Dagens ret

Cannelloni - opvarmet i mikroovn

Indkøbt - vacation roundup

An Officer And A Gentleman: "OST" (LP-2 kr, Røde Kors Genbrug, Vejle)
-Lidt af et fund vil jeg tro. Har altid været en sucker for Up Where We Belong (og ja! Jeg elsker også slutscenen, hvor han bærer hende ud af fabrikken. Håbløs romantiker er man vel), og med i købet får man desuden Treat Me Right (Pat Benatar) og fantastiske Tunnel Of Love (Dire Straits), som jeg godt nok ejer i forvejen, men alligevel. Nu får jeg også endelig hørt Tush (ZZ Top). Up Where We Belong er så god, at den er med to gange.

a-ha: "Hunting High And Low" (LP-2 kr, Røde Kors Genbrug, Vejle)
-Har ofte været på vippen til at købe noget norsk synthpop. Nu skete det!

Spandau Ballet: "True" (LP-2 kr, Røde Kors Genbrug, Vejle)
-Kender kun Gold, men den husker jeg til gengæld som vældig god!

Dire Straits: "Dire Straits" (LP-20 kr, Byttecentralen, Vejle)
-Omsider! Den første Dire Straits plade (ja, den med Sultans Of Swing) ser man ikke hver dag i tilbudsbakkerne, men Trekantsområdets største distributør af erotik er et godt sted at gå på skattejagt.

Bob Dylan: "Blonde On Blonde" (CD-50 kr, Stereo Studio, Vejle)
-Velan, du såkaldte rock milepæl skabt af den såkaldte mester: Vil du, som dine albumsøskende, blive betragtet som delvist bortkastede penge eller vil du gøre en forskel? Smelte væggene, som du gjorde det ved Ole Grünbaum? That mercury sound; well, well...


Upp til bevis.

Sort Sol: "Snakecharmer" (CD-50 kr, Stereo Studio, Vejle)
-Dengang i 2001, efterskoleåret var jeg en del på festival og så Sort Sol mindst et par gange. De var på turné med nærværende album og var i virkeligheden ved at implodere. Vil man vide mere, kan man læse Jan Outrup Poulsens glimrende bog Under en sort sol. Sort Sol er et band, jeg er overraskende betaget af fra tid til anden. Jeg mener, de er jo danskere!

Dagens ret

Penne med artiskok.

Sommerplade numero uno

Ville bare dele det med jer.

Santanas Caravanserai er sommerdrømme presset ned i rillet vinyl.

Faktum!

Stekarrunda i Vejle

Tog et smut til Vejle i formiddags.

Fik parkeringsplads midt i byen - aldrig dårligt.

Købte et par plader, en skjorte.

Nød gågaden gennem mine røgfarvede solbriller.


Downtown Vejle.

Handlede italiensk ind; artiskokker og en Barolo til 130, som jeg fik til halv pris.

Situationen omkring mit hår har taget en bizar drejning.

Nu bruger jeg faktisk næsten ikke produkt, og krøllerne står i fuldt flor som en følge heraf. Bilder mig ind, at jeg ligner Vinny Chase fra Entourage - i en bleg, blond og lavstammet udgave forstås.

Har heller ikke barberet mig i over en uge. Det er også den fordømte Ole Grünbaum-bog!

Working man's radio

Fakta:
- Det er 30 grader udenfor.
- Jeg er ligbleg.
- Jeg bør bevæge mig ud i solen.

Jeg keder mig altid bravt, når jeg ligger dér på græsset. Kigger op i den blå himmel, mærker dårskaben komme snigende.


Har aldrig set et solarie indefra.

I dag fandt jeg løsningen i form af en transistorradio, der ligner en dåse WD40. Hvis min far har lært mig noget, er det, at WD40 er nyttigt i praktisk talt ALLE sammenhænge. Tanken er, at jeg vil høre FCM's kamp i radioen, alt imens jeg bliver latino.


Dekorativ om ikke andet.

Der er dog et par ting, jeg ikke har taget med i mine beregninger:
- P3 er nu engang P3, så når der ikke er sport, skal jeg høre på Peter Sommers musikalske kvababelser.
- Det er HELT VILDT VARMT!
- FCM arbejdsvægrer og får kun 1-1 mod hjemmetyskerne.

I morgen tror jeg, jeg vil power-solbade omkring middag og få mig en god portion hudkræft med i købet!

Bjarne Riis

Denne blog skal ikke blive en sportsblog. Men i dagens anledning vil jeg alligevel skrive et par linjer om manden, myten, legenden Bjarne Riis.

Jeg har en mappe, hvori jeg har gemt forskellige udklip, breve etc., jeg har samlet gennem årene. Særligt dengang hvor jeg neurotisk søgte at forevige mit liv ved hjælp af materielle genstande.

I mappen kan man finde et eksemplar af Herning Folkeblad fra en julidag i 1996. Avisen er ekstraordinært trykt på gult papir, idet byens stolte søn, Bjarne Riis, har brudt Miguel Indurains hegemoni og vundet den samlede sejr i en cykelkonkurrence etableret af en fransk avis.

Jeg mener nu som dengang, at cykelsport er temmelig uinteressant på samme måde som Formel 1 er det. Tænk at gøre en sport af en transportform.

Men Bjarne Riis var fascinerende. Han var skaldet, svedig, formælt og gift med en bredhoftet kvinde. Han kunne være din far og flytte vandingsmaskiner og vaccinere svin til de sene aftentimer. Men han kørte cykelløb og blev hele Danmarks Bjarne (sic!).

Myten begynder at krakelere. Året efter får Bjarne tyndskid og er ikke i nærheden af at gentage succesen. De danske aviser skyder skylden på hans hold, der består af sviefulde tyskere. Men jeg ved det skyldes, at Bjarne har solgt sin sjæl.

Han er blevet skilt fra sin stoute Mette og er nu sammen med den celebre håndboldtøs, Anne-Dorthe Tanderup, som han har mødt til et eller andet gallashow, hvor dansken hylder sine marginalsportshelte. Han flytter til det fashinonable (nåh ja) Bredballe i Vejle og senere til Toscana.

Årene går, og de blodhungrende sportsjournalister, der hyldede ham i 1996, får deres kødfulde ben, da han bryder cykelrytternes omerta og indrømmer brugen af EPO. Herefter brændes han på kætterbålet af kjøbenhavnermedierne med hans antagonist Rolf Sørensen i spidsen.

I Herning har torvet siden sejren i 1996 været opkaldt efter Bjarne Riis. Her finder man en kobberplade med hans navn, som forbipasserende hunde skider på. For bestandig.

Road trip

Har haft min bror Jeppe på besøg i eksilet et par dage. Vi kan sagtens få tiden til at gå med drabelige dyster i FIFA på playstation eller med at lægge detaljerede planer for vores bandprojekt. Kein Problem.

Men fredag beslutter vi os for at drage ud på eventyr, nærmere bestemt på genbrugsshopping i Westjylland. To blonde og blege lykkeriddere med shades i en rød Toyota på jagt efter LP-fund og billigt mærketøj. Jeg har en drøm om et par sejlersko og et par lårkorte shorts, efter at have set Bdr. Schulmans Stekarskolan lidt for mange gange. Jeppe truer med tæv, hvis jeg gør alvor af mine planer.


Vores ride.

Vi cruiser gennem bølgende kornmarker - Christoffer bag rattet. First stop, Røde kors genbrug, Grindsted.

Jeg finder lidt tøj, bl.a. en beige pique fra Kudo. Jeppe truer med tæsk. "Det hedder en polo", knurrer han gennem sine sammenbidte hestetænder. Jeppe finder en relativt ny Werder Bremen-trøje, som han fylder pænt ud. Han ligner en blond Torsten Frings uden fuldskæg.

Næste stop er Kirkens Korshær, der ligger på vej ud af byen. Vi finder et par tøfler til Jeppe og en enkelt LP (Pretenders' første, som jeg i sin tid har købt for 70,-; nu får Jeppe den smidt i nakken for 3,-). Jeg køber to bøger. En ny (gammel) bibel anno 1911, der kan erstatte den jeg har i forvejen og så Vladimir Nabokovs Lolita. Jeg bilder mig ind, at den gamle fromme dame ved kassen kigger lidt suspekt på mig.


En god kombo.

Det mest geniale indfald får dog Jeppe. Båndoptageren i Toyotaen har et destruktivt forhold til sine bånd. Den ødelægger dem simpelthen efter et stykke tid. Ikke desto mindre køber vi 3 stk bånd til een krone stykket. Herregud! Det må vare, så længe det varer. Det er rock 'n' roll, lidt ligesom 8-track.

ABBAs Arrival i højtalerne, ned med ruden og ud med armen. Flade og forblæste marker, læbælter af grantræer, lyden af en vandingsmaskine; åh, du skjønne Westjylland - min barndoms land!

Og rejsen fortsætter. Vi er på vej til Varde, hvor vores forældre i sin tid gik i gymnasiet. Her er der også en Kirkens Korshær, vi skal finkæmme. Finder ikke det store udover en t-shirt, en Sam and Dave LP trykt i USA foruden Ulf Lundells Jack i paperback på dansk.

Sulten melder sig, og vi kører ned til centrum (æh...) for at frekventere McDonalds. Vi bestiller to EfB-menuer (eksotisk eller hva'?) og er snart klar til sidste stop på turen. Røde kors genbrug, der er placeret midt i industrikvarteret.

Vi finder ikke det store. Jeg slår op i et konversationsleksion fra 1921 under neger. Barnlig og grusom er han. Godt at vide.

Heimkehr og Rod Stewart. You Wear It Well og det gør han jo.

Om aftenen griller vi og drikker øl, medens vi hører Allan Olsens Rygter fra Randområderne mindst to gange.

Patetisk.

Radovan Karadžić

Ingen sammenligning i øvrigt.

Min mor siger altid til mig, at jeg skal lade være med at bruge produkt i håret. At det ser fint ud uden.

Velan.

I går vaskede jeg hår og lod det sidde uden produkt.

Anstændigt.

I morges, da jeg stod op og så mig i spejlet, lignede jeg:

Radovan Karadžić

Derfor produkt.

Derfor, mor.

At gøre som sine idoler

Det hele virkede så lovende.

Oven på Roskilde og bryllup skulle jeg passe mine forældres hus (og min fars Toyota ej at forglemme!) i et par uger.

To uger i en villa i skoven med to katte som eneste selskab.

Jeg forestillede mig, at det ville blive, som når Ulf Lundells altar ego, Jack, i generationsromanen af samme navn søger i eksil i en villa i Norrköping, lever af en fantastisk levergryde i fire dage og skriver et abnormt antal kapitler til sin roman.

På samme måde ville jeg hellige de to uger i skoven mellem Vejle og Billund til et par af mine skriveprojekter herunder redigeringen af min Roskilde-dagbog. Derudover ville jeg løbe hver dag, læse og spille trommer i et asketisk paranirvana.

Jeg kom i går.

Købte ind, lavede mad og gik i seng. Stort set.

I dag har jeg spist rester fra i går. Læst avisen (Politiken, om ni undrar) Spillet playstation. Hængt ud på 1000 apor. Spillet playstation. Løbet en (kort) tur i sygeligt kuperet skovterræn. Trods moralsk opbakning fra Scooter (!) i mine ører var det ved at tage livet af mig. Det summede i mit face, og det flimrede for mine øjne. Ak!

Snakkede med brorsan. Han kommer i morgen, og så må jeg jo nok udsætte mine eremitplaner i et par dage. Heldigvis. Den endegyldige fiasko må vente en stund.

Jeg har dog lykkedes med at researche lidt til min (sic!) roman.

Har lånt to biografer:
- Een om Christian Braad Thomsen
- Een om Ole Grünbaum

På forhånd havde jeg egentlig mest respekt for Braad Thomsen. Det har jeg for så vidt stadig, men hans udpræget psykoanalytisk (og meget freudianske) navlepillende stil er såre dræbende. Men man må lade ham, at han allerede i teenageårene opnåede en hel del; såsom at blive musikanmelder for Aarhus Stifttidende samt at knytte venskaber med K.E. Løgstrup og Thorkild Bjørnvig.

Så er der straks mere schwung over Grünbaums bog om sig selv i 60'erne. Han opnåede i øvrigt også en del i sine sene teenageår. Ud over deltagelse i diverse happenings og studentergrupperinger havde han længerevarende forhold til først en 37-årig kvinde og derefter en 17-årig tøs.

Borderline. Men det udtryk brugte man næppe i de kredse. Dengang.

I morgen prøver jeg at løbe en tur igen, og med Guds hjælp minder jeg lidt mere om Ulf Lundell om en uge. Selvom han næppe løb ture i Norrköping.

Hochzeit

Jeg var til bryllup i går - i den grad.

Min kjære fætter, Thue (billedet), fik sin Anne Marie i Skt. Lukas Kirke i Aarhus. Min moster (Thues mor) stod for vielsen. Sådan er vi bare i min familie.

Et bryllup kan være mange ting.

Mine forældre holdt deres bryllup i min mormors kælder i Ølgod, og jeg kan ikke forestille mig, at der som sådan var noget ved traktementet, der adskilte bryllupet markant fra en almindelig familiefest.

Helt i mine forældres ånd.

Bryllupet i går, tror jeg også, var i Thues (og Anne Maries) ånd. Detailler. Alle traditionerne man hører om (med undtagelse af riskastning):

Bryllupskage, treretters menu (+ natmad) på Restaurant Thorsmølle, "kys under bordet når gæsterne tramper", toastmaster, klipning af strømper og slips, strømpebånd...

En endeløs række af velmenende talere. Jeg tror der var ungefähr 20 bidrag af forskellig art, hvilket utvivlsomt bidrog til, at middagen blev ganske udstrakt.

Selv underholdt lille jeg, bror Jeppe og min onkel Nis Pedersen med Sam & Daves "You Don't Know What You Mean To Me". Nis er proff sanger og væltede fremdeles hytten. Jeppe og jeg forsøgte bare at hænge på toget.

Fri bar har ofte katastrofale konsekvenser for alkoholindtaget, men jeg synes, jeg tog det forholdsvis piano. Mine mindste søskende var jo til stedet for God's sake! Og min mor ej at forglemme. Dog røg der en smule inden for vesten, det vil jeg ikke benægte.

Jeg har det ikke godt i dag, men jeg tror mest, det skyldes søvn (eller mangel på samme). I dag vil jeg lave ingenting, indtil jeg bliver sulten og varmer min til lejligheden indkøbte frysepizza. Forhåbentlig bliver det omkring kl. 17:30, når De sorte wolver åbner sæsonen mod AaB.

Næste gang jeg skal til bryllup, vil jeg gerne prøve noget andet. For eksempel et Moon-bunkebryllup eller et af de der tyrkiske brylluper, hvor man hænger penge på brudeparret.

Det skulle smaka det.

Hosianna! Et gjenoplivet Projekt!

Mine kjære og trofaste Læsere!

Idet flere af jer har gjort mig opmærksom på, hvorledes I skatter min ellers noget forsømte blog, Udpluk fra et narcissismens skatkammer, har jeg taget en beslutning om at blive bedre til at skrive på den.

I kan altid finde et link til føromtalte blog i menuen til højre for det skrevne ord.

Efter ungefähr tre måneders pause gør bloggen et stærkt comeback med en overmåde højpandet anmeldelse af Yes' Fragile fra 1971.

Og skriv endelig kommentarer - det bliver så kedeligt på mit kammer!

Fordømte hippie!

Det er slemt.

Helt horribelt, faktisk.

Sidder og gnufler økologiske æblechips medens jeg lytter til de hollandske (!) prog-legender, Focus.

Skal tilmed have broccoli til aftensmad.

Aaaaaarghhhh!!!

Indkøbt

Lisa Ekdahl: "Lisa Ekdahl" (CD-50kr, Stereo Studio)
- Det er ikke hver dag, jeg får anbefalet plader af min lillesøster. Det plejer mest at gå den anden vej, men fra tid til anden bliver læremesteren elev og vice versa. Heldigvis.

Jeg har ofte forbundet Lisa Ekdahl med samtalekøkken og baggrundsmuzak til scener fra pretto-intellektuelle ægteskaber. Mine fordomme - blår i mine øjne!

Hun må være lille og væver, men Ekdahl har en skarp elegance, der i højere grad gør hende til et barn af proggens koryfæer end en svensk Anne Dorthe Michelsen.

Et lille kuriosum er det, at jeg for mindst anden gang i træk indkøber et album med en kvindelig artist. I'm all about emancipation...

Tilbage på Ithaka

Dagens første højpandede reference. Tillige åndssvag, da ingen Penelope venter mig. Desværre.

Kom hjem i går med en tyndslidt lever, et astronomisk søvnunderskud og diverse sygdomssymptomer.

Har således først været i stand til at skrive i fuldstændige sætninger fra dags dato af.

Roskilde gik over al forventning!

Det var virkelig alt, jeg kunne have håbet på. Vejret, menneskene og nå ja, ligeså musikken.

Dagbogsprojektet blev en fast del af mit morgenritual (ja, jeg vågnede tidligt hver dag!), og jeg fik desuden en hel del positiv respons fra de andre i lejren. Mange af dem kendte jeg ikke i forvejen, og de må i starten have haft visse forbehold over for den tavse gut med det lyserøde kladdehæfte.

Som dagene gik blev dagbogen dog en institution i lejren med sporadiske højtlæsninger af de umiddelbare frembringelser til følge. Det er næppe helt forkert at sige, at det med tiden blev hele lejrens lyserøde dagbog, og jeg håber, at alle I dejlige mennesker, jeg var så priviligeret at dele Roskilde med, vil finde vej til denne blog og læse resultaterne af mit skriveri! Og dermed også forbedre de dystre besøgsstatistikker, bloggen har haft på det seneste! (red.)

Lige nu går Roskilde-dagbogen ind i en mindre redigeringsfase, hvor jeg dels retter lidt i det sproglige samt indsamler de legio og utvivlsomt såre illustrative billeder, der er blevet taget af godtfolk i campen.

Hold øjnene åbne!