I'm a country boy

De (i hvert fald to og meget trofaste og ikke mindst herlige - hej, Ibber og Subjective!) folk, der følger mig på twitter vil vide, at jeg er lidt af en hillbilly.

Jeg kan bruge hele aftener på bare at skrive om, hvordan jeg sidder og hører Allman Brothers Band, .38 Special og ikke mindst Lynyrd Skynyrd. Jeg elsker NFL og Dallas Cowboys. Jeg elsker ishockey (der i Danmark og Sverige er bonderøvssport numero uno efter traktortræk) og Herning Blue Fox. Jeg prøver at gro en mullet...

...så måske er der noget om snakken? Lige nu sidder jeg og hører Rossington Collins Band (der blev bygget på resterne/de overlevende fra Lynyrd Skynyrd og lyder som en blanding af Skynyrd og Janis Joplin - tjek det ud!) - og drømmer mig væk til en trailerpark i Texas, hvor jeg sidder med min truckerkasket og drikker iskolde Bud Light.

Og så er det, grabbarna på øhm, herremagasinet Moore laver en liste med 20 tegn på, at man er ved at blive en bonderøv. I kan læse den selv, men jeg giver lige et par højdepunkter:

- Du kan holde dig beskæftiget med en fluesmækker i mere end en time
- Du kommer hjem fra lossepladsen med flere ting, end du smed derud
- Din bedstemor har ammunition på sin ønskeseddel til jul
- Du har øl med til en begravelse
- Din definition af fast food er at køre ind i en elg på E4-motorvejen
- Du måler din brandert efter, hvor fed og grim din scoring blev
- Du præsenterer din kone og din søster for en gæst, og der står kun en kvinde ved siden af dig

Halløjsa, jeg skal sgu' da nå at købe et telt til Roskilde, inden Jysk lukker! Laterz!

090297

Jeg husker den dag, Brian Connolly, forsanger i The Sweet, døde.

Jeg løb ud til min far i stalden (!) og overbragte ham de triste nyheder. Få måneder før havde jeg ud af egen lomme købt en Sweet-opsamling til min far i julegave (min mor hader Sweet og ville ikke betale).

Brian Connolly døde ensom af druk langt fra fordums storhed i 70'erne. I følge min far begyndte det at gå ned ad bakke for Sweet, da Connolly "blev knaldet af belgisk politi for at have sex med en mindreårig tøs efter en koncert". (Det var i øvrigt her mine drømme om et depraveret rockstjerneliv så småt begyndte at tage form!)

Der går i det hele taget mange suspekte historier om The Sweet både før, under og efter koncerterne, men jeg stopper her. De fortjener at blive husket for deres innovative glamrock og deres helt eventyrlige vokalharmonier.

Den dag, Brian Connoly, hyldede Bob Anders på Puls ham ved at spille Teenage Rampage. Jeg vil nu gøre det samme:

Anti-imperialistvand

Njah, så hellere Al Aqsa cola. Kan I huske Al Aqsa cola?

Jeg er et fredeligt menneske...

... og jeg har aldrig opfordret til væbnet modstand over for kongehuset.

Der findes mængder af ting, vi kan tage fat på i forhold til ligestilling: Ligeløn, kvoteordninger etc.
Arvefølgen til det gamle diktatur befinder sig meget langt nede på den liste...

"...ja, jag, jag hatar hela borligheten, ja jag, jag hatar hele kungahuset..."

My body is my canvas

Rød t-shirt, hvid hud.
En sand patriot!

Lite bildspel

Har lidt billeder liggene, så nu kommer de op.
Ganske ucensureret og med et par kommentarer.


"En mand og hans søgen efter et passende pose". Sådan kunne man godt karakterisere en del af de potrætbilleder, jeg har lagt op på bloggen. Narkomanbelysningen på mit badeværelse er efterhånden klassisk!



Mmmm! Normalt forstår jeg ikke folk, der pinedød skal bage chokoladekage og æde cookies. Kombinationen af mel, smør, æg og chokolade er mig en smule ulækker. Dette var dog en mindre åbenbaring: Den klassiske Singoalla fra Göteborgs (normalt med hindbær) - med lakrids! Har ikke turdet købe dem siden af frygt for at tage tre kilo ekstra på.


Min yndlings EU-valgplakat. Rina Ronja Kari. Det er jo hele tre fornavne på een gang! Zugabe!


Godt billede. Den halvt opknappede skjorte. De blonde lokker, der falder på den der helt perfekte nonchalante måde. Ak, kunne jeg dog bare altid se sådan her ud.


Hvad man i Sverige kalder et "vimmelbild". Fra en meget våd aften på Eskobar. Jeg gør et desperat forsøg på et klassisk 80's glam pose.


Min samlever, hehe. Westernguitar uden så mange dikkedarer, mange gode timer i dens selskab.

Ace of Base - The Carpenters kl. 3 om natten på et færgediskotek et sted i Kattegat

To søstre med rullekrave, deres talentfulde bror - og en solbrændt ex-nazist.
Jeg giver jer: Ace of Base

Jeg husker min gamle fritidsordning. Et alle for lille lokale med alt for mange puslespil og alt for mange slidte velourpuder, der stank af prut. Og en båndoptager, der trakterede tre bånd:
- Lambada soundtracket.
- Julerup Færgeby
- Ace of Base: Happy Nation

Det er muligvis en følgevirkning af den 90'er revival, der skyller ind over denne vor ironiske generation, men i dag kan jeg faktisk godt forstå, at Happy Nation blev det hurtigst sælgende debutalbum nogensinde. 26 millioner (alstå: seksogtyve mille!). The Sign og All that She Wants ville også strømme ud af højtalerne på alverdens diskoteker, hvis de kom ud i dag (hey, måske gør de det stadig, hvad ved jeg?).

Men der er også noget ved bandets image, der er herligt...bizart. Twisted. Fredrik och Filip har flere gange berørt fænomenet Ace of Base i deres bog 100 höjdare. Her følger deres sammenfatning af gruppen (frit oversat):

"Sangskriven er overvægtig, ser original ud, de to søstre oser af jomfruelig pinsekirke og det fjerde medlem trækkes med en blakket fortid i Sveriges nynazistiske bevægelser."

Wow. Den slags kan ikke udtænkes på kontoret i et skummelt multinationalt pladeselskab. Det må og skal opstå mere eller mindre tilfældigt på et mindre dansk pladeselskab (Mega Records). Og det må og skal blive en dundersucces.

Nu tænker I:
- Var de to søstre virkelig så uskyldige, som de kunne se ud til?
- Og hvad var det nu for noget med ham nazisten?

Hvad Jenny og Malin Berggren angår, er mit gæt lige så godt som jeres. Uffe Ekbergs fortid som en svensk pendant til Skrewdriver er heldigvis bevaret for eftertiden på det bootleg, der bærer den elegante titel Uffe Was A Nazi. Skal vi høre? Selvfølgelig skal vi det!