var skaldet, svedig, formælt og gift med en bredhoftet kvinde. Han kunne være din far og flytte vandingsmaskiner og vaccinere svin til de sene aftentimer. Men han kørte cykelløb og blev hele Danmarks Bjarne (sic!).

Myten begynder at krakelere. Året efter får Bjarne tyndskid og er ikke i nærheden af at gentage succesen. De danske aviser skyder skylden på hans hold, der består af sviefulde tyskere. Men jeg ved det skyldes, at Bjarne har solgt sin sjæl.

Han er blevet skilt fra sin stoute Mette og er nu sammen med den celebre håndboldtøs, Anne-Dorthe Tanderup, som han har mødt til et eller andet gallashow, hvor dansken hylder sine marginalsportshelte. Han flytter til det fashinonable (nåh ja) Bredballe i Vejle og senere til Toscana.

Årene går, og de blodhungrende sportsjournalister, der hyldede ham i 1996, får deres kødfulde ben, da han bryder cykelrytternes omerta og indrømmer brugen af EPO. Herefter brændes han på kætterbålet af kjøbenhavnermedierne med hans antagonist Rolf Sørensen i spidsen.

I Herning har torvet siden sejren i 1996 været opkaldt efter Bjarne Riis. Her finder man en kobberplade med hans navn, som forbipasserende hunde skider på. For bestandig.