Bon Jovis kvindesyn

Bon Jovi må være indbegrebet af et tøset rockband. Kradser man lidt i den pæne facade, er det imidletid et anderledes hårdkogt image, der toner frem.

Jeg kunne pege på de (i ordets bogstaveligste forstand) slet skjulte hentydninger til kokainmisbrug i Tokyo Road fra 1985 ("sniffing whiskey, drinking coke").

I stedet beder jeg alle de af dagens feminister, der havde Always kørende på repeat hjemme på pigeværelserne, om at analysere følgende strofe fra Bon Jovis nostalgiske kammeratskabs-ode, Blood On Blood fra 1988:

"Danny knew this white trash girl
We each threw in a ten
She took us to this cheap motel
And turned us into men"

Et skræmmende indblik i Jon Bon Jovis moralske begrebsverden, ikke sandt?


Luck up your daughters...

Bloggen afslører

Helle Hellmann er Terminator!



Så må Henrik Palle være Sarah Connor...

En white trash begivenhed

...er når Kvickly sælger Haribo-slik til 3kr posen. Synd man ikke spiser slik.

Kent II

Jeg svæver cirka een gang om året i den vildfarelse, at jeg bør komme bedre i trit, med hvad der rører sig i musikbranchen...lige nu! Så tager jeg måske et Gaffa i TP. Bladrer anmeldelserne i gennem, kigger hånligt på de håbløst patosbefængte fotografier af Mikael Simpson, Trentemøller og Peter Sommer og skriger: "Nej, I får mig heller ikke denne gang!".

Der findes mennesker, der tænder på trafikuheld. Jeg tænder på dårlige anmeldelser, og her tænker jeg ikke på de motiverende, dårlige anmeldelser. Nej, kun den perfide, sønderknusende nedsabling af en påstået kunstner giver mig det kick, jeg attrår. I min jagt på knuste drømme sker det dog, at jeg falder over et interessant navn.

Således også for nogle uger siden. Jonathan Johansson. Svensk kvalitetspop med en narcissistisk æstetik. Som erklæret konsument af Orup og Anders Glenmark forvildede jeg mig ind på unge Johanssons myspaceside. En ny Orup? Læderjakken kunne måske endda friste mig til at nære et forfængeligt håb om en ny...Magnus Uggla? Anno 1977?


Fucking tease

Realiteterne rev mig dog ud af mine febervarme vildfarelser. Et minimalistisk discostøn i mol mødte mine øregange. Det lød...helt og aldeles...fuldstændigt... som.... Kent. KENT!

Årtusindskiftets svøbe inkarneret i en hulkindet emo-gosse - fy fan...

Tape deck

Det er lidt sjovt. Det er efterhånden syv år siden, jeg endegyldigt sendte min walkman på pension. Alligevel er min første tanke, når jeg ser, at spilletiden på en cd er under 45 minutter: "Fedt! Den passer lige til den ene side af et bånd."

90 minutters bånd, to sider a' 45 minutter. Det var i 10 år den alen, jeg målte verden efter.

The Devil Came From Kansas

Finte. Titlen hentyder til en heeelt anden sang med et heeelt andet band, navnlig Procol Harum. Sangen her er The Pinnacle med Kansas (fra Topeka, Kansas), og hvis ret skal være ret, så handler sangen vist snarere om en anden central, bibelsk figur.

"... and in one gleaming moment, I saw beyond the tomb"

Aj, aj, aj

Herregud! Var der nogen former for spiritus, jeg ikke hældte i mig i går? Oplysninger herom modtages med glæde.

Kombinationen af ikke at måtte drikke før efter koncerten samt "først på måneden - jeg er millionær"-syndromet gør morgendagen til et helvede. Var ved at dø omkring middag efter at have slæbt mig selv og mine bækkener med ned i Føtex. Prøvede at sove. Kunne ikke sove for hovedpinen. Åd piller. No dice. Så pludselig - schmakk! Faldt i søvn...

Vågnede kl. 16. Alles in Ordnung. Har min sjæl forladt kroppen? Ligger mit kødelige legeme stadig tilbage i sengen og lider? Lille jeg. Sidder her og skriver. Lægger planlægger. Woody Allen-film i aften? Annie Hall? Visst så!

Tror jeg køber et par bøger. Är väldigt sugen på nånting med Fredrik och Filip. Så lär det bli. Kannonerz!